Med Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 begyndte et nyt kapitel i Europas historie. Ikke, at det er nyt, at det post-sovjetiske Rusland intervenerer militært i andre lande, for det har vi set før. Det nye er, at der her er tale om en regulær, planlagt og storstilet invasion med storpolitiske konsekvenser – og en klar tilkendegivelse af, at de trods alt mindre interventioner på Krim og i Georgien ikke var spektakulære undtagelsestilfælde. 

Det er nu klart for alle, at Rusland er en utilregnelig, atombevæbnet og ekspansionsivrig magt, der arealmæssigt nok er verdens største land, men altså ikke stort nok. Med invasionen af Ukraine har vi efter alt at dømme passeret et point of no return, ligesom det skete med Hitlers invasion af Polen i 1939. Vi ved nu definitivt, at Rusland ikke er til at regne med, og at dialog og bindende aftaler derfor ikke er vejen frem. Det er en trist situation, men sådan er det. Nogenlunde her stopper billedet til gengæld med at være sort/ hvidt, for resten af sagen er langt mere mudret end som så.

Selv om Rusland har cementeret sin status som utilregnelig og respektløs stormagt, så er der ikke tale om paranoia, når landet har det meget svært med at acceptere afgivelse af territorium og tab af indflydelse. Og det er netop, hvad man oplevede i forbindelse med Sovjetunionens kollaps. Rusland var i middelalderen underlagt mongolernes hærgen og overmagt, og de har efterfølgende lidt ubeskrivelige tab under Krim-tartarernes, Napoleons og Hitlers invasioner.

Man skal være både historie- og hjerteløs, hvis man ikke kan sætte sig ind i de russiske følelser, når dets nabolande søger i retning af fremmede, konkurrerende magter (og dermed bringer en potentiel fjende tæt på Ruslands grænser). Rusland har ganske enkelt lidt for meget til at tåle mere. På den anden side har Ukraine præcis den samme erfaring, bare også med russerne selv i rollen som den fremmede overmagt. Kort fortalt er der altså her tale om to parter, der begge lider under et eksternt påført nationalt traume. Dette vanskeliggør både situationen og en forenklet dom over den.

På de sociale medier er der i Danmark allerede fuld gang i den unuancerede polarisering, der altid følger krig og terror. Profilbilleder forsynes med det ukrainske flag, der udtrykkes sympati med det ”fredselskende og vestligt orienterede” ukrainske folk, og det ytres, at ”nu er vi alle ukrainere”. Glemt er det, at vi blot skal tilbage til 2012, hvor stærke kræfter ønskede at boykotte EM i fodbold, som Polen og Ukraine var vært for. Dette i afsky over særligt ukrainernes udbredte homofobi og racisme. 

Glemt er det også, at Ukraine langtfra er et specielt velfungerende demokrati, og – trods en tendens til at søge politisk støtte fra Vesten i de senere år – aldrig har været særligt tæt forbundet med vestlige værdier og levevis. Dette giver dog på ingen som helst måde Rusland ret til at invadere et suverænt land og gør ej heller invasionen mindre horribel. Der er bare ingen grund til at gøre Ukraine til noget andet, end det er. Invasionen er slem nok i sig selv. Det er slet og ret forfærdeligt, at ukrainske børn, kvinder og mænd nu skal opleve krigens rædsler og gru, og al den medfølgende ondskab er der ingen, der har fortjent. Vestligt orienterede eller ej.

En anden dimension er mindst lige så tragisk. For det russiske folk vil dette nye kapitel i Europas historie næppe ende godt. Landets de facto diktator, Vladimir Putin, ligner mere og mere en mand, hvis enevældige magt er steget ham til hovedet. Ikke at Putin er dum eller vanvittig, han synes bare at være ramt af det fænomen, der på et tidspunkt rammer alle med nærmest enevældig magt; at man ender med at overvurdere ens egne analytiske evner grundet manglende kritik. I de fleste analytikeres øjne begår Putin nemlig en kæmpe strategisk fejl ved at invadere Ukraine. Der er mange grunde hertil, men nogle af de vigtigste kan oplistes som følger: 

1) Sanktionerne, som Vesten vil svare med – og selve krigsudgifterne – kan potentielt smadre Ruslands strukturelt skrøbelige økonomi. Rusland er først og fremmest energi- og råvareeksportør og er derfor meget sårbar over for boykot og sanktioner.

2) NATO er nu mere eller mindre tvunget til at øge tilstedeværelsen og afskrækkelseseffekten i de østlige medlemsstater (hvilket er det modsatte af, hvad Rusland ønsker). Ellers er alliancen irrelevant. 

3) Vesteuropa vil meget hurtigt gøre sig uafhængig af russisk naturgas, eftersom Rusland definitivt har cementeret sit ry som utilregnelig slyngelstat. Den anden store potentielle aftager af russisk gas – Kina – vil kunne presse prisen ned, eftersom Rusland ikke har ret mange andre at sælge til i betydende mængder. Tilmed vil Rusland, hvis man altså engang i fremtiden får etableret rørledninger til en storstilet naturgaseksport mod sydøst, geopolitisk bringe sig i et nedværdigende afhængighedsforhold til selv samme Kina. Dette vil være endnu et megaproblem for Ruslands økonomi og Ruslands geopolitiske selvforståelse.

4) Værst, strategisk set, er det for Rusland, at Finland og Sverige sandsynligvis vil knytte sig endnu tættere til NATO. Dette som direkte og logisk afledt konsekvens af Putins ageren. Hvad skal de ellers gøre?

5) Georgien og andre af Ruslands nabolande vil uden tvivl begynde at handle mere målrettet på Ruslands utilregnelighed, for eksempel i form af en kollektiv forsvarsaftale, måske endda støttet af vesten. Hviderusland, Kina og Nordkorea vil selvfølgelig holde sig uden for en sådan, men de øvrige nabolande vil se en klar interesse i en eller anden kollektiv forsikring. Ingen kan jo regne med Ruslands ord og løfter.

6) EU-landene vil i de kommende år drastisk øge deres militærudgifter, og Rusland vil – grundet de rent økonomiske forhold – på ingen måde kunne følge med. Igen som direkte konsekvens af Putins ageren. Altså har Rusland reelt frataget sig selv sin trusselskompetence ved at gøre brug af den.

7) Sluttelig vil Ukraine aldrig reelt komme på venlig fod med Rusland, når dette er overstået. Selv om Putin for eksempel indsætter et prorussisk marionetregime i Ukraine inden han trækker de russiske tropper ud, vil invasionen ikke blive glemt blandt befolkningen, og et sådant indsat regime vil ikke vare evigt. På lang sigt er der kun en eneste mulighed for ukrainerne, hvis de vil være frie: at søge beskyttelse hos enten Vesten, Indien eller Kina. Putin har jo definitivt bevist, at han – som de fleste russiske diktatorer før ham – er notorisk utilregnelig, og derfor kan ingen russiske løfter eller forsikringer bruges til noget som helst. Hvis Ukraine vil eksistere som suveræn stat, må de helhjertet søge ly hos andre magter.

8) Putins strategiske analyse overser helt fatalt Vestens München-kompleks, som stadig er lyslevende i vores politiske erindring. Da man i 1938 lod sig besnære af sin egen fredsvilje og Hitlers velmenende ord, forsømte man – mens tid var – at afværge en global katastrofe med millioner af døde til følge. Det sidder stadig tungt i den vesteuropæiske bevidsthed. Nøjagtig som mongolernes hærgen stadig sidder tungt i den russiske. “Aldrig mere!” siger man i begge lejre. 

Som filosoffen Martha Nussbaum viser i sin bog Political Emotions, så betyder emotionelle og psykologiske erfaringer mere i politik, end mange tror, og særligt når man skal vinde tilslutning til en radikalt indgribende politik, er den nødt til at være i samklang med nogle ofte dybe og generationsbårne basale erfaringer. Dette gælder både i demokratier og diktaturer. Man kan ganske enkelt ikke – på den lange bane – gå imod den basale folkestemning og dennes psykologiske polaritet. I Rusland vil man aldrig mere invaderes af franskmændene, mongolerne og tyskerne. I vesten vil man aldrig gentage München-fadæsen.

Således er det meget usandsynligt, at Rusland vinder noget som helst ved den førte (krigs)politik. Landet har ganske enkelt ikke resurserne til at matche Vesten militært og er økonomisk for sårbart. Ukraine vinder selvsagt heller ikke noget og vil lide store materielle og menneskelige tab. For Vesten er det hele også noget skidt, for her skal man omstille sin forsyningssektor og opruste militært. Det er altså en lose-lose-lose-situation. 

I et mere globalt perspektiv er det tilmed i dag sådan, at finansmarkederne er så nært forbundne, at en ustabil situation som den aktuelle hurtigt vil indvirke negativt på økonomien i hele verden. I hvert fald på den korte bane. Det ser vi allerede på verdens børser. Alle vil altså tabe for en stund. På lang sigt er den eneste mulige vinder af Ukraine-krigen nok Kina, der ikke er direkte involveret, men kan ende op med en gunstig forhandlingssituation i forhold til energileverancer fra Rusland, samt fornøjelsen af at se vestmagterne med hænderne fulde i Østeuropa, mens Kina selv arbejder videre med sine egne ekspansionsplaner i det sydkinesiske hav.