Presset mod de borgerlige stiger i sagen om jihadisterne og deres børn i al-Hol-lejren. Liberal Alliance har som bekendt allerede skiftet kurs og stillet sig til venstre for Socialdemokratiet. I en ny aftale mellem regeringen og en række af Folketingets partier – herunder V, K og LA – er sagen om børnene sparket til hjørne. Men vi kan være sikre på, at dilemmaet vil vende tilbage.
Lodder man stemningen i den borgerlige presse og blandt borgerlige meningsdannere, får man indtryk af, at det bestemt ikke kun er i Liberal Alliances umiddelbare opland, at der er krav om at få børnene med samt jihadist-mødre hjem så hurtigt som muligt.
Jeg deltog selv for nyligt i en debat her på Kontrast med Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen og Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak. Debatten gav et godt indblik i den borgerlige kritik af regeringens linje i al-Hol- sagen.
Godt nok fremhævede Libak rimeligvis sikkerhedsvurderinger fra PET og FE som belæg for sit ønske om at hente børn og mødre hjem, men passionen lå i et andet argument: retsstaten. Kort sagt: Danmark er en retsstat. Vi svigter retsstatsprincipper, hvis vi ikke hjemtager jihadisterne og deres børn. Borgerlige vil ikke svigte retsstaten, for borgerlighed handler netop om retsstat.
Da Søren Pind forleden skrev i Berlingske Tidende var argumentet en variation over samme tema. Blot var konfliktlinjen mellem liberalisme og konservatisme trukket hårdt op:
"Overalt i frihedsrettighedernes arnelande hånes disse værdier af konservative kredse, der i stedet hylder den arbitrære statsmagt og politikkens fulde bestemmelsesret over det enkelte menneske. Der er ikke længere grænser for politik: Alt er politik. Køn, identitet, kultur, statsborgerskaber…"
Andre har meldt sig i koret. Lars Barfoed, Christian Mejdahl, Lars Løkke Rasmussen, Jarl Cordua, Per Stig Møller, Tom Jensen og Martin Krasnik. Tilsyneladende enhver, der på et tidspunkt i sit liv har holdt en fyldepen og været besjælet af digtermusen. Selv CEPOS har smidt økonomismens kyskhedsbælte og indtaget en politisk position, der ikke er funderet i hensynet til trækprocenten.
Retsstatsargumentet
Det handler om retsstaten, og det handler om at give indtryk af en regering, der svigter retsstaten. Hvis man lytter godt efter, kan man også høre klageskrigene fra millioner af døde mink. Dette er historieskrivning i live-format.
Hvis retsstatsargumentationen er den røde tråd, er sikkerhedsargumentet til gengæld underordnet. Dets funktion er at rydde den væsentligste indvending mod striks efterlevelse af "retsstatsprincipperne" af vejen. Ikke alene er det rigtigt at tage børnene hjem, det er heller ikke farligt. Fornuft og idealitet går hånd i hånd.
At PET så faktisk vurderer, at jihadisterne i al-Hol udgør en sikkerhedstrussel, er en anden sag.
I opsummeringen hedder det generelt om truslen fra islamisk terrorisme:
"Militante islamister udgør fortsat den væsentligste terrortrussel mod Danmark, og denne trussel er alvorlig. Truslen udgår først og fremmest fra sympatisører af gruppen, der kalder sig Islamisk Stat (IS)."
PET vurderer ganske vist, at der ikke aktuelt udgår en terrortrussel fra børnene i al-Hol. De er simpelthen for unge. De skriver også, at der er fare for, at børnene kan blive en trussel for Danmark, netop hvis de får lov at blive i al-Hol. Dette er i virkeligheden sagens centrale sikkerhedspolitiske dilemma.
Men hvad de, der henviser til trusselsvurderingen, synes at glemme, er, at den vurdering faktisk eftertrykkeligt konstaterer en trussel fra jihadisterne i al-Hol. Og som det ser ud, er der ingen måde, man kan få børnene hjem uden også at få jihadisterne med i købet.
Om jihadisterne skriver PET:
"Det er CTA's vurdering, at personer, der er eller har været udrejst fra Danmark til konfliktzonen i Syrien/Irak, kan udgøre en trussel mod Danmark eller danske interesser i udlandet. Det gælder både mænd og kvinder, og uanset om personerne opholder sig i konfliktzonen, er returneret til Danmark eller opholder sig i et andet land i eller uden for Europa."
Livsfarlig handlekraft
Når der er grund til at være ekstra påpasselig med netop jihadisterne – i modsætning til ekstremister i hjemlige islamistiske miljøer – skyldes det jihadisternes særlige kendetegn:
"Radikaliserede personer, der er eller har været udrejst til konfliktzoner som den i Syrien/Irak, adskiller sig efter CTA’s vurdering på en række måder fra andre radikaliserede personer. Udrejse til en konfliktzone demonstrerer en stærk vilje til at handle, selvom det kan indebære livsfare og betydelige afsavn. Opholdet i en konfliktzone kan have ført til en øget brutalisering og voldsparathed hos den enkelte og have medført, at denne kan have tilegnet sig en øget kapacitet til at udføre angreb. Udrejste personer kan herudover have skabt forbindelse til andre personer, grupper og netværk med hensigt om og kapacitet til at begå terror i Vesten."
Og skal vi gøre historien færdig, fremhæver PET direkte radikaliseringen i Al Hol som et problem. I afsnittet om radikalisering i lejrene hedder det:
"Det gælder især i al-Hawl-lejren, der primært huser kvinder og børn, hvor der befinder sig et stort antal radikaliserede kvinder med fortsat sympati for IS. Der har været flere eksempler på, at tilbageholdte kvinder har angrebet lejrpersonalet og udøvet social kontrol og selvjustits over for andre tilbageholdte kvinder."
Hvad sker der efter 15. maj?
Set i det lys forekommer det ensidige fokus på den fraværende terrortrussel fra børnene mærkværdig. I hvert fald, hvis debatten netop handler om, hvorvidt vi skal tage børnene hjem, uanset om vi får forældrene med.
Og det er jo netop pointen for de borgerlige retsstats-dragoner. Enhver konkret bekymring kan fejes til side med henvisning til principperne. Er man stadig bekymret, er man nok antidemokrat.
Der er bare lige ét problem med argumentet. Nemlig at jihadisterne slet ikke har et retskrav på at blive hentet hjem til Danmark. Retsstatsargumentet viser sig ved nærmere eftersyn at være "gichel i olle granåde", som det ville hedde hernede i Sønderjylland: vakkelvornt. Slet og ret. Og så er der den politiske side af sagen.
At sagen er blevet sparket til hjørne, har købt både regeringen og de borgerlige partier lidt tid. Men hvad sker der efter 15. maj? Hvis man ikke kan få børnene hjem uden deres mødre, hvordan vil man da stille sig?
Hvis det lykkes skaren af borgerlige meningsdannere at få Venstre eller Konservative til at vakle og bevæge sig ud i en position, der flugter med Radikale Venstres, så er det game over for den borgerlige troværdighed på den udlændingepolitiske dagsorden, som al-Hol-sagen, uanset jihadisternes statsborgerskab, skriver sig ind i.
Det ville i hvert fald være enden på Ellemann. I så fald ville den borgerlige – fortrinsvis liberale – opinion for anden gang – første gange var corona – have ledt de borgerlige partier ud i et idealpolitisk morads, som det bliver mere end vanskeligt at slæbe sig fri af.
