Debat

Hvis eliten ikke tror på Jylland, må den tro om

Christian Egander Skov: Jeg kan som landfast jyde, der aldrig har vendt en skrå, udmærket forstå, at Inger Støjberg åbner en flanke for medieklassens ukontrollerede moro med sin opportunistiske appel til en jyskhed, der synes som skåret ud af Johannes V. Jensens forfatterskab.

Udgivet 17.2.21

Hvad er jydedommens ti bud? Ja, det er altså ikke mig, der spørger. Det var derimod Søren Pind, der rejste den vigtige debat ude i Twitter-offentligheden.

Baggrunden var naturligvis, at Inger Støjberg for nyligt mobiliserede sin jyskhed i angreb på Jakob Ellemanns ledelse. Dette fik det den – nogenlunde forudsigelige – effekt, at Twitter-folket slog tre forargede saltomortaler og straks begyndte at ironisere over Jylland, jyder og ikke mindst jyskhed. 

Anne Sophia Hermansen mente, at jyske politikere bruger jyskhed for at udpege "en form for geografisk adelstand", en "udvalgt politisk race", eller jyskhed som en "ophøjet moralsk dyd". I virkeligheden, måtte vi forstå, var denne tale om at være jysk: "vrøvl… kynisme og imagepleje."

"Hvor jysk er jeg?" spurgte Paula Larrain, "Jeg flyttede til Esbjerg som 13-årig fra Vallensbæk. Først forstod jeg ikke sproget, men det kom. Syv år efter flyttede jeg til Århus, hvor jeg er uddannet. København kom først ind i billedet herefter."

"Hvor jysk er jeg?", spurgte også Jarl Cordua, "… Farfar var faktisk fra Vinderup midt i Støjbergland, farmors familie flakkede rundt, men min far voksede op i København. Jeg selv og hele min mors familie er fra Bornholm med lidt blod fra Sjælland, Skåne, Tyskland."

"Kan jeg tælle med som jyde", spurgte Politikens Kristian Madsen: "Jeg er født i Næstved og opvokset i Middelfart og har boet 20 år i København. Men mine forældre og deres forfædre, så langt tiden rækker tilbage, er vendelboer."

Og endelig spurgte Søs Marie Serup, hvor jysk hun var. Hun kunne "malke en ko, afhorne en kalv og fange en vogn m hitchkrog på traktor.”

Jeg skal her undlade at gå i dybden med besvarelsen af spørgsmålene. Jeg er trods alt ikke brevkasse-redaktør. (Men skulle jeg svare, ville jeg sige noget i retning af: Slet ikke. Slet ikke. Nej, det kan du ikke. Wow!) 

Jysk identitet

Nuvel, jeg kan som landfast jyde, der aldrig har vendt en skrå, udmærket forstå, at Inger Støjberg åbner en flanke for medieklassens ukontrollerede moro med sin opportunistiske appel til en jyskhed, der synes som skåret ud af Johannes V. Jensens forfatterskab. 

Så langt er vi enige. Men hvis Støjbergs jyskhed fremstår som pastiche, er det samme ikke mindre tilfældet i disse tilfælde. 

For pointen i den dryppende ironi er naturligvis at hævde det vanskelige i at sige noget som helst om jysk identitet. Det er ikke bare et angreb på Inger Støjbergs forestillinger om Jylland, men et angreb på selve muligheden for at knytte identitet til det at være jyde.

Dette er et ekko af den højt besungne tese om danskhed som en social konstruktion uden særlige kendetegn. Medieklassens tweets fremstår som en prosa-udgave af Benny Andersens peak 1990’er-digtet Verdensborger i Danmark

"Min skjorte er indisk

mine sko italienske

min bil japansk

mit ur fra Schweiz - eller Hong Kong

men midt i det hele er jeg så pæredansk

Alverden samles i mig

og blir godt rystet sammen!"

Om noget er Benny Andersens fremstilling dog mere åben over for forestillingen om identitet ved i det mindste at anerkende det danske som det punkt, hvori det fremmede samler sig og rystes sammen til noget nyt og andet. Jyskheden derimod er ikke en identitet, må vi forstå. Blot en kategori, der tjener som mobiliseringsværktøj for populistiske splittertyper. 

Jyskhedens eksistens bliver ligefrem en trussel mod den nationale harmoni. Derfor kunne Lisbeth Knudsen skrive følgende i en kommentar, der lige så meget var et angreb på Inger Støjberg som en advarsel til vores nye indenrigsminister Kaare Dybvad: 

"Vi er ved at få en polarisering af det danske samfund, som kører lidt under radaren, i stedet for den inklusion og det fællesskab, som vi normalt plejer at rose os af i vores højt besungne, homogene, lykkelige og meget tillidsbaserede land."

Det lyder jo alt sammen godt og næsten flagsvingende nationalt. Normalt ville det begejstre. Men lad os prøve at bremse op og tænke. 

For det er jo ikke korrekt. Naturligvis er der forskelle mellem Jylland og København. Folk ikke bare taler (en smule) anderledes, de opfører sig også ret anderledes. Og disse små kulturelle forskelle bonner endvidere ofte ud til Jyllands fordel: Hvis Danmarks politisk kultur som helhed mindede om Københavns, havde vi vel frivilligt søgt optag i Østblokken under den kolde krig.

Men uanset hvordan vi bedømmer jyskheden, må vi i det mindste anerkende, at for en del jyder er deres jyske identitet noget, de er stolte over. Det er ikke en identitet, der står i modsætning til danskhed eller Danmark. Lisbeth Knudsen kan altså ånde lettet op. Bukserne skal holde. 

Jyskhed står derimod i modsætning til en økonomisk og geografisk snævert defineret elite. Trods al omskiftelighed er dette ”udenforskab”, som igen er en afspejling af en reelt eksisterende økonomisk og måske særlig kulturel asymmetri, jyskhedens blivende grundtræk. Jyskhed er en modstandskategori mod et kulturelt hegemoni, der placerer dem i den nationale periferi.

Hvis nu denne elite ønsker at gøre en indsats for national harmoni, går vejen gennem øget geografisk balance og anerkendelse af de bekymringer, mange nærer i ”provinsen”. Den går derimod ikke gennem benægtelsen af Jyllands, jyders eller jyskheds eksistens.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter