Det vidner om H.C. Andersens eminente talent som historiefortæller, at Den grimme ælling er et genkendeligt begreb verden over, ligesom i øvrigt Kejserens nye klæder er det. Men da jeg for nylig genlæste historien om svanen født i andegården, gik noget besynderligt op for mig: Det er en ulidelig tekst, og ikke på grund af tristheden. Jeg hader selve historien om den grimme ælling. 

Vi erindrer: Den grimme ælling bliver født ind i mobning og misforståelse. Han er for stor og aparte, og derfor skal han nøfles. Selv hans søskende hader ham og ønsker, at katten ville tage ham. “Det er fordi, jeg er så styg,” konkluderer ællingen og flygter ud i natten, hvor mere fordømmelse venter.

Den grimme ællings oplevelser gør indtryk, fordi alle kan relatere til følelsen af at være misforstået og underkendt, nok især unge mennesker. Men hvordan ville vi generelt rådgive et ungt menneske, der har det sådan? 

Mit bud på et godt råd: Prøv at finde nogle, der er ligesom dig. Prøv at definere nogle mål og nogle succeskriterier, du kan opfylde, hvor du er mindst muligt afhængig af idioter.

Det har H.C. Andersen også tænkt, så han leverer nogle potentielle muligheder for, at ællingen kunne flyve væk sammen med vildænderne … for så lige efter at skyde dem ned igen, bogstavelig talt. Pif, paf, vildgasserne falder døde ned i sivene og gør vandet blodrødt. Den udvej tillader H.C. altså ikke. Hvad gør vi så?

Det er svært at finde vejen ud for en ung (m)and i den situation, fordi han er fanget i en ond cirkel: Han opnår ikke noget uden selvtillid, og han får ikke noget selvtillid uden at opnå et eller andet. Hvis ikke vi har et perfekt råd, kan vi måske vende opgaven om: Hvad ville være det værst tænkelige råd, vi kunne give ham? 

Det vender vi tilbage til efter en afstikker. Mit udestående med H.C. Andersen gælder ikke alle hans eventyr, hvor især Kejserens nye klæder er fremragende. Det fremragende består navnlig i at udlægge en årsag til samfundsproblemer på en måde, selv børn kan forstå. 

Hvordan er det muligt for tyranner at blive siddende, selvom befolkningen hader dem? Fordi de undertrykte ikke er koordinerede. Jeg ser, at kejseren i virkeligheden er nøgen, og du ser det, men nogen skal sige det, og ingen af os gør det, af frygt for at vi er de eneste. For et mindre dramatisk, men aktuelt eksempel, kan man forestille sig en bestyrelse, der egentlig ikke har brug for en ny bæredygtig verdensmålsstrategi. Hvem vil være den første hvide mand til at sige det?

I Kejserens nye klæder er det et barn, der påpeger virkeligheden og bryder fortryllelsen for alle de andre. Nogle vil sige, barnet var modigt. Det ved jeg ikke, men under alle omstændigheder formåede ungdommen her at konstatere, hvad der foregik, og at magten var galt afmarcheret. 

Barnet gjorde noget i stedet for at acceptere det åndssvage som en given ting, og på grund af den handling led løgnen og ufriheden nederlag. Og det var til gavn for hele samfundet, ikke kun en oprejsning for den enkelte.

Med denne pointe i hu vender vi tilbage til andedammen. Vi kom fra, hvad det værst tænkelige råd kunne være til unge mennesker, der oplever undertrykkelse og uretfærdighed. 

Mit bud på et dårligt råd: Acceptér, at du er værdiløs. Lad overmagten definere, hvordan du skal se på dig selv og verden. Lad elendigheden gribe dig til det punkt, hvor du ikke længere finder livet værd at leve. Så sker der noget magisk, der endelig giver dig værdighed og gør verden skøn!

Dette er faktisk et skridt på vejen til succes for ællingen, og det er eventyrets problem, at det ville være vanvittigt at efterstræbe i virkeligheden. For virkeligheden indebærer, at vi ikke alle sammen er smukke svaner, der ender med at blive tiljublet. Selv hvis du virkelig er en smuk svane, vil den erkendelse ikke indfinde sig på depressionens bund. 

H.C. Andersens billede med svanen, der genkender sig selv i vandspejlet, er så fantastisk og effektivt et billede, at jeg rent havde glemt passagen lige inden: 

“Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er så styg, tør nærme mig dem! men det er det samme! bedre at dræbes af dem, end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!”

Det er simpelthen et selvmordsforsøg, der baner vejen for den store forløsning og lykke. Hvis nogen har lyst til at forklare, hvordan det er en opbyggelig pointe, hører jeg gerne nærmere. Og det gør det ikke spor bedre, at forløsningen sker i fuglens forfængelighed – et karaktertræk, som Kejserens nye klæder meget anderledes viste os problemet med. H.C. Andersen ville nok forsvare sig med, at svanen ikke pyntede sig med falske fjer, men det er stadig noget hø. 

Jeg prøvede at søge på nettet efter nogle, der har tænkt samme tanker, men fandt mig på hold med et woke menneske, der tolkede det ind i sammenhængen, at ællingen opnåede tilfredshed med livet, i erkendelse af at den i virkeligheden var hvid. Fordi jeg ikke gider være på hold med skøre typer, må vi lige slå nogle ting fast til sidst. 

Jeg mener ikke, at eventyret skal ud af bibliotekerne, at H.C. Andersen var idiot, eller at dine børn bliver selvmordstruede af hans eventyr. Jeg mener, at det er en del af deres almene dannelse at kende til Den grimme ælling, som stadig er verdenslitteratur, uanset at moralen er rædselsfuld. Det er en bestemt tankegang, jeg er bekymret for, mere end det er en bestemt historie. Hvis jeg skulle læse historien højt for børn, ville jeg nok tage de her overvejelser i betragtning, når vi talte om det bagefter. 

Så kan man også informere dem om den tåkrummende detalje, jeg ellers først indså som voksen: At forfatteren selv er H.C. And. For pokker da, Hans Christian! Jeg går op og lægger mig.

*

Tilføjelse: Jeg indser stadig flere ting som voksen. Oprindelig omtalte denne tekst “en dreng”, der afslører kejserens nøgenhed. H.C. Andersen sætter dog ikke selv køn på barnet i eventyret, så mit og andres indre billede af drengen stammer formentlig fra illustrerede udgaver. Hermed justeret for at være tro mod den oprindelige kilde.