I disse dage raser en debat på X (Twitter) om kønsbalancen på kandidatlisterne til EP-valget. Alle partier, undtagen af Enhedslisten, har nemlig en højere andel mænd end kvinder på deres opstillingslister. Debatten udspringer af en artikel fra DR, hvor overskriften så flot lyder “9 ud af 10 partier vil sende flere mænd end kvinder til Bruxelles” .
Jeg synes, det er ærgerligt, at vi hvert valgår skal igennem den samme mølle og tale om, hvorfor der er færre kvinder end mænd på partiernes lister. Sagen er den, at der oftest er en større opgave forbundet med at få kvinder til at stille op til valg, og at færre kvinder har lyst til at gå ind i politik - og helt ærligt, er der virkelig noget galt i, at kvinder og mænd ikke vælger 100% ens?
Per Clausen fløj til tasterne, og istemte at han var stolt af at stille op for Enhedslisten, der “også i praksis er et feministisk parti” . Virkeligheden forholder sig dog ikke sådan. Med Enhedslisten opstillingsmetode, så skal partiet have ca. 14% af stemmerne for at få en kvinde valgt - hos Enhedslisten er det ikke den, der får flest stemmer, der vælges, men derimod den der er nr. 1 på listen. Hos Enhedslisten er nr. 1 ikke en kvinde, men en mand. Derfor rammer DR’s overskrift også ved siden af - selvom der er flere kvinder end mænd opstillet for Enhedslisten, så kan vi være 100% sikre på, at mandatet, såfremt partiet får de fornødne stemmer, går til en mand - også selvom en kvindelig kandidat får flest stemmer.
Jeg mener, at det er en misforstået ligestillingskamp, hvis man virkelig tror på, at det bedste for demokratiet er at opstille kvinder, der ikke ønsker at stille op med argumentet om, “at det er vigtigt, at vi får flere kvinder på listen”. Det er nemlig oftest sådan, argumentet lyder, og jeg er ærlig talt træt af, at tvang og kvoter bliver fremstillet som et godt middel i en forfejlet ligestillingskamp fra venstrefløjen. Der er masser af eksempler på kvinder, der lander topposter - også selvom kønsfordelingen i deres bestyrelse, virksomhed eller parti ikke 50/50.
Se blot i den den konservative gruppe, EPP, der både har en kvindelig kommissionsformand og en kvindelig præsident for Europa-Parlamentet - ikke fordi de er kvinder, men fordi de er dygtige til deres job. De er ikke valgt for at opfylde en kvote - de er valgt, fordi de er de bedst egnede.
Debatten om kønsfordeling udspiller sig også i EU. Her har man kastet kærligheden over at ville lovgive om kvindekvoter i bestyrelser. Det er igen en forfejlet ide om ligestilling. Der er ærlig talt vigtigere kampe at kaste sig ud i, end hvordan en virksomhed sammensætter sin bestyrelse. Der må være en grænse for, hvad EU skal blande sig i - bestyrelsessammensætning er langt over den grænse.
En ting er helt sikkert; jeg skal ikke lande et job, sidde i en bestyrelse eller være opstillet på en liste “fordi vi skal bruge en kvinde”. Jeg skal vælges, fordi jeg er kompetent, dygtig og har de kvalifikationer, der kræves. Det er nemlig det, ligestilling handler om - at vælge den bedste til jobbet, uanset køn.