Jeg var en af dem, der mente, at invasionen af Afghanistan i 2001 var det helt rigtige at gøre. Primært fordi Talibans Afghanistan var base for al-Qaeda, der netop havde lagt World Trade Center i grus, men også fordi idéen om det liberale demokrati som historiens afslutning ikke var noget, jeg havde læst i en bog af Francis Fukuyama, det var en levet erfaring. 

Derfor havde jeg fuld forståelse for, at man ikke blot sendte marinesoldaterne ind for at dræbe Osama bin Laden og tæppebombede Tora Bora samt terrorbevægelsens træningslejre, men også at man fjernede det Taliban-regime, der havde været vært for bevægelsen med henblik på at skabe frihed og demokrati for den undertrykte og brutaliserede afghanske befolkning.

Jeg er gammel nok til at huske den meget virkelige trussel om atomar udslettelse under den kolde krig, men endnu bedre husker jeg begejstringen over Berlinmurens fald og mine forældres glædestårer såvel som Jeltsins flammende tale mod kupmagerne foran det russiske parlament i 1991, der endeligt lagde den virkeliggjorte socialisme i sin velfortjente grav. 

Vesten vandt jo - jeg så det selv. 

90’erne, der nu virker som en let surrealistisk parentes i verdenshistorien, var primært en bekræftelse på, at det meste gik i den rigtige retning, med krigene på Balkan og Rwanda som triste, om end regelbekræftende, undtagelser. 

11. september 2001 virkede derfor ikke som et nederlag, men en udfordring fra de mest parodisk oplagte modstandere af fremskridt, frihed og velstand. Al-Qaeda og Taliban var og er de mest reaktionære og morderiske kræfter, man kunne forestille sig, personificeret ved dødsdyrkende totalitære massemordere. Svaret skulle naturligvis være det, der allerede havde virket så godt. Demokrati, frihed samt folkenes med- og selvbestemmelse, som vi ved selvsyn havde kunnet se, at russerne og østeuropæerne inderst inde havde drømt om. 

De havde, ligesom vesttyskerne og japanerne før dem, i virkeligheden været gode fri- og rettighedselskende demokrater inderst inde. Der var blot nogle autoritære regeringslag, der skulle skrælles af, og nogle repressive strukturer, som Vesten hjælpsomt skulle afmontere. Og efter at have væltet en berlinmur, knust USSR og lanceret en fattigdomsknusende markedsøkonomi, som selv kineserne var i fuld gang med at omfavne (og mon ikke de også ville blive gode demokrater før eller senere?), ville Afghanistan selvsagt være en meget blød nød at knække. Vi var jo ikke totalitære sovjetiske mordere som dem, Sylvester Stallone havde nedkæmpet med sin flitsbue i Rambo III, vistnok med hjælp fra nogle noble muslimske krigere.

Men det var ikke det samme. Afghanistan har været et stærkt religiøst og relativt isoleret stammebaseret samfund, der har været præget af sekterisk vold siden det USSR-støttede kup i 1978. Forestillingen om, at man fra vestlig side kunne skabe både stabilitet og demokratiske styreformer i et land, der ikke havde oplevet antydningen af sådant, er skamfuldt naiv. 

Ikke fordi der ikke i Afghanistan er rigeligt med mennesker, som gerne vil have et fredeligt liv med rettigheder, medbestemmelse og velstand. Men fordi de konflikter, der har trukket blodige spor op gennem historien, nok kan holdes nede af vestlige soldater, men ikke forsvinder af den grund. Dertil er landet placeret i en region med stærke nærliggende aktører, der har andre interesser end Vesten samt langt bedre forståelse for regionale konflikter og muligheder for at præge dem.

Problemet er i høj grad, at der både på højre- og venstrefløjen eksisterer en fælles fortælling om Vesten og i særdeleshed USA som den store iværksætter af alt. Man kan nok skændes om, hvorvidt Vesten er den store fordærver eller frelser, men forestillingen om Vestens nærmest ubegrænsede kapacitet for at omforme verden i eget billede deler man grundlæggende. 

Folk på særlig den liberale højrefløj, og undertegnede var afgjort blandt dem først i 00’erne, mente, at Vestens kulturelle og militære magt kunne skabe demokrati, frihandel og velstand overalt på kloden ved hjælp af amerikanske våben. Så følger det også, at en fiasko udi det projekt ikke skyldes noget iboende urealistisk ved foretagendet, men derimod et svigt.

På venstrefløjen forholder det sig, omend med omvendt fortegn, tilsvarende. Hvis stort set alt negativt er Vestens (og her nok primært den hvide ciskønnede mands) skyld, følger det også, at Vestens evner til at omskrive verdenshistorien efter eget ønske er stort set ubegrænsede. Når Kabul falder, er det ikke, fordi det er umuligt at skabe et selvregerende, nogelunde stabilt og tilnærmelsesvist demokratisk samfund med de evner og betragtelige ressourcer, Vesten unægtelig har investeret over ganske lang tid, kombineret med den vilje og evne, som demokratiforkæmpere i landet har udvist. 

Tanken er, at hvis Vesten ville skabe et sådant samfund i Afghanistan, ville det være muligt, men det ville Vesten ikke - ikke for alvor. Derfor er Kabuls kollaps heller ikke her (blot) et nederlag, det er et svigt.

Men spørgsmålet er, om det nogensinde var muligt at realisere det projekt, som USA og de allierede satte sig for i 2001. Måske er Vesten faktisk ikke altings omnipotente centrum? 

Taliban formåede at bemægtige sig Afghanistan, inden USA fattede større interesse for landet. 

Eftersom det historisk set har vist sig temmelig svært at nedkæmpe guerillahære med folkelig opbakning, hvad Taliban trods alt havde en del af, er det svært at se, hvad der skulle forhindre samme bevægelse i at gøre det igen, når den militærmagt, som holdt dem fra magten, igen var væk. Og hvad skulle Vestens endgame så være? At blive i Afghanistan endnu 20 eller måske 40 år til, mens man dikterede landets politiske og militære indretning og tålmodigt ventede på det tidspunkt, hvor truslen fra Taliban forsvandt, og intenst håbede på, at ingen ny og værre trussel opstod?

Jeg anerkender, at man aldrig vil kunne modbevise dem, der kontrafaktisk hævder, at med en bedre plan og mere antropologisk forståelse for lokale folk og konflikter kunne man have skabt et levedygtigt demokratisk Afghanistan, eller i det mindste nedkæmpet Taliban. Og måske har de ret.

Men efter temmelig mange fejlslagne interventioner efter USSR’s kollaps, er det måske på tide at erkende, at de planer ikke lader sig udtænke af de lande, der i så fald skulle implementere dem. Der er nu brugt 20 år og adskillige billioner på nationsopbygning i Afghanistan. I Irak er der formodentlig brugt endnu mere, og selvom udfaldet her er mere tvivlsomt, synes det land primært at være reduceret til en shiadomineret pro-iransk lydstat i stedet for et sunnimuslimsk domineret totalitært diktatur. 

Det kan man, alt efter behag, kalde fremskridt eller det modsatte. Men det er unægtelig ikke det udkomme, som mange i Vesten ønskede sig. Det forekommer tvivlsomt, om det er prisen værd i kroner og særdeleshed blod.

Hvis der findes en virksom plan for indførelse af demokrati og frihed efter vestligt forbillede i lande som de to, så må man unægtelig erkende, at meget lidt tyder på, at nogen i Vesten er i stand til at udarbejde og implementere dem. Ingen vestlige lande formåede korrekt at analysere Talibans reelle styrkeposition og egne allieredes tilsvarende svaghed stillet over for et helt forudsigeligt nederlag. 

Dén fejl førte til de seneste dages kaotiske og tragiske scener i Kabul, og det omfattende og skamfulde svigt af Vestens lokale samarbejdspartnere, det indebærer. Kort sagt forekommer det i bakspejlet let tragikomisk at forestille sig, at lande, der end ikke havde viden og evner til at sikre en ordnet evakuering af egne borgere og samarbejdspartnere, nogensinde skulle kunne have formået at omskabe et samfund i eget billede.

Hvis der skal uddrages en lære af Kabuls kollaps, er det, at Vestens forsøg på at demokratisere ikke-vestlige, endeligt er slået fejl. Skulle nogen på højrefløjen igen engang begynde at væve om mulighederne for at intervenere sig til demokrati et sted i Mellemøsten, Asien eller eller Afrika, så mind dem om Kabul. 

Og næste gang nogen på venstrefløjen kræver, at man fra vestlig side intervenerer i dette eller hint horrible regimes overgreb mod egne eller andres befolkninger, så mind dem også gerne om Kabul. Stedet hvor forsøget på - ikke kun, men ikke mindst - at sikre kvinders rettigheder til at få uddannelse, ikke blive pisket eller stenet for bizarre transgressioner, også led et markant nederlag.

At kvinder i Afghanistan nu (igen) formodentlig kommer til at leve i et dystopisk mareridtsregime, er heller ikke Vestens skyld. Det er Talibans. Det er derimod Vestens ansvar, at Taliban blev holdt væk fra magten i to årtier - både med de omfattende ofre i blod for såvel vestlige som afghanske soldater og lokale civile men også de, desværre midlertidige, men trods alt særdeles reelle fremskridt, som landet i den periode oplevede, ikke mindst for kvinder. Var det prisen værd for Vesten, for afghanerne? Næppe, men forsøget blev gjort, og vi må bittert konstatere, det fejlede.

Vesten er fuldt ud i stand til at nedkæmpe terrorbevægelser. Dén del af interventionen i Afghanistan var en succes ganske som kampagnen mod Islamisk Stat. Og naturligvis bør både USA og europæiske lande kompromisløst fortsætte med at nedkæmpe de bevægelser, der ønsker at angribe og udøve terror i vestlige storbyer og mod indbyggerne her. Men forsøgene på at intervenere sig til demokrati og frihed kan efter Kabuls fald endegyldigt lægges i graven.