Forleden rapporterede Avisen Danmark, at flere vil være solomødre. Fænomenet er ikke nyt – siden 2007 har man i Danmark kunnet få fertilitetsbehandling som enlig kvinde, hvis man ønsker at blive solomor.
Nu fortæller Aagaard Klinik i Aarhus, at man har mærket en stigende efterspørgsel de sidste par år. Ifølge lægen i artiklen lyder kvindernes fortælling typisk: “Jeg har ventet indtil nu. Jeg kan ikke vente længere. Jeg har opnået det, jeg skal opnå i min karriere. Nu vil jeg gerne være mor.”
Det er fuldt forståeligt. Men så skulle kvinderne måske ikke have vægtet karrieren så højt, hvis de ville have haft børn i tide, og udviklingen er tragisk. Ikke fordi det er tragisk, at man vil være mor, men det er tragisk, at der er en stigende interesse i at realisere det vigtigste i livet for sig selv i stedet for at realisere det med hinanden.
I den forstand er solomoderskabet blot en naturlig konsekvens af et individualiseret samfund, hvor traditionelle og meningsgivende fællesskaber er under pres. Singlekultur, karriereræs, individualiseret selvrealisering. Det er en samfundsproces, hvor en spiral af individualisering radikaliserer sig selv.
Dyrker man singletilværelse og karriere, vil man også oftere ende med at være alene og derfor efterspørge muligheden for at få barn alene, da man selvsagt ikke har en partner.
Den radikale individualisering understøttes af staten på fertilitetsklinikkerne. For folk skal ikke nøjes med. Det kan for det moderne menneske og et moderne velfærdssamfund ikke være rigtigt, at valg har konsekvenser. Hvis man vælger at bruge sit liv på at realisere sig selv, har det den uheldige konsekvens, at man højst sandsynligt er alene, hvilket igen har den konsekvens, at man har svært ved at få en familie.
Men den konsekvens vil man ikke vide af. Man vil ikke tage ansvar, og her kommer vi til kernen i problemet med solomoderskabet. Det er udtryk for, at vi ikke vil anerkende det vilkår, at hvis man vælger A, må man også vælge B. Hvis man først vil slå sig ned, efter man har realiseret sig selv, er der en overhængende fare for, at det er for sent. Det er dette livsvilkår, der slår hårdt tilbage og ryster os i vores grundvold, når vi har dyrket os selv for længe.
Men i stedet for at tage det på sig, vil man have det hele. Vi vil både have karriere, sjove seksuelle eskapader og frihed. Men vi vil også have mening. Hvordan løser vi det som moderne mennesker? Det gør vi ved at tage det hele. Men enhver smutvej har konsekvenser. Ethvert forsøg på at blæse og have mel i munden har en bagside.
Hvilken bagside? Jo, den bagside, at vi reproducerer og radikaliserer den opløsning af fællesskabet, som i første omgang er årsagen til, at flere har svært ved at få familielivet til at lykkes. Vi ophæver den nødvendighed, der ligger i at gå på kompromis og acceptere, at livet ikke giver alt, men at det kræver en indsats og opofrelse for at få det, vi ønsker.
Og er det ikke netop den opofrelse, der er det smukke i livet? Er det ikke den opofrelse, der afslører for os, at livet er større end os selv, fordi vi indgår i et socialt fællesskab med andre?
