Dækker du kun op med en enkelt tallerken? Så er du bestemt ikke alene. Eller … jo, det er du selvsagt i sagens natur, men i de seneste årtier er der langsomt blevet flere og flere ligesom dig.
Det er i grunden mærkeligt. For kærligheden er størst af alt; det ved vi fra Paulus. Der er simpelthen tale om det smukkeste og samtidig barskeste, som livet overhovedet har at byde på – det ved de fleste, for det er, heldigvis, de fleste, der har oplevet at flyve højt oppe på lyserøde skyer og senere være ramt af sønderlemmende hjertesorg.
Men forleden viste tal fra Danmarks Statistik, at der er flere enlige i de danske husstande, end der er par. Så noget tyder altså på, at folk i stigende grad er begyndt at vende, hvad jeg vil kalde for “den sande og den forpligtende kærlighed”, som man praktiserer, når man vælger at bo sammen, ryggen. Og hvordan kan det så egentlig være, når nu både vores film og musik ellers driver af – måske den forkerte slags – amour?
Jeg har et bud. Og eftersom jeg har levet i kortere tid, end Lars Løkke Rasmussen har været folketingsmedlem, så føler jeg mig i den grad berettiget til at dele mine overvejelser med jer læsere – for det er jo så vigtigt at lytte til de unge, ikke?
Nuvel, jeg tror, at det skyldes, at det moderne datingliv er blevet sygt. Og her taler vi ikke bare om sådan en snøftende næse, hvor man alligevel får taget sig sammen og kørt på arbejde.
Nej, der er tale om en voldsomt influenzaramt trojansk hest, som selv synes, at den er utrolig frisættende, men som i stigende grad er blevet overtaget af feminister og familiefjendske normkritikere. Folk, der er af den overbevisning, at den overdrevne seksuelle frigørelse, som præger datinglivet i dag, er en stor sejr. Men det er det altså ikke.
