Regeringen har besluttet, at den vil ændre på optagelsessystemet for de videregående uddannelser. Blandt andet skal der være en øvre grænse på karakteren 10 for at komme ind på de mest attraktive uddannelser, ligesom der foretages en række ændringer vedrørende kvote 2. Ambitionen er, at flere skal kunne komme ind på deres ”drømmestudie”, som det så smukt hedder.
Men er det smart på den måde at regulere mekanisk på optagelseskravene på landets uddannelser? Her kunne man passende se på, hvad der er gået forud:
1) De seneste 20 år er udviklingen gået en vej: Uddannelser måles mere og mere på, hvor mange der gennemfører, og hvilket karaktersnit de studerende kommer ud med. Uddannelsernes økonomi er også påvirket heraf. Dette har naturligvis medført karakterinflation.
2) I samme periode skiftede man 13-skalaen ud med 7-trins-skalaen. Dette medførte yderligere karakterinflation, da den nye skala i sig selv medfører et højere snit (grundet dels de vejledende bedømmelseskriterier, dels den numeriske afstand mellem karaktertrinnene).
3) Skiftende regeringer trumfede ovennævnte med erklærede ambitioner om, at endnu flere skulle i gymnasiet og på universitetet. Vi skulle have “den bedst uddannede generation nogensinde” lød det.
4) Flere unge søgte ind på gymnasiet og universitet, sammenfaldende med at antallet af pladser blev øget.
5) Grundet den øgede søgning og den galoperende karakterinflation steg adgangssnittet på de mest populære uddannelser tilsvarende.
6) Det har derfor længe været sådan, at ingen ved, hvad de mange ansøgere reelt kan, for karakterinflationen har sløret opfyldelsen af optagelseskriterierne.
7) Det faglige niveau på langt de fleste uddannelser er faldet markant grundet en skønsom blanding af karakterinflationen, de øgede optag, det mildt sagt varierende kompetenceniveau blandt de studerende og den institutionelle betydning af gennemførselskvotienten. Dertil kommer en lang række fejlslagne indholdsreformer, der kun har gjort ondt værre. Det var i de år, jeg og mine andre kolleger på de videregående uddannelser begyndte at fjerne svære og udenlandske tekster fra pensum.
Efter mange år med ovenstående utidige regulering reguleres der så nu endnu en gang. Vi skal nu have en karaktergrænse på 10, således at det hele bliver fuldendt kaotisk. Vi skal nu vænne os til en dobbeltreguleret pseudovirkelighed, der ikke længere har megen forbindelse til noget substantielt. Et socialkonstruktivistisk paradis, kan man sige.
Mantraet har hele vejen været, at de (engang) traditionsbevidste uddannelsesinstitutioner skulle holde op med at fokusere så meget på faglig kultur og hævdvundne akademiske principper. I stedet skulle de øve sig i at være mere politisk styrbare og output-orienterede. I den fagre nye verden skulle vores uddannelser dermed blive løftestang for alverdens arbejdsmarkedspolitiske, socialpolitiske og finanspolitiske dagsordener.
Men hvorfor har vi indtil nu haft relativt hårde adgangskrav i form af karaktersnit? Jo, oprindelig var det den mindst uretfærdige og mindst ringe måde at imødekomme to behov på:
1) At sikre, at de bedst egnede studerende blev optaget på de mest populære og typisk også mest krævende uddannelser.
2) At matche de studerendes niveau bedst muligt med uddannelsens faglige krav.
Det første handler primært om retfærdighed. Karakterer er ideelt set farve- og statusblinde, og ved at tildele pladser efter disse er alle ansøgere stillet lige. Det er så at sige alene dine faglige præstationer, der afgør, om du kommer ind. Det andet behov handler om almindelig fornuft i driften af dyre offentlige uddannelser, for det ville være meget uhensigtsmæssigt og dyrt at tildele studiepladser på lægestudiet til studerende, der intet begreb har om biologi, kemi og matematik.
Det traditionelle system fungerer selvsagt bedst, hvis landets skoler og uddannelsesinstitutioner har høj grad af selvstændighed, således at deres faglige bedømmelser er ubesmittet af politiske hensyn. I princippet skal en matematiklærer i gymnasiet være fløjtende ligeglad med samfundets behov for kommende tandlæger og ingeniører. Hvis ikke eleverne kan regne, så skal de have dårlige karakterer – uanset konsekvensen for eleverne og samfundet. Ej heller skal samme lærer kunne presses til at sænke niveauet for at få alle med. De faglige krav skal så at sige være autonome og faste, således at systemet bevarer en vis objektivitet.
Begynder man omvendt at manipulere med systemet (som beskrevet ovenfor) bliver det uigennemsigtigt og svagere. Værst er det selvfølgelig, hvis man – som regeringen ønsker – indfører yderligere manipulerende lag, for så bliver systemet udpræget uretfærdigt og flyvsk. Medmindre man accepterer voldsomt øgede frafald i uddannelsessystemet generelt, vil resultatet blive dårligere psykologer, ingeniører og læger. Det kan ikke være anderledes, når optagelseskravene både bliver lempet og udvandes kvalitativt.
Det værste er næsten, at der var så mange andre ting, man kunne gøre uden at manipulere direkte med optagelsessystemets funktionalitet.
Eksempelvis kunne man øge antallet af studiepladser, der hvor der er et samfundsmæssigt behov, mens man indskærper, at uddannelserne ikke er forpligtet på at have fuldt optag. Således vil uddannelserne kunne optage de studerende, som de mener har en rimelig chance for at gennemføre. I et frit, velfungerende ”karaktermarked” vil det være meget få uddannelser, der i så fald vil have et snit, der ligger langt over 10. Nogle få uddannelser vil givetvis, hvis der stadig er flere kvalificerede ansøgere end pladser.
Man kunne finansiere udvidelsen af samfundsgavnlige uddannelser ved at lukke eller omorganisere de mere tvivlsomme af slagsen. For sandheden er, at vi ikke har brug for ret mange kandidater i køns- og kulturstudier. RUC kunne man også omdanne til et SU-berettiget venstrefløjsakademi (som RUC jo reelt er), hvor de studerende har en rimelig egenbetaling. Dette vil skalere RUC helt af sig selv, og sikkert også bidrage til flere ansøgere til sygeplejerske-, lærer- og pædagoguddannelser (der mangler studerende for at kunne opfylde samfundets behov).
Sidst, men ikke mindst, må man helt grundlæggende acceptere, at der er grænser for, hvad man kan gøre politisk, og at optagelsessystemet kun i meget ringe grad skal fokusere på de unges personlige drømme. Det skal fokusere på funktionalitet og retfærdighed. Naturen fungerer nemlig sådan, at vi mennesker fødes med forskellige evner, og det er der faktisk intet uretfærdigt i.
Nærværende skribent ville som ung meget gerne have været professionel fodboldspiller og brugte af denne grund en meget stor del af sin fritid på den lokale fodboldbane. Jeg vidste nemlig, at uden vedholdende træning kommer man ingen vegne. Der skete da også det, at jeg grundet megen øvelse blev sådan rimelig dygtig – og tilmed topscorer på mit lokale ungdomshold. Ikke desto mindre måtte jeg med sorg erkende, at der i andre klubber var jævnaldrende unge med et langt større talent, og ligegyldigt hvor meget jeg end trænede, ville jeg aldrig komme op på deres niveau. Jeg var ganske enkelt ikke skabt til det, og fuld af beundring over andres fabelagtige evner måtte jeg finde andre drømme at forfølge.
Sådan er det faktisk med alting, også uddannelser og erhverv. Vi kan ikke det samme, og øvelse og regulering kan kun føre os et vist stykke. Eftersom vi bliver født med forskellige kroppe og forskellige anlæg, udvikler vi også forskellige evner. Det er faktisk ikke så komplekst. Hvis du ikke af egen drift kan komme ind på lægestudiet, bør du faktisk ikke blive læge. Heldigvis er der så mange andre gavnlige og skønne ting, man så kan blive.
