Nytårsforsætter er det, man ikke for alvor regner med at gennemføre. Så efter de foregående år at have haft betydelig succes med alligevel ikke at få lært fransk eller få ordentligt styr på at bage med surdej forkynder jeg hermed for alverden min ambition om i løbet af 2021 at ville lære at strikke. Det er inspireret af de der sjove annoncer, I sikkert også har fået i jeres Facebook-feed op til jul, af striksweatre med et billede af Karl Marx og teksten ”All I want for Christmas is the means of production”. Blondinen herhjemme er mere kosmisk end politisk anlagt, ser Star Trek: Next Generation fra en ende af mindst en gang om året (alle 178 episoder) og har derfor hele julemåneden paraderet en tilsvarende sweater med teksten ”All I want for Christmas is the Enterprise”.

Og her er det så, jeg selv føler trang til i det nye år at gøre en fingernem aktiv indsats for at frembringe en dansk udgave af det populære strikmønster. Den skal have et billede af Christiansborg og teksten ”Det eneste, jeg ønsker, er en borgerlig opposition.”

Altså ikke for det, for nede på græsrodsniveau og blandt enkelte fritænkere føres der skam pletvis pænt meget begavet debat af både konservativ og liberal aftapning. Ofte endda med handskerne af og det tunge retoriske skyts og den slebne sarkasme fremme i en grad, som venstrefløjen ikke har kunnet opvise mage til, siden den idémæssige visnedød på de kanter satte ind i begyndelsen af 1990’erne. Der er bare i realiteten stadig lovlig ofte tale om grundlæggende defensive diskussioner af nogenlunde samme fade surdej, forstået som mere eller mindre blodsprøjtende slagsmål om, hvad man bør være mest bange for, og der er jo altid nok at tage af: globalisering, småstatspolitik, digitalt pøbelvælde, indskrænkning af ytringsfriheden, identitetspolitik, gudløshed, fanatisme og så videre og så videre. 

Næh, så er der dog en del mere målrettet klarsyn og vilje til magt over den ellers i bund og grund konfliktsky nuværende regerings populistiske projekt. Flest mulige penge over i (helst offentligt ansatte) lønmodtageres egne lommer, mens private børnehaver, friskoler, kunstnere og andre selvstændige skal behandles som mink.

Den usynlige mand er en dårlig rollemodel

Men hvad vil til gengæld konservative egentlig overordnet og mere konkret, altså ud over at være mere eller mindre utrygge? Hvad vil liberale overordnet og mere konkret, altså ud over i hvert fald i skåltaler at opfatte staten som et totalitært åg på skatteydernes arme rygge, det da vist nok i et eller andet omfang kunne være tiltalende at få lettet lidt?

Nuvel, dybt inde i begge dele gemmer der sig sikkert en slags såre sympatisk og på sin vis ærkeborgerligt kardemommelovsprincip om ikke at genere sig selv og andre mere end højst nødvendigt – og da slet ikke ville stoppe sine synspunkter og sin livsstil ned i halsen og alle mulige andre steder på den øvrige verden. Fint nok, men så får man nu nok heller ikke mere ud af at have den usynlige mand som rollemodel.

Så hvor regeringen nøjes med at aflive andre folks pelsdyr og virkelyst, kunne en mere ambitiøs borgerlig opposition da med fordel begynde med at tænke større og mere selvransagende gå i gang med at aflive egne hellige køer. Hvad er helt konkret værd at bevare og hvorfor, og hvilke frihedsrettigheder og virkemuligheder er helt afgørende at have og styrke?

De hellige køers guillotine

Hvis jeg ellers kan få de der strikkepinde til at makke ret, kan det godt blive rigtig løfterigt. Sådan at sidde der foran de hellige borgerlige køers guillotine sammen med nok ikke helt få andre politisk udsatte fra kulturliv og undervisningsverdenen – for sikkert slet ikke at tale om restauratører og frisører og landbrug og andet erhvervsliv – og strikke løs og gætte forventningsfuldt på, hvilke politiske fortrængninger der mon næste gang bliver kørt frem på kærren og skal gelejdes op ad trappen. 

Bliver det mon den manglende konservative vilje til at argumentere højlydt, kvalificeret og offensivt for historiebevidsthed, traditioner, nationalstatens fortræffeligheder og almindelig ordentlighed – altså ikke blot som værn, men også som vækstbed? Den forlorne folkelighedsdyrkelse eller måske den manglende liberale tradition for at kunne tænke i stereo og på samme tid både ville neddrosle statsmagt og bureaukrati og samtidig bevare og styrke det bedste af det, give friheden vide rammer og samtidig bestyrke de rammer, der måtte være nødvendige?

Måske endda den manglende fælles vilje til at gøre en mere end halvhjertet indsats for den ofte så uglesete og misligholdte offentlige sektor fra folkeskole over gymnasium og sundhedsvæsen til universiteter og DR og andet statsbetalt kulturliv. Hvor man ikke blot opererer ud fra nogle småtågede regnearksforestillinger om lidt mindre af det, men også ud fra konkrete og realistiske forestillinger om at inspirere dem til at stille højere krav til sig selv?

Kardemommeloven i jernhandsken, så at sige, og det kræver vel mere end noget andet vilje til ikke kun at tænke oppositionelt, altså som et negativ af de aktuelle magthavere, men også at turde tænke og ville og kunne sætte dagsordener på helt egen hånd. Forudsætningen for at være opposition er vel i sidste ende også en bevidsthed om, hvorfor man i det mere eller mindre lange løb absolut ikke vil nøjes med at være det. 

Og hvem ved, set i det perspektiv kan det måske i bedste fald ligefrem ende med, at min påtænkte striksweater er forældet, allerede inden den sidste maske er slået op, og den borgerlige surdej langt om længe er begyndt at hæve. Godt nytår.