”Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!” Sådan lyder nogle dystre ord fra Mattæusevangeliet. Når Gud forlader huset, fyldes det af tomhed, spot og afgudsdyrkelse.
Også i dag bliver vores huse i stigende grad overladt til et åndeligt forfald – til woke-generationens kulturelle totalopgør. Det kan hverken klassisk liberale eller konservative være interesserede i. Hvorfor sker det?
Lad os se på et engang så hæderkronet hus, mediehuset The New York Times, som et symbol på tidens kulturkamp. Den liberale journalist Bari Weiss, der tog sin afsked fra mediehuset, efter woke-fløjens stadig mere totalitære cancelkultur kom til at dominere, tweetede forleden:
”The civil war inside The New York Times between the (mostly young) wokes the (mostly 40+) liberals is the same one raging inside other publications and companies across the country. The dynamic is always the same […] The Old Guard lives by a set of principles we can broadly call civil libertarianism. They assumed they shared that worldview with the young people they hired who called themselves liberals and progressives. But it was an incorrect assumption.”
Hvis man vil forstå, hvorfor hovedparten af amerikanerne ikke har tillid til medierne, kan man læse denne grundige afdækning af post-journalistikken i New York Times. Forfaldet fra journalistik til identitetspolitisk aktivisme er blevet en forretningsmodel for mediehuset – med cancelkultur, sekterisk og rethaverisk ensidighed og propaganda for dubiøse dagsordener som fast ingrediens.
Woke-bevægelsen er vokset ud af liberalismen
Weiss’ pointe er nu, at husets gamle garde af liberale har fostret woke-monstret, som så har taget magten. Liberale har altså overladt huset til de woke. Hvordan kan det ske?
Det korte svar er, at liberalismen – med dens fokus på universalisme, humanisme, internationalisme, åbenhed, fremskridtstro osv. – ikke er modstandsdygtig over for de kræfter, der ødelægger den liberale kultur. Nu er mediehusene begyndt at falde, dernæst falder universiteterne, og senere kan man frygte det samme med ministerierne og andre afgørende institutioner.
En borgerkrig, altså. Der er dog forskel på liberalisme og wokeness, måske tydeligst i synet på ytringsfrihed. Men bl.a. Eric Kaufmann har argumenteret for, at woke-bevægelsen har mere med liberalisme end socialisme at gøre i forhold til dens opkomst og næringsbund. De socialistiske eller marxistiske elementer (især kritisk teori) kommer først til senere.
Det er derfor ingen tilfældighed, at woke-bevægelsen vokser ud af, eller mildere sagt: får plads af, liberalismen. Liberale forærede jo, som Bari Weiss skriver, woke-bevægelsen et helt hus – NYT.
Det hænger i et større perspektiv sammen med, at liberalismen er skeptisk over for ”kollektiver” som nationen, kirken og familien, der ses som potentielt undertrykkende. Men det er netop denne skepsis, som de woke mimer, deraf den familielighed, jeg påpeger, om end de woke jo selvfølgelig radikaliserer kritikken. Det er først og fremmest nationen, kirken og familien – fædrelandet, Gudfader og patriarken – der skal jordes, og de undertrykte minoriteter og kvinder, der skal frigøres og fejres.
Det er da også rigtigt, at disse konservative ”kollektiver” er pagt- snarere end kontraktbaserede fællesskaber, som ikke primært hænger sammen i kraft af individualisme og rettigheder, men snarere af pietetsfølelser, tro, dyder og pligter. Derfor er klassisk liberale ofte skeptiske over for dem, om end ikke altid fjendtlige. Det er de progressive liberale og woke derimod.
Hvad gør borgerlige så? De woke skal ikke imødegås af liberale principper om individualisme og rettighedstænkning, men af konservativ kulturkamp. Der er ingen grund til at give woke-bevægelsen mere af den form for liberalisme, som i første omgang gjorde den mulig.
