Måske har vi allerede under coronakrisen fået et varsel om nationalstatens relative effektivitet. EU’s skandaløse inkompetence har medført langt færre vacciner imod coronavirussen. Det betyder flere syge og døde, længere nedlukning og større økonomiske omkostninger. I Storbritannien, derimod, vaccinerer man langt flere end i EU-landene. Tilbage i marts kunne man ellers læse overskrifter som denne i The Guardian: “Brexit means coronavirus vaccine will be slower to reach the UK”.
Brexit er blevet kaldt en sejr for populismen. Det er det også. Men ret beset er det mest en sejr for konservatismen. Det var ikke UKIP, men det gamle Tory-parti med Boris Johnson i spidsen, der leverede. Det lykkedes endda med De Konservatives valgsejr for lidt mere end et år siden at erobre en bastion, der ellers blev regnet for sikret: Den gamle arbejderklasse.
Som den politiske kommentator Matthew Goodwin har argumenteret: Det er lettere for højrefløjen at bevæge sig mod venstre på det økonomiske område, end det er for venstrefløjen at bevæge sig mod højre på det kulturelle. Fædreland, suverænitet, kernefamilie, tryghed og stedforankring betyder faktisk noget. Som Goodwin skrev på Twitter for et år siden:
”It's now slowly dawning on liberals that if you want to defeat things you do not like you cannot rely on dry, technocratic, managerial, process politics.” Goodwin henviser her til det langvarige og i sidste ende altså fejlslagne forsøg på gennem uendelige parlamentariske processer at stikke en kæp i hjulet for populistiske og konservative initiativer, herunder Brexit. Med Goodwins ord: ”Populist era calls for ideas, not elite-led process.”
Grænsernes betydning
Fædreland er, hvad Brexit handlede – og handler – om: Villigheden til at sikre sin suverænitet, også selv det kan koste på det økonomiske. Brexit vil måske få andre lande til at forlade skuden, der meget vel kan være synkende. Vi ser det også herhjemme med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. DF’s næstformand Morten Messerschmidt har skrevet en rigtig god bog, som jeg anmeldte her på Kontrast, om, hvorfor udtræden af EU kan være det bedste – også selv om vi endnu ikke kender omkostningerne (og selv om Danmark er et andet land end Storbritannien).
Jeg har selv bidraget til genren med bogen Fredens Europa, der er et forsvar for den sammenhængskraft og det folkestyre, som trives i kulturelt homogene nationalstater. Det tema reaktualiseres af Brexit-diskussionen. For EU centraliserer magten i instanser som kommissionen og domstolene, der repræsenteres af teknokrater og dommere, som ikke er folkevalgte og ikke kan afsættes igen ved frie valg. Og som af den grund heller ikke er fuldt ud loyale over for de borgere, de ellers skulle tjene.
Ultimativt handler Brexit om grænsernes betydning. Det er en forargelse for den liberale tanke, at et folk kan vælge at hævde deres nationale suverænitet. Lad mig slutte med et citat af sociologen Frank Furedi, der udgav en bog om grænsernes betydning for et halvt år siden. I en klumme i Spiked skriver han om EU-tilhængerne:
“They do not understand why millions of people want to hold on to their cultural traditions and reject the globalist vision of an open world. The rise of populism in recent years has unnerved these new elites, which is why they have stepped up their efforts to cancel their opponents. They are determined to prevent a repetition of a setback like Brexit, and as far as they are concerned the Culture War is only beginning.”
