Prins Harry og Meghan Markles bandbulle mod det britiske kongehus; fejringen af kvindernes kampdag; udmeldingen fra Etisk Råd om, at børn ned til 10 år skal have mulighed for juridisk kønsskifte.

Hvad har den seneste uges mest omtalte begivenheder til fælles?

De handler alle om det, der efterhånden er blevet kerneværdien i vores liberale demokrati: Individets frie valg. Den værdi trumfer alt andet, herunder forpligtelserne over for det, der er større end os selv.

Der er en god grund til, at liberalismen historisk vandt frem, for borgerne var ofte undertrykt af kongemagten, kvinder var undertrykt af mænd, og børn havde ingen selvbestemmelse. Men som den amerikanske filosof Patrick Deneen har formuleret det i sin bog Why Liberalism Failed: "Liberalismen har fejlet, fordi den er blevet en succes".

Eller sagt anderledes: Jo mere liberalismen vinder frem, jo tydeligere fremstår de problematiske sider af denne frigørelsesideologi: Fællesskabernes forfald – fra familien til nationen, kirken og kongehuset.

Svækkede fællesskaber

Lad os se på ugens tre tophistorier i det lys.

At emancipation fører til triste og forbitrede ofre, fængslede i deres trivielle velhaveridyller, er Harry og Meghan gode eksempler på. Hvorfor ikke tage skæbnen på sig og være noget for nogen, fx et royalt forbillede for et helt folk? At tjene et højere mål er da langt mere værdigt end at være et forurettet offer. At være royal vil sige at tjene en institution, men det er ikke noget for frigjorte individer på hvileløs jagt efter opmærksomhed.

Kvindernes kampdag handlede også om det samme, som det altid gør: Frigørelse, den evige valgfrihed, ingen højere mål, ingen forestillinger om det gode liv, altid det samme fattige, liberale sprog. Frihed fra, ikke frihed til.

Det er egentlig mærkeligt, for langt de fleste mennesker vil gerne huskes for noget godt, de gjorde for andre mennesker. Kvindernes kampdag burde ikke blot handle om at blive fri for de dumme svin, der helt sikkert findes blandt mange mænd, men at blive kærlige ægtefæller, husmødre og forældre til deres børn. Altså at tjene en institution. (Det samme gælder naturligvis mænd, der også må arbejde på at blive forbilleder, der huskes for noget godt, når de engang er borte).

Nu er det så også børn, der skal påtvinges endnu en byrde ved konstant at forholde sig til valget: Hvilket køn skal jeg være? At blive fri for sit biologiske køn kan være en berettiget sag for nogle børn, men som Sexus-undersøgelsen fra 2019 har vist, er det kun 0,6 pct. af befolkningen, der ikke identificerer sig med deres køn.

Vi er besatte af valget, af alle de valgmuligheder, der hele tiden præsenteres for os som forbrugere af livsstilsidentiteter. Det er et kolossalt svigt at presse vores egne valgneuroser ned over børnene.

Der er en historisk og psykologisk sammenhæng mellem liberalismens dominans og svækkelsen af pagt- og pligtbaserede fællesskaber som familien (og nationen, kirken og kongehuset). For hvis den grundlæggende værdi er individets frihed – konstant at holde alle valgmuligheder åbne – fører det som regel til atomisering i en eller anden grad.

Betoningen af individets valgfrihed medfører, at forpligtende ordninger opfattes som begrænsninger, der i videst muligt omfang må fjernes. De bånd, der binder os til vores ægtefælle, børn, forældre og landsmænd, bliver løsnede.

Og så er det svært at se, hvordan vi undgår stigningen i antallet af skilsmisser, ensomme børn og ældre, solomødre og børn uden fædre, valgneurotiske unge og fortvivlede ofre.