Den danske model er en af verdens absolut mest liberale arbejdsmarkedsmodeller. Med frivillig forening, gensidige overenskomstaftaler og en meget begrænset statslig indblanding bør borgerlige landet over klappe i hænderne. For når lønningerne i mange vestlige lande stagnerer, staten spiller en større og mindre effektiv rolle i løndannelsen, og når franskmændene går på gaden i gule veste med baguettes i den ene hånd og strejkevarsel i den anden, skal vi prise os lykkelige for vores model.
Men man skal ikke langt ned i kaninhullet på sociale medier, før alle andre end de mest inkarnerede socialdemokrater og ditto tillidsfolk viser deres negative holdning til arbejdsnedlæggelsen i Københavns Lufthavn. Og som om vreden fra forsinkede skiturister og mismodige indenrigspendlere ikke var nok, har arbejdsretten nu kendt arbejdsnedlæggelsen ulovlig og beordret bagagebåndene i gang igen, hurtigere end man kan sige ”overenskomst”.
Heri består den danske models store udfordring. For den kritik, der spreder sig på Twitter, når man står forsinket ved bånd 3, er forståelig, men forkert. For kritikken kommer til at gå på kammerateri, lovbrud og fagforeninger som koncept. Flere steder har jeg set det skrevet, at den danske model er stendød på baggrund af mafiametoder.
Desværre er det en forkert kritik rettet imod de forkerte mennesker. For den danske model er borgerlig i sin grundessens og ikke den skyldige. Hverken Dansk Metal, Dansk El-Forbund eller på den anden side Dansk Industri eller Dansk Erhverv er de skyldige. Ikke engang alle grene af 3F er de skyldige. Det er til gengæld de få, der bryder loven og forpurrer det for deres mange overenskomsttro kollegaer. Og det er selvfølgelig de få, men nærmest religiøse hyklere, der banker arbejdsgiverne i hovedet i enhver situation, men stryger lufthavnsarbejderne på kinden – lovbrud eller ej.
Det skal vi kunne kritisere. Der er ingen, der siger, at man skal stå med røde faner og lunkne fadøl i en blodrus 1. maj som borgerlig. Men at udvide de fås svigt til de mange er ikke bare fordummende og amoralsk. Det er antiborgerligt i mistrøstig udstrækning at forkaste det individbaserede menneskesyn for at skue gennem kollektivets linse.
Og det er virkelig ærgerligt. For der er mange borgerlige, der har lullet sig i søvnparalyse, når det kommer til fagforeninger. I stedet for saglig kritik er den borgerlige bølge skyllet over i febervildelser. For alternativet til den danske model er ikke mere frihed, men mere stat. Og netop derfor bør vi borgerlige kæmpe kærligt for den danske model, men aldrig ukritisk. For der er i sandhed mange udfordringer for den danske model. Og når strømmen slukker i det socialdemokratiske gruppeværelse, skal vi borgerlige kunne spille ind med de løsninger, der bringer den danske model videre, og samtidig sikrer, at der er respekt og lighed for loven, en minimal statslig indblanding og et apolitisk syn på modellen.
Et oplagt emne kunne være politiseringen. For vi står med en venstrefløj, der løser flere af de fagrelaterede udfordringer politisk frem for i trepartsforhandlingerne. Arne-pensionen må stå som et absolut skrækeksempel på samme. En oplagt løsning er at slå på tromme for at fokusere på videreuddannelse, decentrale løsninger og tilbagetrækningsmodeller lokalt frem for håbløst uøkonomiske, ugennemtænkte og usolidariske løsninger i den socialdemokratiske pressemødestat. At bruge modellen mere, ikke mindre.
At slå hårdt ned på lovbrud. At sikre, at frivilligheden er håndhævet, ikke tvangen til at gøre som de andre. For det er helt åbenlyst problematisk, og kan da også fremkalde sammenligninger med syditalienske pendanter. Men det er stadig et snævert problem.
Vi bør kæmpe for at fagbevægelsen forstår vigtigheden af reformer, økonomisk vækst og et stærkt erhvervsliv. Det sætter sig i lønningerne, konkurrenceevnen og investeringerne, og det er med til at sikre, at der stadig er penge at forhandle om i trepartsforhandlingerne. Forhandlingsklimaet er nu engang bedre, når der er kontanter på kontoen, end når der er kold kaffe, konkurser og krise på bordet.
Og så bør vi kæmpe for at løse den gordiske knude, den statslige aftalemodel medfører. Som vi senest så i sygeplejerskedebatten, er det en næsten umulig situation, når det statslige område skal landes i forhandlinger. Problemet er ligefor – det er svært, grænsende til det umulige, at forhandle med et monopol. Der er de borgerlige løsninger helt essentielle at få spillet ind i løsningen på det problem, der dækker en stor mængde af de ansatte i Danmark.
Der er med andre ord masser af steder at sætte ind. Men at dømme den danske model død på baggrund af skruebrækkere i lufthavnen er lige så dumt og defaitistisk som at dømme borgerligheden død på baggrund af dårlige meningsmålinger.
I stedet bør vi stramme os an og være med til at sikre en af verdens mest liberale arbejdsmarkedsmodeller. På den måde er vi ikke bare med til at sikre vores eget arvegods, vi er også med til at sikre, at liberal arbejdsmarkedsmodel og frivillige aftaler ikke kun kan udtales på socialdemokratisk.
