Global Strike for Climate Justice, Toronto 2019. (Foto: K6ka/Creative Commons)
Global Strike for Climate Justice, Toronto 2019. (Foto: K6ka/Creative Commons)
Debat

Klima: Der er ingen grund til panik, så hvorfor panikker vi?

18. aug. 2021

Christian Egander Skov kritiserer dommedagsbasuner i en klimadebat, der går ud fra de værst tænkelige, men ikke mest sandsynlige udfald. Den form for afgrundsdyrkelse er der et uhyre religiøst potentiale i, skriver han.

Sidste uge landede den store rapport fra FN’s klimapanel IPCC. Efter en sommer, der har været præget af de massive oversvømmelser i Tyskland, affødte rapporten markant respons fra danske medier. 

På Danmarks Radios P1 fortalte den jublende klimakorrespondent om, at vi havde fået en ny bibel, og at dommedag nu var sikker. Skulle det nu være så godt? I Politiken hed det, at verden kun havde set begyndelsen af klimakatastrofen

Avisen kunne berette, hvordan DMI’s forskningschef gerne ville have medbragt en 15 meter lang pind til den danske præsentation af rapporten på SDU. Hvorfor? Ja, for at vise, hvor meget havet risikerede at stige. Inden år 2300 ganske vist.

På Twitter gik det naturligvis ekstra vildt for sig. Her forklarede den selverklærede ”systemkritiker” (jeps, den er go’ nok) Paula Larrain, hvordan den nye rapport betød, ”at det er slut med at skabe falsk balance i medierne ved at tale med dem, der IKKE mener, der skal gøres noget her og nu”. Interessant budskab fra en journalist. 

Peter Mogensen fra Danske Banks tænketank Kraka mente, at løsningen ville være at ”tvinge mennesker til at spise plantebaseret mad - over nogle år”.

Selv Twitter blegnede imidlertid i forhold til FN selv, der leverede en af de dystreste opsummeringer af situationen. Her beskrev man rapporten som 

“a code red for humanity. The alarm bells are deafening, and the evidence is irrefutable: greenhouse‑gas emissions from fossil-fuel burning and deforestation are choking our planet and putting billions of people at immediate risk.”

Av. Så er den gal.

Nuvel, jeg prøver ikke at sige, at klimaforandringer ikke er et problem. Som de fleste andre uden særlig forstand kan jeg kun læne mig tilbage og se, at konsensus er, at det nok er et problem. 

Men det er værd at sætte spørgsmålstegn ved de apokalyptiske overtoner, som præger debatten. Særligt er det værd at stoppe op, når man konstaterer, at dommedagsbasunerne jo ikke bare tages frem, fordi der er kommet en IPCC-rapport, men jo faktisk blæser for fuld styrke hele tiden. 

Kort sagt: Nogen har stillet en Soundboks i haven, der fortæller mig, at vi alle skal dø, hvis ikke vi konverterer til selleribøffer og grøn te. 

Sluk det hø!

Ekstreme scenarier ekstremt usandsynlige
Den anerkendte amerikanske klimaforsker Robert Pielke Jr. er p.t. i gang med en længere artikelserie om IPCC-rapporten på Substack. Hans ærinde er ikke at afvise klimaforandringer eller undergrave rapporten, men hjælpe til at forstå, hvordan den faktisk skal læses. 

Hans hovedbudskab er, at rapporten faktisk giver anledning til en del optimisme. 

En af de typiske fejl i læsningen af IPCC-rapporterne er, at vi har en tendens til netop at fokusere på dommedagsscenariet. Men Pielke gør opmærksom på, er det ekstreme scenarium også et usandsynligt scenarium – ifølge IPCC selv vel at mærke. Han skriver: 

”This is huge news. Fantastic in fact. Why? The extreme scenario RCP8.5 was in the most recent IPCC report identified as our most likely future. Now IPCC has completely reversed that, and it is now considered low likelihood. There could not be a more profound change in the scenario foundation of climate science.
Instead of apocalyptic warnings about “immediate risk” a top line message of this report should be: Great News! The Extreme Scenario that IPCC Saw as Most Likely in 2013 is Now Judged Low Likelihood. I am actually floored that this incredible change in such a short time apparently hasn’t even been noticed, much less broadcast around the world.”

Pielke forklarer også, hvorfor vi må opfatte de ekstreme scenarier som meget usandsynlige. De forudsætter nemlig, at vi i fremtiden kommer til at bruge markant mere kul, end vi gør i dag.

Eksempelvis forudsætter de, at vi erstatter naturgas, atomkraft, vedvarende energi med kul – og erstatter benzin med en slags kulbaseret energi til biler. Det kommer næppe til at ske, selvom mit sorte hjerte fryder sig over æstetikken i en fremtid baseret udelukkende på kul.

En anden af de tendenser i dækninger, Pielke behandler, drejer sig om mediernes fokus på sammenhængen mellem klima og ekstremt vejr helt generelt. Han skriver: 

“These conclusions of the IPCC, and presented in the language of the IPCC below, indicate that it is simply incorrect to claim that on climate time scales the frequency or intensity of extreme weather and climate events has increased for: flooding, drought (meteorological or hydrological), tropical cyclones, winter storms, thunderstorms, tornadoes, hail, lightning or extreme winds (so, storms of any type).”

Så hvorfor panik?
Trods budskaber som disse råder dommedagsangsten. Greta Thunberg har endda anbefalet panik som en løsning. Hvorfor?

Jeg er ikke sikker på, at panik hjælper. Men det er sandt, at panik er vidunderligt performativt. Det er ligesom at skrive på Twitter. Det virker, som om man gør noget. Man gør alle de rette bevægelser. 

Panikken er ritualets embodiment af troen, som religionsantropologen Roy Rappaport ville have sagt, hvis ikke lige han var død for længst. (Den vej, skal vi jo alle, uanset om havene stiger.)

Embodiment betyder, at du ikke bare skal sige, at du tror på Gud, du skal knæle for at vise, at du faktisk gør det og dermed anerkender den vertikal, der ligger i gudsforholdet. Han er alt. Jeg er intet. Men i klimareligionen er vertikalen, som jeg har skrevet andetsteds, ikke en Jakobsstige, der fører til himmels, men en afgrund. 

Derfor bliver den kropsliggjorte troshandling naturligvis at stirre ned i afgrunden og lade den fylde en med den angst og panik, som er den apokalyptiske religions egentlige trosindhold. Den form for afgrundsdyrkelse er der et uhyre religiøst potentiale i. Derfor dyrker folkekirken den også, når bisperne bebuder, at der skal bimles for klimaet. Så har man da et eller andet at tro på i kirken. 

De, der ikke bimler eller danser om afgrunden, er kættere. Klimakættere. Og det er så smart, at vi tydeligt kan se det, for embodiment gør skellet tydeligt. Når troen er kropsliggjort, er den aldrig bare en hjertesag, den skal performes i det offentlige rum.

*

Personligt er jeg nu ikke meget for afgrunde. De får mig til at opgive livsmodet og gå rundt i joggingbukser hele dagen. Virkeligheden derimod med dens vanskeligheder, nuancer, kamp og behov for afgørelse og handling er en anden sag. 

Også i klimaspørgsmålet gælder det. Det gør mig måske til en kætter – men det er dog bedre end joggetøj.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årlig betaling

23 kr./uge



1.200 kr./året.

Månedlig betaling

10 kr./uge

de første fire uger.

Derefter 119 kr./måned. Kan kun købes indtil 26. september.

Månedlig betaling

28 kr./uge



119 kr./måned.