Debat

09.09.24

Konservativ Ungdom: Legalisér peberspray

Peberspray er et effektivt og harmløst middel til at forsvare sig selv, så selvfølgelig skal det være lovligt at forsvare sig selv med en peberspray, når andre vil én det ondt, mener KU.

Hvis man bliver angrebet, så skal man have muligheden for at forsvare sig selv. Det er ingen forhåbentligt uenige i.

Her er pebersprayen et effektivt og harmløst middel til at forsvare sig selv, da det blot pacificerer gerningsmanden på kort sigt, og ikke efterlader nogen varige mén.

Vi kender alle sammen til historier om piger, som tager en deodorantspray eller en hårlak med i tasken, for at kunne forsvare sig selv og bruge det, som en slags erstatning for en peberspray.

’Ifølge øjenlæge Gøril Boberg-Ans er pebersprayen et meget harmløst middel, der faktisk er væsentligt sikrere for øjnene end alternativer som f.eks. hårlak og deodorantspray. På trods af det, lader vi ikke danskerne eje en peberspray, men tvinger dem til at finde alternativer, som er dårligere for både dem og gerningsmanden.

Det er jo helt forrykt, og viser hvilke uhensigtsmæssige situationer, som man sætter danskerne i ved dette forbud.

I Danmark bliver alt for mange kvinder hvert år overfaldet og voldtaget, fordi de ikke har nogen reel mulighed, for at kunne forsvare sig selv. Her ville pebersprayen være et meget effektivt selvforsvarsmiddel, der ville kunne benyttes og dermed forhindre, at disse forfærdelige forbrydelser finder sted.

Det ville altså skabe en større tryghed for disse kvinder at vide, at de i værste tilfælde har muligheden for at forsvare sig selv. Hele 61% af danske kvinder fortæller i en megafon-måling, at de er bange for at gå alene om aftenen.

Det tal er jo helt vildt højt, men man forstår dem jo desværre godt, især set i lyset af de seneste sager som Kirkerup-sagen og Emilie Meng-sagen, så er det fuldt forståeligt, at der er en stigende utryghed blandt især unge kvinder.

Flere kvinder fortæller, at det kan skabe mere tryghed for dem at gå rundt med en peberspray, de føler sig nemlig mere trygge, når de ved, at de har muligheden for at forsvare sig selv mod potentielle gerningsmænd.

Det er selvfølgelig vigtigt, at pebersprayen kun bliver benyttet til selvforsvar, hvorfor man naturligvis også skal straffe dem, der mod forventning skulle benytte den til et andet formål end selvforsvar.

Det vil altid være ulovligt at benytte ting til at skade andre, uanset om det er en peberspray, hårlak eller noget helt tredje. Pebersprayen er beregnet som et selvforsvarsmiddel, og derfor skal man selvfølgelig også kunne bruge den til netop det.

Derfor mener Konservativ Ungdom, at alle skal have muligheden for at forsvare sig selv med en peberspray, når andre vil én det ondt.

Pebersprayen er et enormt effektivt middel, som ikke efterlader nogen varige mén, og derfor er det helt ideelt til selvforsvar. Det skal derfor være lovligt at bære en peberspray i det offentlige rum, med det formål at forsvare sig selv.   

Forfatterne:
Louie Skougaard, Lokalformand for Furesø Konservativ Ungdom og Svend Stenfalk, Retsordfører for Konservativ Ungdom

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter