Det første jeg tænker på, når jeg tænker på Peter Belli, er en pumpet fest i et lille kollegieværelse midt på Christianshavn. Det er på Sofiegården. Vi ryger smøger og drikker øl. Og så danser vi rundt, nærmest oven i hinanden. Vi er allerede godt stive. Men det er kun begyndelsen på den fest, der søvnigt skal strække sig langt ud i natten og faktisk også næste formiddag. Faktisk helt ind i det nye år. For det er nytårsaften. Der er stadig nogle år til årtusindeskiftet. Men vi er allerede på vej.
Stemningen på anden sal er tårnhøj. Folk skråler ud af vinduet, når der kommer en sang på, vi alle kender. Og det gør der hele tiden. På et tidspunkt er der også én, der sætter den sang, vi alle sammen kan, på det lille bitte kompaktanlæg på væggen. CD’en snurrer, og så kommer det. Det begynder stille, men det ender i et brøl.
Det er først sexede sambarytmer spillede med strittende tomler på et sæt congas. Der kommer bund i det hele med bas og trommer fra en gennemført 1970’er-rytmesektion. Og så kommer discostrygerne, som havde deres storhedstid, da jeg var barn. Vi skriger af grin, allerede da vi genkender nummeret, fordi den sang altid både er dybt ægte, og faktisk meget vigtig for os, og så samtidig helt vildt ironisk og altid kun ”for sjov”. Måske er det kun sådan, vi kan rumme den?
Stemmen er slidt, rå, en rasp fra et sløjdlokale på Bjergmarkskolen i 1979. Men samtidig på en eller anden måde gjort stueren. Den er ikke pæn i sig selv, den er simpelt stemmemateriale, men den er elegant og vel nærmest at betegne som nyvasket. Det er en gadedreng i en strøget skjorte.
Hun hedder Laila, og hun er danser
Hun er rigtig majet ud i sit disko-danseskrud
Hun kan det hele, på høje hæle
Hun vil være disko-star og mens Egon passer bar
Så tager hun rigtig fat og knokler løs hver nat
De er unge og elsker hinanden, så går alting glat
I Peter Bellis udgave af Barry Manilow, Jack Feldman og Bruce Sussmans sang om Rio-bydelen Copacabana, som er fuld af fest og farver, er det glamourøse udskiftet med Københavns daværende luderkvarter – et sted, hvor jeg nærmest ikke turde sætte mine ben i 1991, da jeg kom til byen første gang som voksen.
Men samtidig et sted, der havde karakter og var råt. Og det var derfor, sangen betød noget for os, da jeg studerede og boede på Christianshavn. Der var en alliance mellem Christianshavn og Istedgade, som små enklaver, der nægtede at rette ind. Istedgade – og Christianshavn – overgiver sig aldrig.
Senere den aften kastede folk med sten og fyrede kanonslag af i vinflasker, så der stod glaskår til alle sider i Oehlenschlægersgade, hvor vi havde søgt tilflugt fra bålene og folk med vilde, narkopåvirkede blikke.
Bøhmænd og skaller
musik og rabalder
Istedgade, et dejligt sted
Alliancen med de lavere klasser var der altid.
Peter Belli blev født på et toilet i Kiel af sin mor, der havde haft sex med en tvangsarbejder fra Frankrig under Anden Verdenskrig. Han var åbenbart en flink mand – han hed faktisk ligefrem Plaisant. Det betyder ”behagelig” og er samtidig et nordfransk, sommetider belgisk, efternavn, som elskeren Louis også bar.
Men stanken hang altid ved Belli, stanken af underklasse, af outsider, hørmen af ener. For det var altid mødding kombineret med underholdning. Det var lige dele i grunden velduftende hestepære og så gennemsyrende entertainergen. Hans navn, Belli, kom fra hans angiveligt voldelige stedfar, Max Milian Aliysius Belli, som bare blev kaldt Fritz Belli, og som drak og bankede Peter Bellis mor.
Men mere end underklasse stank Belli af gode historier, som nu den ovenfor. Eller den med, at det var en mælkemand, som sang duet med ham som barn på mælketurene. John, hed han, og han gav ham en mundharpe og kickstartede det hele.
Hvis jeg nu var arbejdsløs ...
Et af mine næste minder er min far i sorte træsko, dansende. Den slanke, unge mand i skjorte med lange flipper og med bakkenbarter og store briller med tonet glas giver den alt, hvad han har, og han synger med, så godt han kan. Pludselig er vores lille betonlejlighed forvandlet til en markedsplads, og min far snurrer rundt i Det Muntre Køkken på det malplacerede parketgulv lagt med socialdemokratisk ambition.
Desmond tager en sporvogn til en juveler
køber sig en guldring dyr og glat
bringer den til Molly, står ved hendes dør
og da han rækker hende ringen, tager hun fat
Det er Beatles-sangen Ob-la-di, Ob-la-da. Det var dengang, man kunne blive verdensberømt i Danmark og ligge nummer ét på hitlisten med noget, nogle helt andre havde lavet. Keld Heick og company – og Peter Belli – må have tjent formuer på deres trick, som dybest set var baseret på, at internettet, udlandet og en globaliseret verden, hvor alle ved alt på samme tid, slet ikke var opfundet.
Det var dengang, da ens venner kom hjem fra USA og havde set film, vi først fik i biograferne næste år. Dengang kunne man nede i arbejderklassen blive berømt for at synge en sang, som alle i middelklassen, som var utrolig meget mindre dengang, udmærket vidste overhovedet ikke var Peter Belli.
Det viste de for eksempel også, da Tim Hardin, narkoman og singer-songwriter, med en blød og følsom stemme, brød igennem i Danmark med en sang, som alle troede, var skrevet af det, man vel strengt også taget må kalde – og respektere som – en formidler af allerede berømt international pop.
For når Peter Belli rullede sig ud med sin socialrealistiske ballade om maskulinitet og om mændenes pris for ligestilling, så var den gamle marinesoldat fra USA, som synger sin sang med en guitar og ikke andet, glemt. Det var Belli, Ulven, pigtrådsrockeren, som var socialt indigneret. Det kom, på en eller anden måde næsten mere ægte, fra ham.
Hvis jeg nu var arbejdsløs
Og du havde penge
Mon du så ville vælge mig
Mellem de andre drenge?
Interessant nok gentog han her succesen fra Copacabana / Istedgade. For var det virkelig nødvendigt at gøre originalens tømrer til bistandsklient for at gøre ham sølle? Det siger noget om det danske samfund, at en tømrer faktisk var for værdig. Hardin sang:
If I were a carpenter
And you were a lady,
Would you marry me anyway?
Would you have my baby?
Peter Belli var en væsentlig del af lydsporet i mit liv. Han lå altid bag mig et sted. I en højtaler i det Vangkvarter, som siden blev en ghetto. I den knasende transistor i familiens kolonihavehus. I den ufrivillige pause mellem to sange i vores første bil, når kassetten blev spyttet ud, og anlægget gik på radio, og Peter Belli sneg sig ind på én med sin næsten gnækkende stemme.
For han kom under huden på alle mennesker. Det ublu sentimentale, som aftvang følelserne. Der var nærmest noget tabloidt over Peter Belli. Jeg mener, hvem andre kunne i ramme alvor falde for en spåkones datter? Hvem andre kunne i ramme alvor bo en campingvogn – og huske at sige det og at posere for kameraet, hver gang Billedbladet mødte op?
Det sentimentale kom mere og mere frem med årene. Og det satte sig i os. I en hel nation af danskere. Det satte sig i hvert fald i min hyperemotionelle passionsbombe af en mor.
”Åh, nej, ikke den, ikke den, sluk, Mogens, SLUK!”
For min mor, som senere blev diagnosticeret som bipolar, kunne ikke klare den. Hun blev simpelthen alt for berørt:
Så tog hun blyanten, vendte sedlen om,
og så skrev hun, og jeg læste det for ham:
For den tid, jeg bar dig,
Mens du boede indeni mig: Ingen regning!
For de nætter jeg sad hos dig,
Græd for dig og bad for dig: Ingen regning!
For al den tid, al den frygt,
Du har kostet din mor: Ingen regning!
Lille søn, du skal vide, at for min kærlighed til dig
Der er der bare ingen regning!
Hun tudede som pisket hver gang. Og jeg følte en skyld, en gæld, som jeg stadig vistnok ikke har fået betalt tilbage.
Med Peter Belli vidste man aldrig, om det var for sjov. Var han med i TV-serien Taxa, som karakteren Hardy, fordi han portrætterede den slags mennesker med en slags politisk eller i hvert fald indigneret loyalitet? Eller fordi han tjente på dem? Eller fordi han vitterligt elskede dem? Der var faktisk noget rigtig arbejderklasse over hans pomadehår og det lidt for store sæt tøj, da han blev lidt ældre. Han lignede alle min fars arbejdskammerater fra Slagteriet, når de ”skulle bort”, altså til fest i en anden by.
Ulven i Holbæk
Og derfor vidste vi aldrig helt, om han selv fattede joken, da Steen Rasmussen og Michael Wikke lod ham lave min hjembys nationalsang. Vi vidste ikke, om vi skulle grine eller græde, da den primitive, platte dansktop sang om provinsbyen Holbæk, som jeg er født i, løb over skærmen i den bedste sendetid. Sangen handler om alle de formidable ting, der er at sige om Holbæk.
Holbæk er noget for sig
For enden af Holbækmotorvej
Holbæk ved Holbæk Fjord
Holbæk ka' bli'e som din mor
Og sangen fortsatte med at berette om gæstfrihed, hjælpsomhed, venlighed og alle mulige andre karaktertræk, som jeg har mødt mange steder, men ikke lige akkurat i udpræget grad i min fødeby.
Holbæk er nemlig først og fremmest berømt for én ting. Og det er, at byen ikke er berømt for noget som helst. Det er ikke en ukendt by. Man kender den jo netop i kraft af beliggenheden mellem København og sommerhuset i Rørvig ved Nykøbing Sjælland.
Men den er ikke berømt for noget som helst. Det er nærmest en non-by. Holbæk er en slags hovedstad i Nordvestsjælland, som vel nok er den eneste egn i Danmark, som ingen nogensinde har brystet sig af at komme fra. Ingen har nogensinde sagt, at de var særligt dybe, handlekraftige, pålidelige, gode til at drikke, mådeholdende med pengene, fordi de kom fra Vestsjælland. Ever. Der er ikke noget nordjyde eller noget sønderjyde over at komme fra Holbæk.
Og netop dét var så sjovt. Og så rørende. Og så var det, frustrerende nok, faktisk også ægte. For Steen Rasmussen, fra den geniale duo Wikke & Rasmussen, som har lavet alt fra Brødrene Bisp til Flyvende farmor, var faktisk vokset op i Kirke Hyllinge, som lå lige uden for Holbæk. Og når man var født der, altså i Holbæk, blev man ramt af sangen.
Det værste var næsten, at man rankede ryggen lidt. Det allerværste var, at ens fod ikke kunne stå stille, når den sære sjællandske countrysang rullede sig ud.
Jeg har en onkel. Han hedder Peter. Han hedder Peter Belli. Han har altid været en del af familien. Og jeg har aldrig rigtig fundet ud af, om han er en lidt slibrig ældre herre. Eller om han er en forfører af Guds nåde. Og så véd man jo, når man er i tvivl, at han er det sidste.
Han rammer, som en ægte storkunstner, i alle segmenter på en gang. Som en anden H.C. Andersen får han børn til at tænke og voksne til at le. Og omvendt. Og de opdager det ikke engang.
Peter Belli var en ægte Klods-Hans på den danske musikscene. Han fik sin markedspladsprinsesse. Og han fortryllede et helt kongerige. Jeg vil altid bære lidt af ham med mig. For han er faktisk en uadskillelig del af mit liv. Han er en uadskillelig del af det at have været dansker i anden halvdel af det tyvende århundrede.
Må hans sjæl hvile i fred.
-
Rettelse: Det fremgik tidligere, at tekster til flere nævnte numre, var skrevet af Peter Belli selv. Teksterne til Obladi og Hvis jeg nu var arbejdsløs er skrevet af Thøger Olesen, mens Istedgade er skrevet af Allan Sørensen.
