I Monty Pythons Life of Brian opremser den judæiske folkefront, hvad romerne har gjort for dem i den i Romerriget annekterede provins Judæa, nutidens Israel og Palæstina. De er ikke synderligt imponerede – endsige taknemmelige.

De bliver hurtigt enige om, at det er sørme ikke meget.

Hvis vi skal lege samme leg, skal Romerriget erstattes med USA. 

Det, amerikanerne har gjort for os, er at redde os fra nazismens svøbe. Og det skylder vi dem stor tak for. 

At fastelavn siden er blevet overhalet indenom af Halloween, at Mors Dag, tandfeen og den klæbrige Valentinsdag også er blevet approprieret, som det hedder på woke, er der mindre grund til at takke for.

Værre er det med fastfoodkulturen. Selv den mindste flække kan mønstre en Burger King og en McDonald’s. Det har ikke gjort noget godt for folkesundheden. Voldsforherligende gangsterrap med dens idealisering af bandemiljøet er også et amerikansk kulturfænomen, vi sagtens kunne have været foruden.

Men værst af alt er dog identitetspolitikken. 

Det kan vel være, at det var de franske filosoffer Derrida og Foucault, der bragte den til Den Nye Verden. Men nu har den altså ramt Europa som en boomerang, og hvis det står til en bekymrende stor del af de toneangivende i Danmark, skal vi bare ukritisk lade os berige af den.

Uanset om den passer på gamle Danmark eller ej. Uanset hvad majoritetssamfundet måtte mene om den.

Når amerikansk racisme bekæmpes – i Danmark
I sommeren 2020 udbrød der raceoptøjer, som ikke er set mage siden L.A.-optøjerne i 1992 eller i Ferguson, Missouri i 2014. Anledningen var en hvid betjents uretmæssige voldsanvendelse mod en sort arrestant. Det gav BLM-bevægelsen øget momentum – også på Capitol Hill, hvor Demokraterne bogstavelig talt gjorde knæfald ved at take a knee.

Hurtigt blev det gjort til et dansk anliggende. Anført af den yderste venstrefløj og Bwalya Sørensen og hendes helt egen Black Lives Matter Denmark, som hurtigt kom i myndighedernes søgelys, ligesom dens amerikanske forbillede. For hvad er de mange indsamlede penge til det antiracistiske formål egentlig blevet brugt til?

I Folketinget belærte Frie Grønne og Enhedslisten os om alt det, hvide mennesker ikke kan forstå, om ubevidste fordomme og strukturel racisme. Der blev sågar holdt ét minuts stilhed. For George Floyd. Alt dette ansås mærkeligt nok ikke for at stride imod forretningsordenen for – Danmarks – Folketing. 

I USA er historiske statuer og monumenter faldet for antiracisterne som de romerske søjler i Palmyra for IS’ hånd. Her i Danmark var det alene en buste af Frederik V, der blev rematerialiseret. Mens et par monumenter blev forlenet med epitetet racist. Så det var vel egentlig nådigt sluppet.

I USA blev der råbt defund the police. Nedskæringerne i politistyrken, der fulgte, har fået kriminaliteten til at eksplodere. Vandalisme, røverier, ran, vold og død og drab. 

Ja, hvem skulle nu have troet det (sic!).

Det ellers så vellidte danske politi blev mødt med beskyldninger om raceprofilering. Efter amerikansk forbillede, forstås. Men senere har en forskergruppe været nødsaget til at trække sin artikel om angivelig raceprofilering hos dansk politi tilbage. Der var graverende fejl i data.

Kvinde, dit navn er (angiveligt) svaghed
I 2017 udløste #MeToo en tsunami af beskyldninger om krænkelser fra – primært kendte – amerikanske kvinder, der dog hurtigt løjede af her i Danmark.

Men så ramte 2. bølge. Efter en beskyldning om en åregammel krænkelse fra en unavngiven ”tv-kanon”. Til Zulu Awards 2020. 

Og så kørte toget.

Radikale Venstre fik en nøglerolle i sædelighedsfejden 2.0. Under den første i 1883-87 plæderede radikaleren Georg Brandes for frisind. I dag har partiet indtaget rollen som moralens og sædelighedens vogter. Efter formandens exit så en samværspolitik dagens lys med regler for takt og tone, der ville have gjort Emma Gad og Emily Post grønne af misundelse.

Såkaldte uvildige advokatundersøgelser blev sat i søen i enhver virksomhed eller organisation med respekt for sig selv. Eller måske snarere med frygt for at blive MeToo’et.

Disse undersøgelser har mig bekendt ikke ført til, at nogen er blevet anklaget eller dømt for noget ulovligt. Da det blev antydet, at også kvindelige ”kanoner” på TV2 havde fyret den af, blev det fornærmet afvist af de pågældende journalister selv til de mikrofonholdere, der interviewede dem.

En arbejdsmarkedsundersøgelse viste, at sølle 2,4 % følte sig krænket på danske arbejdspladser. En ny har vist, at det er 22,2 %. Men der er også hele 21 udspecificerede krænkelser at vælge imellem nu. Kan det mon forklare det høje tal?

I USA er den førende MeToo-aktivist Asia Argento selv blevet anklaget for overgreb. Ligesom bevægelsens #Believewomen heller ikke kunne stå distancen, da daværende præsidentkandidat Joe Biden blev anklaget af Tara Mead, en tidligere ansat. For de ellers så MeToo-begejstrede demokrater troede på Biden, ikke Mead.

”American Woman”
Noget af det første, Biden gjorde som præsident, var at udstede et dekret om transkønnedes ret til at dyrke idræt som det køn, de identificerer sig som, hvilket de facto handler om kvindeidræt.

Siden er sproget blevet en identitetspolitisk, nå ja, strid om ord. 

Forretningsordenen for Repræsentanternes Hus er – foranlediget af blandt andet husets formand-kvinde/- person Nancy Pelosi – blevet kønsneutralt formuleret. I (køns-)diversitetens hellige navn.

Men det forhindrede nu ikke den demokratiske repræsentant Emanuel Cleaver i at komme galt afsted. Pastor (sic!) Cleaver påkaldte ikke alene den kristne Gud, men også alle mulige andres guder i sin åbningsbøn for den 117. Kongres. Således lod han hånt om Det Første Bud og at Herren er en skinsyg gud for så at afslutte med et kønsspecifikt Amen and awoman. Sprogligt det rene sludder. Ud fra en woke-ideologisk betragtning problematisk. For hvad med de ikke-binære?

Debatten om, hvem der føder børn, om birthing people, raser i Guds Eget Land. Dem i Folketinget, der normalt er anti-amerikanske og løber deres maraton i Palæstina frem for Boston, er også hoppet med på den galej. Uden at nævne, at ja, mænd kan føde børn, når de rent biologisk er kvinder.

Så hvad har amerikanerne gjort for os?
I Life of Brian nåede de frem til, at det, romerne havde beriget det judæiske folk med, var akvædukter, kloakering, veje, medicin, uddannelse, vin, vandingssystem, romerretten, altså lov og orden og – fred.

I Danmark har vi takket være de identitetspolitiske strømninger fra USA fået afkoloniserede ispinde, kønsløse kager, antiracistisk vanilje og en ny højskolesangbog uden ‘Danmark’ af Shu-bi-dua.

Om det var malkepiger og præstekoner, dansken er en dejlig mand, eller at Danmark er et dejligt land, og de varme lande er noget lort, der gjorde udslaget, må stå hen i det uvisse. Faktum er, at koen har et dejligt yver er blevet erstattet med dadler og mælk og Ramadan i København. 

Men de, der er så bange for ikke at favne mangfoldigheden, har glemt at tage noget vigtigt med i betragtning. Nemlig, at det normalt så tavse flertal får nok. Det skete for nylig, da Føtex tog en T-shirt med Fars hus – fars regler ud af sortimentet, fordi der var en, der syntes, det var dårlig farhumor. Det kunne vox populi ikke lide. 

Over 80 % af os danskere er ikke woke ifølge en ny undersøgelse, så måske er der endnu håb for Aftenlandet. Hvis vi da fortsætter med at insistere på, at amerikansk identitetspolitik er helt godnat og lader være med at ønske nogen Happy Birthing People’s Day eller at slå ”woman” op her.