Det er næppe gået nogens næse forbi, at særligt Venstre og Konservative har travlt med at banke løs på regeringen for hele håndteringen af minkskandalen.
Det er også med god grund. Det er en skandale, hvis der er begået ulovligheder, og statsministeren har forsøgt at dække over det. Ikke desto mindre kan man næsten frygte, at de borgerlige faktisk ender med at vinde magten på sagen.
De seneste meningsmålinger har for første gang siden valget i 2019 vist dødt løb eller sågar et blåt flertal. Det skaber selvfølgelig jubel. Særligt blandt Konservative, der allerede nu kan fantasere om en mulig regeringsmagt og en genetablering af partiets storhed.
Da Søren Pape overtog partiet, var det i en sølle tilstand. Et vingeskudt parti, der skulle reddes fra det totale kollaps. Få år efter er statsministerposten pludselig inden for rækkevidde. Enhver i den situation ville poste vrede selfier på Facebook og adressere den nuværende statsministers mangler og lovbrud.
Ikke desto mindre er der noget uholdbart over den baggrund, hvorpå de borgerlige partier kan smage magten.
Hvor Socialdemokratiet fik magten i 2019 på baggrund af årelang politisk idéudvikling og ideologisk tankegods, står de borgerlige partier til at få magten på baggrund af personsager og lovbrud hos deres modstandere.
Socialdemokratiet fik med andre ord magten på grund af politisk opbyggelighed, hvorimod de borgerlige potentielt kan få magten på grund af noget med Mette Frederiksens sms’er.
Det er ikke et voldsomt stærkt udgangspunkt at bygge en holdbar borgerlig regering på.
Hvor Socialdemokratiet har udviklet politik, har Konservative været tavse. Hvor Socialdemokratiet har udviklet en eftertænksom folkelighed, har Venstre skilt sig af med alle, der markerede sig med en folkelig borgerlighed.
Det, vi er vidner til, er således ikke et politisk slagsmål med substans. Det er ikke på grund af borgerlighedens politiske markeringer over for Socialdemokratiets, at balancen er ved at tippe. Det er klassisk blokpolitik, hvor det er en sejr at få magt, uanset om magten skal bruges til noget.
For hvad vil der ske, hvis der blev udskrevet valg, og de borgerlige fik magten?
Hvor der er et klart defineret hierarki mellem SF og Socialdemokratiet, der gør, at regeringsførelsen går nogenlunde gnidningsfrit, kan Venstre og Konservative ikke engang enes om, hvem der er det store dyr på savannen.
DF og LA har stadig så store økonomiske skel imellem sig, at det er umuligt at se en borgerlig regering, der kan tilfredsstille dem begge, og samtidig mener Lars Løkke Rasmussen, at Nye Borgerlige er for ekstreme.
Med den konstellation af borgerlige partier, der skal findes et fælles grundlag, er det svært at se for sig, at magten vil blive omsat til noget holdbart på længere sigt.
Men heldigvis er der en løsning: I stedet for at bruge al energien på at poste vrede selfies og få magten ved at få Mette Frederiksen ned med nakken, skal Venstre og Konservative opbygge politiske projekter, der gør, at de fortjener at få den.
Min løsning kan virke banal. Men taget i betragtning at Venstre er i en hidtil uset identitetskrise, og de Konservative står stærkt fordi de er tavse, vil en regeringsmagt alligevel være spildt. Hvis man ønsker et borgerligt flertal, må det alt andet lige være, fordi der vil blive ført borgerlig politik.
Håbet må således være, at Venstre finder ud af, at der ingen fremtid er i at skille sig af med sin historisk folkelige sjæl, og at Konservative indser, at tavshed måske er en sikker strategi, når alle andre fejler, men at der altid vil blive afkrævet svar, når man står med ansvaret.
Hvis begge partier tager deres ansvar på sig, kan det endda tænkes, at de borgerlige partier igen kan anvise en borgerlig vej for Danmark, som befolkningen vil tage til sig.
Ellers kan det jo i sidste ende være lige meget, hvem der sidder ved magten.
