Hvis man vil læse et skoleeksempel på intellektuel uhæderlighed, ”whataboutery” og slet skjult leflen for autoritære tendenser og homofobi kan jeg stærkt anbefale Kasper Støvrings seneste klumme i Kontrast om den såkaldte Regnbuekrig, der udspillede sig forud for EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn.

Som så mange gange før føler Støvring sig kaldet til at forsv ... – ahem forklare – hvorfor Orban handler, som han gør og hvorfor det slet ikke er så slemt, som alle Ungarns liberale kritikere gør det til. Lad os starte med Støvrings karakteristik af Ungarn:

”Kritikerne kalder Ungarn autoritært. Men Ungarn er ikke et autoritært styre, så langt fra, ikke engang et hybridregime, det er et demokrati af samme art som Frankrig, Italien og Portugal. Udviklingen går ganske vist tilbage for Ungarn, i retning mod mindre liberalt demokrati, men det gør den også for mange andre, også europæiske lande.”

Her henviser Støvring til Economists Democracy Index. Og det er rigtigt, at Ungarn er karakteriseret som et ”flawed democracy”, og at Frankrig, Italien og Portugal er i samme kategori. Men Støvring kunne lige så godt have sagt, at ”Ungarn er et demokrati af samme art som Thailand, Singapore og Sri Lanka,” for de er nemlig også med i kategorien af ”flawed democracies”.

Når man kigger nærmere på listen over lande, der kategoriseres som ”flawed democracies”, bliver det hurtigt klart, at det at sammenligne Ungarn med Frankrig, Italien og Portugal er dybt misvisende. Ungarn ligger nr. 55 på Economists Democracy Index med en score på 6.56 (ud af 10), mens Frankrig, Italien og Portugal alle ligger i top 30 med scorer på hhv. 7.99, 7.74 og 7.90. I EU er det kun Rumænien (6.40) og Kroatien (6.50), der har en værre score end Ungarn.

Men det fortæller ikke hele historien, for Rumænien og Kroatien har aldrig scoret højere end 7.04 og 7,06 (i 2006), mens Ungarn derimod i 2006 havde en flot score på 7.53, men nu scorer lavere end ”flawed democracies” som Tunesien, Brasilien, Indien og Sydafrika.

For at forstå, hvorfor Ungarn er faldet så langt tilbage, er det nyttigt at kigge på V-Dem, som er verdens vel nok mest omfattende index og database i forhold til at måle demokratisk forankring. Her kan man bl.a. læse, at:

”States in Eastern Europe such as Hungary, Poland, and Serbia have continued their downward decline after continued assaults on the judiciary and restrictions on the media and civil society.”

Rent faktisk er Ungarn ifølge V-Dem nr. 2 på den globale top-10 liste over ”Top Autocrazing countries” i perioden fra 2010-2020. Blandt samtlige verdens stater er det altså kun Polen, der har oplevet en kraftigere erodering af den demokratiske kultur end Ungarn målt på faktorer som statslig censur, respekt for civilsamfund, frie og retfærdige valghandlinger, akademisk og kulturel frihed samt udbredelse af officiel propaganda. Det betyder ikke, at Polen og Ungarn er de mindst demokratiske og frie nationer, men at den autoritære udvikling i disse lande er den mest signifikante, hvilket bl.a skyldes, at begge lande indtil for relativt nyligt var mønstereksempler på fredelig og succesfuld overgang fra diktatur til demokrati og frihed.

Det er altså klart, at Støvring kraftig forskønner billedet af Ungarn og underdriver alvoren af udviklingen (medmindre selvfølgelig Economist, V-Dem, Freedom House og alle andre lignende index, der viser samme billede, er med i en liberal konspiration mod Ungarn, hvilket Orbán-regeringen ofte påstår, så who knows). Men Støvring har en forklaring på, hvorfor det går tilbage for det liberale demokrati hos Orban.

”Frankrig er ligesom Ungarn blevet mindre liberalt, men det forekommer rimeligt, da det skyldes et behov for at håndtere islamismen, et problem, der jo i første omgang skyldtes en alt for liberal politik. Coronakrisen har også vist ”illiberale” tiltags højere effektivitet. Og Ungarn har dæmmet op for den indvandring og identitetspolitik, der forpester de vesteuropæiske lande (Orbán er jo heller ikke presset af de liberale, men af de autoritære i sit eget land). Så der er tale om dilemmaer, om afbalancering og om nuancering, som de liberales betonstøbte principper har mere end svært ved at håndtere. Og der er selvfølgelig tale om politik og en politisk kamp.”

Men hvad har Ungarns systematiske knægtelse af uafhængige medier, den stadig tættere politiske kontrol med NGO'er og universiteter, samt diskriminationen af LGBT-bevægelsen at gøre med truslen fra islamisme og terror? Ingenting er selvfølgelig svaret. Ingen af disse tiltag kan, i modsætning til situationen i Frankrig, siges at være begrundet af en akut og overhængende trussel mod den nationale sikkerhed. Medmindre altså at man mener, at medier, civilsamfund og minoriteter, hvis værdier står i modsætning til magthavernes, udgør en trussel på linje med terrorangreb fra ISIS.

Det er også absurd at konkludere, at ”illiberale tiltag” rettet mod at håndtere en dødelig pandemi beviser, at illiberale tiltag også er mere effektive når det gælder almindelig politik i et demokrati. Ville Danmark være et bedre og mere effektivt reguleret land hvis regeringen kunne beslutte at lukke ned for hele erhverv, suspendere forsamlingsfriheden og begrænse bevægelsesfriheden efter forgodtbefindende, også selvom der ikke forelå en helt exceptionel trussel mod borgernes sundhed?

I det hele taget er det mere end svært at forstå, hvilke ”dilemmaer, [...] afbalancering og [...] nuancering” der kan retfærdiggøre Ungarns autoritære udvikling, ud over at disse begreber selvfølgelig er nyttige til at sløre, hvor grelt det står til, og dermed sætte Orban i et mere positivt lys.

Det mest markante i Støvrings klumme er dog ikke det uhæderlige forsøg på at skinne et forstående og pragmatisk lys på en stadigt mere autoritær regering (det kan ikke overraske, når man tænker på at Støvring længe var Trump-klakør, og først efter præsidentvalget i 2020 forstod, hvad ”naive liberale” havde set fra starten, nemlig at Trump rent faktisk var en trussel mod demokratiet).

Støvring kommer rent faktisk snublende tæt på at acceptere og propagandere for Orban-regeringens anti-LGBT propaganda, der ligger bag den stærkt omstridte anti-LGBT-lov. Støvring lægger lovende fra land. Homoseksuelle ”kan være fremragende ægtefæller, forældre, patrioter og fodboldspillere”. Men så går det ned ad bakke. Støvring følger op:

”Anledningen til debatten er, at den ungarske regering vil forbyde identitetspolitisk indoktrinering i skolerne. At lave et forbud er forkert, mener jeg, men jeg anerkender Ungarns ret til det ud fra ungarernes særlige kultur, og jeg kan sagtens se motivet bag. Vi er så vant til, at Sex og Samfund i vores skoler propaganderer for alternative sex-, samlivs- og familieformer på bekostning af den traditionelle kernefamilie med en biologisk mor og far. Er det svært at forstå, at andre kulturer ikke ønsker det?”

Men det bliver vildere endnu. ”Identitetspolitikken forsvarer individets ret til mest muligt at udleve den drift, det føler lyst til. For eksempel at have eksperimenterende sex med mange sexpartnere af forskellige køn.” Uha, uha.

Men her er det nyttigt at læse noget om baggrund for loven, og det (regeringskritiske) ungarnske netmedie Telex har en engelsksproget artikel om lovens indhold og tilblivelse, der synes at give et godt overblik (om end jeg naturligvis ikke kan læse selve lovforslaget).

Ifølge Telex var den omstridte lov oprindeligt beregnet på at indføre hårdere straffe for pædofili, hvilket nød bred opbakning i det ungarnske parlament. Men i sidste øjeblik tilføjede Orbans Fidesz parti et forslag til en ændring, der udvidede loven til bl.a. at forbyde ”promovering og skildring” af homoseksualitet eller kønsskifte til mindreårige, ligesom loven opstiller begrænsninger for seksualundervisning.

Allerede her bør alarmklokkerne ringe. At behandle homoseksualitet i en lov rettet mod pædofili viderefører en klassisk homofobisk stigmatisering af homoseksualitet som sammenligneligt med overgreb på børn.

Det er også klart, at selvom loven har til formål at beskytte børn og mindreårige, er den ikke afgrænset til undervisning, men lægger derimod til grund, at unge under 18 år - som sådan - tager skade af at blive konfronteret med materiale eller billeder, der portrætterer homoseksualitet, transkønnede eller andre typer seksuelle forhold, der adskiller sig fra heteroseksuelle forhold, som nyder særlig beskyttelse i den ungarske forfatning.

Hvordan ”promovering” og ”skildring” skal forstås, er der ifølge Telex ingen, der ved, eftersom disse begreber ikke er definerede, og det tyske medie Deutsche Welle har også forgæves søgt at få svar. Men desuagtet er loven ikke bare et indgreb i ytringsfriheden, men også et klart signal til homoseksuelle og transpersoner om, at et politisk flertal og regeringen i deres eget land opfatter dem og deres livsstil som moralsk forkastelig og skadelig.

Kan Støvring også forstå motivet bag et sådant signal? I så fald falder hans præmis om, at homoseksuelle også ”kan være fremragende ægtefæller, forældre, patrioter”, til jorden, for loven giver udtryk for det modsatte.

Støvring ved dog også godt, at Orbans reaktionære og homofobiske nationalkonservatisme ikke har gang på jord i Danmark. Man kan bare forestille sig et tænkt eksempel. Lad os sige at en muslimsk domineret skole i Danmark fremsatte et krav til undervisningsmateriale med samme indhold som den ungarnske lov. Der ville – med rette – opstå et ramaskrig, og de selvsamme nationalkonservative, der direkte eller indirekte støtter Orbans anti-LGBT-dagsorden ville være de fremmeste kritikere af et sådant tiltag.

Derfor tyr Støvring til den velkendte taktik med relativisering for at få sit forsv ... – undskyld, sin forklaring - af loven til at glide ned:

”Eller sagt på en anden måde: Jeg er forankret i en anden kultur end den ungarske og ønsker derfor heller ikke at leve under et ungarsk regime. Men det forhindrer ikke, at jeg kan anerkende, at andre ønsker at leve på en anden måde. Diplomati er at foretrække for selvretfærdig one size fits all-liberal universalisme, der praktiseres af bl.a. juristen Jacob Mchangama.”

Men hvor anderledes er ungarerne egentligt når det gælder opbakning til ytringsfriheden, som bl.a. er den rettighed, som Orbans anti-LGBT-lov underminerer? Næppe så anderledes, som Støvring forestiller sig. Hvor ved jeg det fra? Fordi vi i Justitia har spurgt et repræsentativt udsnit af den ungarske befolkning samt befolkninger i 32 andre lande om deres opbakning til ytringsfriheden i en meningsmåling, som vi udgav tidligere på måneden.

Her lander Ungarn på en flot 5. plads på Justitias Free Speech Index, der måler de 33 landes samlede opbakning til det frie ord, hvilket indikerer en stærk universalistisk tilgang til ytringsfriheden. Rent faktisk giver hele 84 procent af ungarerne udtryk for at det skal være lovligt at udtale støtte til fordel for homoseksuelle forhold. Det er med andre ord langtfra givet, at Orbans knægtelse af LGBT-personers ytringsfrihed afspejler en bred værdimæssig opbakning til ”traditionelle værdier” sådan som Støvring påstår.

Men når man som Orban sidder tungt på magten og har undermineret effektiviteten af opposition ved at kontrollere store dele af den offentlige debat, begrænse civilsamfund m.v., kan man naturligvis bruge sin politiske magt til at trumfe egne dagsordener igennem og påstå, at de er i overensstemmelse med folkets særlige ønsker. Det er særlig effektivt, når man retter sine tiltag mod en synlig minoritet, eftersom mange er utilbøjelige til at protestere over for indgreb, der ikke rammer dem selv, uanset om de måske er uenige.

På trods af Ungarns stigende autoritære retning og en lov, som åbent stigmatiserer en synlig minoritet, er vi i Danmark nået til det punkt, hvor konservative og liberale som Støvring og Henrik Dahl finder det mere oplagt at slå på de woke dele af LGBT-bevægelsen i Vesten, som intet har at gøre med den ungarske lov, end at udtrykke solidaritet med de LGBT-personer i Ungarn, der offentligt udskammes og censureres af deres egen regering. Det er et intellektuelt lavpunkt for det borgerlige Danmark.

Indlægget er en mildt bearbejdet udgave af Mchangamas tekst bragt på Facebook.