Kasper Hjulmand forsvarer regnbuemanifestationerne under EM. ”For mig har det intet med politik at gøre,” siger vores dygtige landstræner (og mange andre). Men selvfølgelig handler LGBT+ om politik. Det er nemlig identitetspolitik. Det er et velkendt liberalt trick at forklæde sit eget politiske særstandpunkt som ”alment menneskeligt”. Så kan modstanderne af LGBT+-politikken også stemples som umenneskelige.
Men man kan sagtens være kritisk over for LGBT+ og samtidig mene, at homoseksuelle som alle andre kan være fremragende ægtefæller, forældre, patrioter og fodboldspillere.
Anledningen til debatten er, at den ungarske regering vil forbyde identitetspolitisk indoktrinering i skolerne. At lave et forbud er forkert, mener jeg, men jeg anerkender Ungarns ret til det ud fra ungarernes særlige kultur, og jeg kan sagtens se motivet bag.
Vi er så vant til, at Sex og Samfund i vores skoler propaganderer for alternative sex-, samlivs- og familieformer på bekostning af den traditionelle kernefamilie med en biologisk mor og far. Er det svært at forstå, at andre kulturer ikke ønsker det?
Hvorfor er denne identitetspolitik noget skidt? Som altid, når man vurderer, om noget er godt eller dårligt, må man spørge til formålet.
Identitetspolitikken forsvarer individets ret til mest muligt at udleve den drift, det føler lyst til. For eksempel at have eksperimenterende sex med mange sexpartnere af forskellige køn. Det er den normkritiske præmis i Sex og Samfunds skolemateriale, der ser bort fra kernefamiliens positive betydning (den lugter af disciplinering, undertrykkelse, reaktion).
Den traditionelle kernefamilie forsvares derimod ofte ud fra historiske erfaringer: Den har bevist sit værd som samfundets vigtigste institution. Den gælder hensynet til fællesskabet, jo først og fremmest pagten mellem ægtefæller og forældre, der skaber et kærligt hjem for deres børn. Familien bygger på og forstærker sociale dyder som pligt og loyalitet.
Målet er ikke blot individuel tilfredsstillelse af instinktive drifter, men det gode liv sammen med andre.
De lavere instinkter er dyriske, men ikke mindre virkelige. De er derimod ekstremt lystbetonede, og derfor er vi alle til fals for dem, og derfor skal de ikke forbydes, men kultiveres. Identitetspolitikken bør bekæmpes med en højere form for dannelse. Og her både kan og bør homoseksuelle være med.
Eller sagt på en anden måde: Jeg er forankret i en anden kultur end den ungarske og ønsker derfor heller ikke at leve under et ungarsk regime. Men det forhindrer ikke, at jeg kan anerkende, at andre ønsker at leve på en anden måde. Diplomati er at foretrække for selvretfærdig one size fits all-liberal universalisme, der praktiseres af bl.a. juristen Jacob Mchangama.
Kritikerne kalder Ungarn autoritært. Men Ungarn er ikke et autoritært styre, så langt fra, ikke engang et hybridregime, det er et demokrati af samme art som Frankrig, Italien og Portugal. Udviklingen går ganske vist tilbage for Ungarn, i retning mod mindre liberalt demokrati, men det gør den også for mange andre, også europæiske lande.
Eller går udviklingen frem?
Frankrig er ligesom Ungarn blevet mindre liberalt, men det forekommer rimeligt, da det skyldes et behov for at håndtere islamismen, et problem, der jo i første omgang skyldtes en alt for liberal politik. Coronakrisen har også vist ”illiberale” tiltags højere effektivitet. Og Ungarn har dæmmet op for den indvandring og identitetspolitik, der forpester de vesteuropæiske lande (Orbán er jo heller ikke presset af de liberale, men af de autoritære i sit eget land).
Så der er tale om dilemmaer, om afbalancering og om nuancering, som de liberales betonstøbte principper har mere end svært ved at håndtere. Og der er selvfølgelig tale om politik og en politisk kamp.
