Den vestlige civilisation er fyldt med fænomener, der går stik mod menneskelig natur. Ytringsfrihed er et af dem: Vi siger, at man bør acceptere voldsom kritik og politiske visioner fra folk, man er inderligt uenig med og måske opfatter som onde, selv hvis man har muligheden for at kue dem til tavshed.
Det er ingen selvfølgelighed, for i stort set alle andre civilisationer, i alle lande og til alle tider har herskere gjort brug af deres magt til at lukke munden på kritikere, blasfemikere og alle mulige andre. Det er reglen i verdenshistorien, vi lever i undtagelsen.
På samme måde er det en dybt mærkværdig historisk undtagelse, når de vestlige samfund gør frihed og rettigheder til noget individuelt, i hvert fald nominelt. Til alle andre tider og på alle andre steder har samfund været organiseret omkring familier, stammer, klaner, kaster, adelsslægter og lignende. Frihed og rettigheder flød fra et tilhørsforhold til et fællesskab og var ikke noget, man kunne regne med at have uden for dette.
Det samme gælder forestillingen om meritokrati, altså at folk skal bedømmes på, hvad de kan, og ikke hvem de er. I langt de fleste samfund var det, du kunne og ville, langt mindre væsentligt for, hvad du kom til at bruge dit liv på, end hvem du var. Var man født af bønder i middelalderen, kunne man have nok så stort potentiale for at blive købmand eller ridder, men muligheden for at blive det eksisterede ikke for andre end sjældne undtagelser. Din stamme var din skæbne.
Den vestlige civilisation er ikke unik, fordi den for en stor dels vedkommende er skabt af døde, hvide mænd. Stort set alle civilisationer er skabt af døde mænd, fordi kvinderne som gruppe qua deres køn havde færre rettigheder. At de døde mænd var hvide er af geografiske grunde ikke så underligt.
Nej, det unikke ved den vestlige civilisation er, at den rummer et løfte og et ideal om noget andet og mere end stammesamfundet, hvor ens identitet er uadskillig fra gruppen, hvor kampen om magten er et nulsumsspil, og hvor den enkelte ikke er andet end en skakbrik i gruppens kollektive kamp for at hævde sig selv og holde andre nede.
Når den amerikanske uafhængighedserklæring postulerer, at “all men are created equal”, er det ikke udtryk for en virkelighed, som eksisterede i 1776, for hverken slaver eller kvinder havde lige rettigheder da. Erklæringen er udtryk for et ideal, der er så uomgængeligt, at bordet endte med at fange. Selvom mange amerikanere gerne ville fortsætte med at holde andre mennesker som ejendom og senere holde kvinder væk fra stemmeurnerne, lod det sig ikke gøre.
Fortællingen om det vestlige oplysnings- og demokratiseringsprojekt er dermed indkapslet i den amerikanske uafhængighedserklærings løfte, der nok var uopfyldt, da det blev skrevet, men i stadig højere grad er blevet opfyldt. Og det er en af de væsentligste forudsætninger for, at den vestlige civilisation har formået at skabe de mest frie, velstående og kreative samfund i verdenshistorien.
I hvert fald indtil for relativt nylig. For med identitetspolitikken har Vesten fået en intellektuel og politisk strømning, hvis mest markante træk er ønsket om at vende tilbage til verden, som den så ud inden oplysningstiden. Til stammesamfundet.
Det kommer eksempelvis til udtryk, når ytringsfriheden ikke længere betragtes som et grundlæggende og ufravigeligt princip. Fordi identitetspolitikere ikke sondrer mellem fysisk og verbal vold, hvilket ellers har været argumentet for netop demokratiet, hvor man bruger kradsbørstig polemik og agitation mod hinanden i stedet for at slagte hinanden på slagmarken. Men også fordi identitetspolitikkens grundlæggende præmis er at privilegere egne stammebaserede interesser.
Hvis en gruppe kan forhindre andre i at fremsætte kritik og udskrige kritikken som en særlig farlig kategori af ytringer, er det naturligvis en sejr. Derfor er racismeparagraffen i Danmark for længst holdt op med kun at kriminalisere racistiske ytringer, men rummer nu også ytringer om handicap, seksualiteter og meget andet, og store dele af de vestlige eliter frygter umodererede sociale medier mere end det meste andet. Og vi er formodentlig slet ikke færdige endnu.
Meritokratiet søges i praksis også undermineret, fordi repræsentation i den identitetspolitiske optik trumfer evner. Naturligvis formulerer stammetænkerne det ikke således, men kommer i stedet med forblommede vendinger om historisk og social retfærdighed. Men resultatet bliver ikke desto mindre at identitet trumfer evner.
I Danmark kommer dette for eksempel til udtryk i en række tiltag i den akademiske verden, som eksempelvis det såkaldte YDUN-program, hvor man prioriterer køn højere end evner. Hvor mange eller få kvinder, der søger akademiske poster som eksempelvis professorater, spiller ingen afgørende rolle, fordi målet ikke er at sikre lige adgang for alle, men at sikre et givent antal professorer eller andet med det ønskede køn.
I praksis bliver køn, og dermed gruppetilhørsforhold, vægtet højere end kompetence. Derfor kræver tiltag som YDUN og en række lignende også dispensation fra loven om ligebehandling, da der er tale om institutionaliseret diskrimination, selvom de identitetspolitiske ikke kan lide at høre det udlagt så retvisende. Den slags tiltag kommer vi formodentlig til at se meget mere til, for i USA kvoteres der også i mange sammenhænge på baggrund af seksualitet og race. Og hvorfor ikke? Hvis gruppetilhørsforhold er vigtigere end evner, giver det naturligvis ikke mening kun at kvotere på baggrund af køn.
I den stadig mere woke medieverden vil man sandsynligvis også se en stadig mere nidkær bogføring med etnicitet, seksualitet og køn.
Derfor har stammetænkerne det da også stadig mere svært med flere af tidligere generation af ligerettighedskæmpere som eksempelvis Martin Luther King, der drømte om, at hans børn engang i fremtiden ikke ville blive bedømt på deres hudfarve. Den drøm deler identitetspolitikerne nemlig ikke. Deres drøm er at vende tilbage til en samfundsform, hvor folk først og fremmest bliver bedømt på deres hudfarve, seksualitet og køn. Dermed adskiller de sig ikke principielt fra fortidens sexister, racister og andet. Den store forskel er, at de mener, at lige netop deres måde at diskriminere mellem hudfarver og køn er god og opbyggelig. Men så igen, det mener alle, som promoverer den slags.
Men hvem ved, måske vil lige præcis deres utopi, hvor stammetænkning og gruppetilhørsforhold står over meritokrati og ytringsfrihed, blive det første af sådanne i verdenshistorien, hvor frihed, innovation og harmoni hersker?
Og så igen, måske ikke.
