Sagen om den 17-årige Sarah, som blev sendt på "genopdragelsesrejse", fordi hun var for dansk, er noget, ingen burde gennemleve. Men det er der, og det har der været gennem mange år.
Lad mig starte med at sige, at jeg synes det er godt og vigtigt, at historien vises, fortælles og deles, for kun sådan kan vi blive bevidste om problemet.
Men bliver den danske befolkning reelt bevidst om problemet? Spørgsmålet er vel, hvad denne unge pige fremadrettet gør, når og hvis hun kommer til Danmark. Tager hun et opgør med islam? Man kan være helt sikker på, at denne pige i visse muslimske miljøer vil blive bebrejdet for at "skade familiens ære", og visse muslimer vil på samme tid også se den danske mentalitet og stat som årsagen til hendes "forurenede" sind, som de vil kalde det. Ja, selv såkaldte moderate muslimer. Hvor mange gange har man ikke hørt dem bruge udtryk som "kokosnød", "premie-perle" eller "solgt sjælen"?
Den tilgang er med til at udskamme det at være dansk, hvis man lige tilfældigvis har muslimsk baggrund. Så spørgsmålet er, om denne 17-årige pige kan stå ved sig selv og den frihed, hun fortjener, eller om hun kommer til at søge sin islamiske identitet og i sidste ende ender med at videreføre en ideologi, som i den grad spiller ind i disse kulturelle absurditeter? Der er behov for at påtale det direkte. Det der med at snakke udenom, har man gjort i mange år. Drop det.
Kultur og religion hænger uløseligt sammen, især i islam, som i vidt omfang også er en politisk ideologi. Den unge pige, som har danske veninder og ønsker at leve et liv som sine jævnaldrende, skal have lov til det, og den opbakning burde komme fra muslimer selv. Men fordi det for en stor del af det muslimske miljø går stik imod deres egen værdier og livssyn, står de selvsagt i et dilemma. Men lad os være ærlige, hvis ens værdier og religiøse dogmer står i vejen for frihed, er det så reelt værdier, vi ønsker i Danmark? Jeg ønsker dem personligt ikke.