Debat

04.03.21

Mustafa Sayegh: Muslimer skal droppe offermentaliteten

Som muslim i Vesten vokser man op med fortællingen om, at man er undertrykt og diskrimineret, men det er nødvendigt at bryde med den fortælling.
Foto: Hasan Almasi, Unsplash (redigeret)
Foto: Hasan Almasi, Unsplash (redigeret)

Jeg husker, hvordan jeg, da jeg var yngre og stadig muslim, var overbevist om, at man som muslim pr. definition var den undertrykte. Undertrykt og diskrimineret af den onde dansker og Vesten. Det var fortællingen, og det er det stadig. 

Dengang var det dog kun i kældermoskéerne og krogene, at de unge blev fodret med denne fortælling. 

I dag ser vi politikere og veluddannede mennesker med muslimsk baggrund være med til at fastholde unge "Mohammed" i denne fortælling. På landsdækkende tv og nede i ungdomsklubben. 

En fortælling om, hvor racistisk Danmark er, og hvor dårligt behandlet man bliver som minoritet i Danmark. Så dårligt behandlet, at vi ser muslimer mobilisere sig og stemme på partier, som de håber kan tale deres sag – hvis de overhovedet vil stemme. Og når det så går op for dem, at de politikere, som de stemte på, ikke kan opfylde deres drøm, fodres deres offerfortælling endnu mere, og de går i gang med at danne deres egne partier. 

Jeg håber, Sikandar Siddique bliver valgt ind med sit parti Frie Grønne. Og jeg håber, han får mange muslimske stemmer. For så kan vi én gang for alle slå fast, at muslimer er en kollektivistisk gruppe, som vægter deres religiøse tilhørsforhold højere end Danmark, og tale højt om det. 

Verdensomspændende fortælling

Og vi er ikke det eneste land, som konstant bliver anklaget for at være racistisk. Hvis vi kigger ud i Europa, findes følgende partier stiftet af muslimske borgere, som vil gøre op med "racisme", kæmpe for "mangfoldighed" og åbne op for indvandring: Holland - DENK, Østrig - NBZ, Frankrig - PEJ, Spanien - Coalicion por Melilla og Coalicion Caballas, Bulgarien - HÖH og Grækenland - DEB. Alle de lande er racister, skal vi forstå. Og så Ikke et ord om de 13 muslimske lande, der har dødsstraf for homoseksuelle, blasfemi eller frafald.

Generelt er muslimske politikere i andre partier i stort omfang alle for, at de lande, de bor i, skal åbne deres grænser for indvandring. Lige fra Khalid Chaouki fra Italien til Sikandar Siddique fra Nørrebro.

Og kigger man på de (få demokratiske) partier, som findes i eksempelvis Mellemøsten, så er de stort set alle nationalkonservative og værner om deres land, stat og nationale selvbestemmelse. Offermentaliteten er indbygget i islam og plantes i muslimer fra barnsben. 

Jeg har i dag absolut ingen respekt for den fortælling. Og hvis man som muslim virkelig ønsker at bryde med fordomme og racisme, så må man droppe alt og alle, der klapper en på ryggen med lige netop denne fortælling.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter