Det glæder mig, at Stefan K. Sløk-Madsen argumenterer imod mit synspunkt, at CEPOS skulle bestå af ånds- og kulturløse liberalister. For så får jeg en anledning til at præcisere mit ærinde.
Dem, man sympatiserer med, finder man også værd at kritisere. Jeg mener nemlig, at CEPOS tjener et godt formål. Der er brug for mere civilsamfund og mindre velfærdsstat. Men jeg mener til gengæld også, at CEPOS ikke forsvarer civilsamfundet på den rigtige måde. Det angår især skellet mellem offentlig og privat.
Jeg er ikke i tvivl om, at CEPOS-medarbejderne privat interesserer sig for ånd og kultur, og hermed mener jeg kunst såvel som kultur i den brede forstand, altså værdier og normer. Men CEPOS arbejder ikke substantielt med emner som kultur, uddannelse, kristendom og islam. De fylder næsten ingenting. Tilbage er kun økonomismens tale om lavere skatter. Det er langt hen ad vejen fint nok, men det bliver både for fattigt og for svagt, uden virkning, fordi man ikke taler til menneskers dybere overbevisninger, ikke erobrer hearts and minds.
Den tilgang fører også til en indsnævret, anæmisk offentlig debat og i sidste ende til politikerlede.
Problemet ligger dér, hvor Sløk-Madsen formoder, at vi er enige: Om samfundets målsætning, om et fælles telos. Sløk-Madsen mener ikke, samfundet skal have et fælles mål. Det mener jeg, men jo ikke i en socialistisk, planøkonomisk forstand, men som en omsorg for det fælles gode.
Ser man historisk på det, var mange frimarkedstænkere først og fremmest moralfilosoffer. Det gælder blandt andre Adam Smith. Samfundet skal være præget af særlige dyder, for at markedet kan fungere, som det skal. For nogle tænkere forudsatte markedets velsignelser endda en tro på Gud, på forsynet, der som en usynlig hånd leder alt til det fælles bedste. Begge dele er i dag forsvundet hos de fleste liberale, i hvert fald som noget, der har relevans for det offentlige liv.
Den liberalisme, der i dag er fremherskende i CEPOS-segmentet, er en form for metodisk individualisme, der betoner individers frie valg og en ren procedural forståelse af demokratiet som en neutral ramme om de mange stridende opfattelser af det gode liv. Samfundet må ikke have et fælles mål, som Sløk-Madsen skriver, netop fordi samfundet er pluralistisk. Politikkens opgave er derimod at give mest mulig plads til den enkelte, så denne kan leve sit liv, som han eller hun vil, så længe det ikke skader andre, dvs. begrænser andres frihed.
Jeg vil derimod forsvare en konservatisme, der betoner en forståelse af mennesket som dybt indlejret i fællesskaber, der ikke altid er frit valgte, men som bestemmer menneskets identitet i en afgørende forstand, sådan at det, der er godt for fællesskabet, også er godt for mig. Politik angår ikke kun formelle regler, men substantielle værdier, eller netop kultur. Ånd og kultur er offentlige anliggender, derfor skal der også tales offentligt om disse mål og nogle gange lovgives om dem, men på retsstatens grund, da vi ikke altid er enige. Af samme grund er de målsætninger, vi som samfund når frem til, også konstant genstand for debat og forhandling.
Jeg mener, at det hverken er tilrådeligt eller muligt at undgå en offentlig moral og en forpligtende debat om det substantielle indhold af vores sociale målsætninger. Man kan moralfilosofisk sige, at hvor liberalismen hviler på en kantiansk etik, er konservatismen forankret i en hegeliansk-aristotelisk etik. Den første giver forrang til rettigheder, den anden til sædeligheden, kulturen, dyderne, kort sagt: det gode liv.
Det er abstrakt formuleret, så lad mig konkretisere med nogle eksempler, der viser, at vi allerede opererer med fælles mål og slet ikke kan undgå det: Den statslige neutralitet er en illusion.
Hvad er formålet med skolerne? Hvad skal vores børn lære i dem? Der er love, der forhindrer islamiske læreplaner, hvor børn skal terpe Koranen. Det er vi, der hører hjemme i en dansk kultur, enige i. Men hvor liberale mener, at det er skolens formål at uddanne børn til at kunne træffe frie valg, mener jeg, at skolerne også er forpligtede på at integrere børnene i vores fælles kultur. Dansk sprog, dansk historie, kristendom, alle de kulturbærende fag er her afgørende.
Hvad er formålet med ægteskabet? Der er love, der forhindrer flerkoneri og barnebrude. Det er de fleste kulturelt integrerede danskere nok enige i, selv om Joachim B. Olsen engang kom til at sige, at så længe flerkoneri er frivilligt, bør det tillades. Som Støjberg-sagen viser, så trumfer overnationale konventioner om retten til familieliv dansk sædelighed. Og sædeligheden angår præcist formålet: Det gode liv leves i ægteskaber mellem to voksne mennesker, der afgiver et løfte om at elske og ære hinanden og leve sammen i troskab i både medgang og modgang. Hvor liberale anser ægteskabet som en kontrakt, anser konservative ægteskabet som en pagt.
Hvad er formålet med kulturstøtten? For nogle liberale bør der overhovedet ikke eksistere en sådan støtte, for andre mere kulturradikalt sindede liberale er målet at sikre individets autonomi og frigørelse fra traditionelle bindinger. For konservative er målet også at sikre kulturarven og sammenhængskraften og dermed den fælles ”referenceramme”. Vi står alle på skuldrene af vores forfædre, og det markerer vi gennem kulturstøtte.
Hvad er formålet med skattereformer? For liberale er det at sænke skatten generelt, så pengene forbliver i borgernes egne lommer. Om de bruger disse penge til ødelæggende og uværdige formål, er irrelevant, så længe det ikke skader andre. For konservative er målet med reformer at styrke civilsamfundet, især familien, så man for eksempel får mulighed for at gå hjemme og passe sine børn. Af samme grund skal offentlige tilskud ikke bare fjernes over én kam, men målrettes, som jeg argumenterer for her.
Hvad er formålet med økonomisk omfordeling? For visse liberale bør der ikke være nogen omfordeling. I stedet skal offentlig velfærd erstattes af private forsikringer. Men for konservative er omfordeling til værdigt trængende udtryk for noget positivt, nemlig, at vi alle er i samme båd, og at vi føler solidaritet med vores landsmænd.
Hvad er formålet med Grundloven? For liberale bør den være en neutral ramme, for konservative bør den afspejle den nation, det folk, den henter sin legitimitet hos, og af samme grund bør den evangelisk-lutherske folkekirke nyde forrang. For nogle liberale bør ingen religion nyde særlige privilegier, vi bør officielt have et multireligiøst samfund, men for konservative hænger goderne i vores kultur – samvittighed, personlig ansvarlighed, tillid, sekularisme – intimt sammen med den protestantiske kristendom.
Dette er blot skitseagtige eksempler på, hvordan substantielle idéer om det gode liv bestemmer statens rolle. Der kunne nævnes andre. Tænk på retten til abort; det spørgsmål kræver, at man kan svare på, hvornår et foster er at betragte som en person. Eller tænk på retten til at indgå homoseksuelle ægteskaber; også det fordrer et svar på, hvad der målet med ægteskabet (er det at bringe børn til verden eller at leve i en kærlighedspagt mellem to mennesker?).
Det er umuligt i disse dilemmaer at forholde sig neutralt og blot forvise dem til det private rum. Især fordi kvaliteten af mange institutioner som for eksempel ægteskab også beror på samfundets symbolske anerkendelse.
Det er også eksempler på, hvordan CEPOS kunne træde i karakter som en åndfuld og kulturbevarende institution. Det handler altså ikke om, at vi skal være kollektivister. Det handler derimod om de goder, vi ønsker at hylde som samfund, og om de dyder, vi ønsker at ære. Det er ikke kun et privat, men også et offentligt anliggende.
