Dannelsesinstitutioner er overtaget af venstreorienterede, har Kasper Støvring bemærket i Kontrast, og det giver han tre grunde til. Den første angår interesser: Kultur interesserer ikke borgerlige. Den anden forklaring omhandler karakter: Borgerlige mangler mod og er ikke selvbevidste nok. Det sidste argument handler om frigørelse og er noget mere problematisk. Slutteligt ønsker han sig en ”… rigtig, borgerlig tænketank med fokus på dannelse og ånd.”
Det er en kæmpe udfordring, at venstreorienterede meningsdannere har sat sig tungt på dannelsesinstitutionerne: uddannelserne, kirkerne, højskolerne, medierne og kulturlivet. Alle sammen afgørende institutioner, der former borgernes hjerter, sind og tænkning. Det bør være en del af en fælles borgerlig kamp at gøre noget ved.
En af mine kæpheste er eksempelvis verdensmålene. De er i ondt ægteskab med dannelsestab og kommunale projektmagere ved at ødelægge fundamentet for et liberalt samfund, nemlig at samfundet ikke bør have fælles mål. Staten skal ikke give borgeren formål – det er et privat anliggende. Hvis man ser på flere af målene, er det jo netop borgerlige idéer, der har været bedst til at løse udfordringer såsom fattigdom, livskvalitet og deslige – men borgerlige mærkesager såsom ytringsfrihed mangler i de opsatte mål. De er således næste skridt i at gøre børn til lamme kollektivister. Det tror jeg, Støvring vil være enig med mig i?
Men siden jeg også er enig med Støvring i, at vi skal have borgerlig samling – og særligt blive bedre til at fokusere på kulturbærende institutioner – undrer det mig, at Støvring har så travlt med at skyde på andre borgerlige? Det virker ikke som en vinderstrategi. Særligt da angrebet tit er fejlbetonet og ukonkret. Husk, at når man peger på andre, så peger tre fingre på en selv.
Støvrings første grund til, at vi som borgerlige taber kulturinstitutioner til venstrefløjen, handler om interesser. Her vil jeg indvende, at det er en borgerlig pointe, at specialisering er vigtigt. Vi forventer ikke, at Novo Nordisk laver legoklodser eller hjerteoperationer. Jeg forventer heller ikke, at andre skal dele mine interesser eller private prioriteringer. Derfor undrer særligt Støvrings CEPOS-bashing mig en del? Hvorfor gøre det? Det undrer mig yderligere, fordi den ikke er rigtig.
Støvring fremfører eksempelvis, at CEPOS er en erhvervsorganisation uden tanke for ånd.
Hvad betyder det? Er man en ”erhvervsorganisation”, hvis man forholder sig til det samfund, man lever i og fremsætter konkrete politiske forslag til forbedringer? Hvis det er målestokken, så undrer det mig, at Støvring som konservativ ser det som problematisk. Han afviser jo normalt universalisme og insisterer på, at mennesker kun lever ”partikulært”. I så fald må CEPOS være den ypperste tænketank, han kan forestille sig. Men det er også muligt, at Støvring mener det nedsættende. At CEPOS er en lobbyorganisation for særinteresser, som ikke altid er borgerlige?
Det er ikke korrekt. CEPOS arbejder universalistisk for kapitalismen, ikke for kapitalister. Faktisk kritiserer vi i CEPOS tit virksomheder, når de eksempelvis vil have skattekroner eller andre unfair fordele. Man kan heller ikke købe konsulentydelser eller lobbyarbejde hos CEPOS. Endelig er det simpelthen forkert, at CEPOS ikke interesserer sig for kunst og ånd. Det er klart, at det ikke er vores største fokus, men at vi skulle være åndløse eller ligeglade med kultur og dannelse, er ikke rigtigt.
Eksempelvis har vi udgivet en del bøger og lignende om sådanne emner, de fylder meget på vores akademi, og vi holder masser af gymnasieoplæg om dem. Vi har for nylig betalt en af Danmarks dygtigste skønlitterære forfattere for at skrive en novelle til et event, vi havde om, hvorvidt kulturen er fri. I vores kommende lærebog – Borger og Stat – er der et kapitel om borgerlig kunstforståelse. Der er således masser af konkrete eksempler, jeg kan liste. Derfor undrer mig, at Kasper Støvring så har behov for at spille med på et forkert venstreorienteret narrativ om CEPOS, som ikke bygger på fakta. Meget lidt af den slags gør. Det er altså en tom og empirisk forkert analyse, der påstår, at andre borgerlige end Støvring er åndløse.
Jeg kan være delvis enig i den anden betragtning, Støvring frembringer. Vi kunne godt ønske os, at vi alle var lidt mere modige – særligt de folkevalgte. Omvendt er den borgerlige tilgang jo netop tolerance og lige idéudveksling. Det holder os muligvis tilbage, men det er også en styrke. Vi kan rumme vores modstandere. Vi er ordentlige. Vi er sympatiske i praksis, ikke blot i ord.
Den tredje forklaring fra Støvring er er i sin essens spændende. Det er nemlig rigtigt, at regler og procedurer ikke alene forhindrer barbari. Det eneste, der ultimativt stopper totalitarisme, er en erkendelse af universel menneskelig værdighed. Den skal erkendes individuelt som et moralsk kompas. Oven på det laver man så regler for at kunne diskutere og forholde sig til udmøntningen af målet om individuel ukrænkelighed. Det er, hvad praktisk politisk filosofi handler om. Det er faktisk ret svært og relativt kedeligt, når man indser, at politik ikke kun handler om drømme og utopier, men om de afledte omkostninger ved at leve sammen i et samfund. Er Støvring mon selv modig nok til at komme med konkrete politikforslag?
Der er sket et kæmpe borgerligt svigt i efterkrigstiden. Men det er ikke det svigt, Støvring prøver at beskrive. Det er derimod knæfaldet for velfærdsstaten og for keynesianisme. Danmark var blevet rigt og frit på at være et liberalt samfund i institutionel forstand før krigen, og pludselig begyndte den blå fløj at medvirke aktivt til at gøre os til et omfordelingssamfund i institutionel forstand. Det var en frygtelig udvikling, som var medvirkende til, at personer i kulturinstitutioner gik fra at være primært borgerlige til at blive røde – de blev købt for andres penge. Det er problemet, vi skal bekæmpe som borgerlige, hvis vi vil have dannelsen tilbage i vores hænder.
Slutteligt er det dejligt, at der sker noget mere omkring den borgerlige idéudvikling. Nu har jeg råbt lidt igen, men lad os nu samarbejde om det i stedet for at råbe ad hinanden, og tale om, hvad en rigtig borgerlig tænketank er. Det lyder som plørefulde Brøndby-fans, der spyttende diskuterer, så deres ansigtsmaling strømmer ned af kinderne, om, hvem der er ”ægte Brøndby”. Det er uværdigt, ligegyldigt og ikke faktuelt. Hvorfor bruge tid på det, når der er så mange rigtige fjender at bekæmpe?
