Der findes tider, hvor jeg begræder, at de akademiske mellemlag ikke er mere aktive i den offentlige debat, end tilfældet er.
Det er sådan en tanke, der rammer mig, når min sporadiske læsning for længe har været fra 1800-tallet. Dengang var det jo ikke til at sparke sig frem for jurister, landsbydegne og andet godtfolk, der havde holdninger til statens styrelse. Og tak for det. Vi havde næppe haft et folkestyre, hvis ikke det var for dem.
De akademiske mellemlag var både kultur- og politikbærende. Det var populært sagt både dem, der læste og skrev bøgerne og aviserne. De var dannelsesborgersskabet.
Lad os være ærlige. Sådan er det jo ikke rigtig mere. Overordnet set har gruppen trukket sig tilbage til privaten. Det er, som en god ven i en af disse førhen så dannede enklaver fortalte mig: ”Mine kolleger går ikke i teateret, de går ikke i operaen, de læser ikke bøger. De interesserer sig ikke for noget. De træner og ser Netflix, og når de er på arbejde, taler de mest om træning og Netflix.”
Beskrivelsen gælder nok alt fra jurister, over journalister til mange, særligt yngre gymnasielærere – og naturligvis folkeskolelærere.
Det ærgerligste er selvfølgeligt underviserne. De er jo dannelsesborgersskabets præsteskab. Var. Man kan sige, at den kulturelle og politiske ligegyldighed i dag er institutionaliseret, så den så problemløst som muligt kan arves fra slægt til slægt og blomstre i et virvar af ugræs, mælkebøtter og skvalderkål.
Jeg savner dem. Eller, det vil sige, lige indtil det sker, at post-dannelsesborgerskabet tumler ind i den offentlige debat og lyder som førsteudkastet til et af Sofie Carstens Nielsens kasserede Facebook-opslag. Tag nu bare disse dages ”opsigtsvækkende udmelding” fra ”en samlet dansk uddannelsessektor”. Har man ikke fanget det, kan læse om det i Politiken – hvor ellers.
Sagen kort: Den aktivistiske rektor på Henrik Vestergaard Stokholm fra gymnasiet i Nyborg er gået i brechen for en af sine elever, der er syrisk flygtning og derfor skal sendes hjem, nu hvor forholdene i hjemlandet tillader det.
Henrik Vestergaard har tidligere brugt sin position som rektor til at føre kampagne mod dansk udlændingepolitik. Det bemærkelsesværdige er altså ikke, at den østfynske flygtningeaktivist endnu engang befinder sig på skanserne, men at han får opbakning af alt, hvad der kryber frem, hvis man løfter den sten, som dannelsesborgerskabets præstekaste har gemt sig under, siden de brændte fingrene på marxismen.
De 15 organisationer, der står bag kritikken af den danske flygtningepolitik, tæller både gymnasielærere og -rektorer, folkeskolelærerne, friskolerne, højskolerne og mange flere.
Organisationerne opponerer blandt andet mod, at syriske flygtninge, der nægter at rejse hjem, skal sidde på udrejsecentre. Argumentet er lidt kringlet. Det er noget med at syrere, der skal sendes hjem, faktisk ikke skal sendes hjem, fordi almindelige gymnasieelever jo skal køre studenterkørsel. Ja, altså jeg forstår det heller ikke.
Organisationerne mener også, at påbegyndt uddannelse skal have opsættende virkning på hjemsendelse. Ja, og så mener de i øvrigt, at man slet ikke skal sende flygtninge hjem. Og så er det hele naturligvis højrefløjens og Rasmus Stoklunds skyld.
Synspunkterne kender vi. Det banale bliver ikke mindre banalt, fordi megafonen er større. Det lette kavaleri bliver ikke tungere af, at der er fyldt godt op i regimentets rækker.
Sagen om de syriske flygtninge er lige så enkel, som den i de konkrete tilfælde kan forekomme brutal. (Og jo, det er brutalt at sende unge mennesker, der er vokset op i Danmark, til et land, de måske kun husker som et fjernt og ubehageligt minde.)
Fundamentet for enhver flygtningepolitik er, at det er muligt at hjemsende flygtninge, når situationen er til det.
Der er flere ting at sige om det.
For det første, at hjemsendelse altid står for døren. Det er flygtningens grundvilkår, at alt sker på lånt tid. Tiden i Danmark er en parentes. Et fangenskab.
For det andet, at der må foretages en saglig og politisk vurdering af muligheden for hjemsende, og at der må handles på baggrund af den vurdering så snart lejligheden byder sig.
Det må vi først og fremmest gøre for flygtningens skyld.
For det er først, når flygtningen er hjemsendt, at hans liv kan begynde igen. Det er først ved hjemsendelsen, han udfries fra sin parentetiske tilværelse og kastes tilbage i det, der er hans liv og opgave. Derfor er hjemsendelse altid en glædelig begivenhed. Det er ved hjemsendelse, at flygtningen netop kommer hjem og ophører med at være flygtning.
Det anstændige ville være at ønske den således hjemkommende tillykke med sin frihed.
Og så er det jo netop hjemsendelsen som mulighed og pligt, der er forudsætningen for, at flygtningen i første omgang kunne være her. Det er en del af kontrakten, som flygtningen indgår med det land, der velvillig og uegennyttigt har værnet om hans liv i den urolige tid.
Skulle vi herhjemme gennem længere tid få det indtryk, at flygtninge er sådan nogle, der nok kommer ind, men aldrig kommer ud, vil velviljen over for flygtningene også fordufte.
Da ville portene være stængt, netop dér hvor flygtningene har allermest behov for, at vi åbner dem.
Jeg er naiv nok til til at tro, at der var en tid, hvor dannelsesborgerskabets dannethed blandt andet baserede sig på erkendelsen af politiske handlingers utilsigtede konsekvenser. Det var dannelse som politisk prudentia, klogskab. Noget i mig frygter, at vi er forbi det punkt nu.
Og så er det måske bedst, at gymnasielærerne og deres venner nøjes med træning og Netflix.
