I sidste uge fik jeg fumlet mig ind i en debat om kvinder, seksualitet og politik med den socialdemokratiske folketingskandidat Nikoline Prehn.
Anledningen var et interview i magasinet Elle. Her fortalte Nikoline Prehn, at hun som ung, kvindelig politiker får kommentarer som ”må jeg knalde dig i stedet for at stemme på dig?”, når hun er ude og tale med vælgere. Jeg spurgte hende på Twitter, om man ikke lægger en smule op til den slags kommentarer, når man spiller på det seksuelle i sin valgkamp, hvilket den unge socialdemokrat blandt andet gør ved at uddele kondomer med teksten: ”Indpak din gren og stem på Prehn. Vælg Nikoline Prehn i Folketinget.”
Hun svarede mig ikke, men et par dage senere kom jeg ad omvej til at tale med hende. Det skete, da jeg lod mig tage ved næsen af en journalist fra B.T., der skrev til mig og spurgte, om han måtte ringe mig op. Det svarede jeg ja til, men da telefonen ringede, var det ikke journalisten, der var i røret. Det var Nikoline Prehn, som oplyste mig om, at hun sad på B.T., og samtalen blev optaget.
Jeg kunne have lagt på, men hvorfor ikke bare tage snakken? Undervejs forsvarede jeg mine synspunkter, men fik også stillet nogle spørgsmål den anden vej. Rigtig gode svar fik jeg dog ikke.
Nikoline Prehn mener, at hun modtager seksuelle kommentarer, fordi hun er en ung kvinde, og at hendes måde at føre valgkamp på overhovedet ikke har noget med det at gøre. Heroverfor mener jeg, at hvis man sammen med en veninde iklæder sig nedringet tøj, opsøger Københavns festkvarterer ud på aftenen og uddeler kondomer med sit eget navn på, ja, så har man bragt sig i en situation, hvor man må påregne et vist niveau af kække kommentarer. Nikoline Prehn blander selv sex og politik sammen. Så kan hun også leve med, at nogle af vælgerne gør det.
Når jeg lytter til kvinder som Nikoline Prehn, der undrer sig over mænds adfærd, bliver jeg altid i tvivl: Er de oprigtigt forbavsede, eller er det en form for skuespil? Det er en den samme tvivl, som rammer mig, når kvinder reagerer med overraskelse og forargelse over mænds tanker om sex. Det hænger ikke sammen. Hvorfor skulle kvinder ikke kunne gennemskue os? Vi er helt ufatteligt simple og fuldstændig ude af stand til at skjule det.
Det er da heller ikke alle kvinder, der har svært ved det. Den professionelle golfspiller Paige Spiranac postede i sidste uge en opgørelse over verdens mest fulgte golfspillere på Instagram. Her ligger hun nummer et foran navne som Tiger Woods, Rory McIlroy og Phil Michelson. Og hun ved godt hvorfor. Spiranac er en smuk kvinde og deler jævnligt seksualiserede billeder og videoer af sig selv. I teksten til opslaget om førstepladsen skrev hun: ”This just in. Men like boobs and golf.”
Nikoline Prehn er ligeledes en smuk kvinde. Kan hun virkelig være i tvivl om, at når hun tager nedringet tøj på og deler kondomer med sit navn på ud til fulde, unge mænd i Gothersgade, så vil nogle af dem reagere på de seksuelle signaler? Jeg har svært ved helt at tro det. På mig virker det, som om Nikoline Prehn sætter en fælde op og brokker sig, når den klapper.
Det er Nikoline Prehn i så fald ikke ene om. Som den britiske forfatter Douglas Murray påpeger, lever vi i en tid, som er fuld af umulige krav. Et af dem angår forholdet mellem kønnene og lyder ifølge Murray således: ”Kvinder har ret til at være så seksuelle, som de har lyst til, men må ikke seksualiseres.” I Danmark er dette krav blandt andet blevet fremført af psykolog og twerkentusiast Louise Kjølsen. ”Kvindekroppen ER noget, vi taler om, men JEG vil have lov til at bestemme, hvad der bliver talt om i forhold til MIN krop,” sagde hun i et interview i 2018.
Kjølsens position er absurd set fra et sociologisk perspektiv. Man bestemmer ikke, hvordan man opfattes af andre. Det gør i sagens natur andre. Det er meget muligt, du ikke opfatter bare bryster som noget seksuelt, men hvis andre gør, er dine bare bryster stadig seksuelle. Den kollektive opfattelse trumfer den individuelle. Det er den samme mekanisme, som betyder, at en forfatter ikke bestemmer, om hans bog er god, eller en komiker, om hendes joke er sjov. Det er noget, som besluttes hinsides afsenderen, hvad enten det drejer sig om bryster, bøger eller vittigheder.
Murrays idé om umulige krav kan i forhold til kvinder genfindes i, hvad man kan kalde det dobbelte kvindekort. På den ene side ønsker kvinder at blive behandlet anderledes end mænd, for eksempel i form af kvoter, på den anden side ønsker kvinder ikke at blive behandlet anderledes end mænd, for eksempel i forhold til seksualitet. Det er for galt, at der ikke eksisterer regler, der gør det lettere at være kvinde, men det er også for galt, at der eksisterer normer, der gør det vanskeligere at være kvinde. Det dobbelte kvindekort muliggør, at kvinder på én og samme tid kan klage over at blive behandlet på samme måde som mænd og anderledes end mænd.
Ifølge Murray er kvinders krav til mænd dybt urimelige. Hans yndlingseksempel, som han blandt andet har beskrevet i The Madness of Crowds, er musikvideoen til nummeret Anaconda af Nicki Minaj. Videoen er stærkt seksualiseret og slutter med en scene, hvor Minaj giver et lapdance til en mand på en stol. Hun vrikker inciterende foran ham, men da han endelig tager mod til sig og lægger sin hånd på hendes baller, vender hun sig om, stikker ham en flad og skubber ham fra sig. Ifølge Murray er budskabet klart: Jeg, kvinden, har lov til at være lige så seksuel, som jeg overhovedet har lyst til at være, men tro ikke et øjeblik, at du, manden, har lov til at afgøre, om jeg er det eller ej. Som kvinde bestemmer jeg både spillets regler, og hvornår vi spiller spillet.
Her går en lige linje fra Nicki Minaj over Louise Kjølsen til Nikoline Prehn. De mener sig i deres gode ret til at bruge deres seksualitet lige så tosset, som de vil, uden at det giver nogen mænd noget som helst ret til at reagere på det. Tværtimod, kan man næsten sige. Mændene skal opføre sig lydigt, og formaster så meget som en eneste af dem til at komme med en dum kommentar, er det bevis for samfundets strukturelle sexisme og ultimativt patriarkatets undertrykkelse af kvinder. Som Prehn udtrykker det i Elle om kommentarer på sit udseende: ”Jeg er bange for, at det skræmmer kvinder væk fra politik, at det er de her ting, der kommer i fokus i stedet for den reelle politik.”
Det giver kun mening inden for rammerne af de umulige krav. Hvis Nikoline Prehn ikke ønskede fokus på ”de her ting”, kunne hun tilrettelægge sin kampagne uden ”de her ting” som virkemidler. Men det gør hun ikke. Nikoline Prehns valgkamp er den politiske kvindes udgave af Nicki Minajs lapdance: Jeg kan seksualisere min kampagne lige så meget, som det passer mig, men tro ikke et øjeblik, at du som mand har lov til at reagere seksuelt på den. De mandlige vælgere, Prehn opsøger foran diskoteker, gejles op med nedringet tøj og kække kondomtekster, men så snart nogle af dem reagerer med seksuelle kommentarer, ændres spillets regler. Kampagnen handler om sex, lige indtil mændene tror, den handler om sex, hvorefter den ikke handler om sex og aldrig har gjort det.
Det er det dobbelte kvindekort i effekt: Nikoline Prehn vil gerne have alle fordelene ved at være kvinde, men ingen af ulemperne. De mandlige vælgere må gerne strømme til på grund af hendes udseende og påklædning, men de må ikke forholde sig til det. De må sikkert også gerne stemme på hende, fordi de synes, hun er lækker. Bare de ikke siger det til nogen.
