Kulturel appropriation er, når medlemmer af én kultur anvender elementer fra en anden. Det kan ofte være kontroversielt, når folk fra påstået dominerende kulturer approprierer fra dårligere stillede kulturer. Eksempelvis er de studerende ved Københavns Universitet blevet bedt om ikke at iføre sig sombrero, da det kunne vække forargelse.

Kulturel appropriation er et fænomen i vækst. Hvor man før kunne klare frisag ved at bandlyse kimono og turban fra sin garderobe, mødes filmproducenter nu med krav om, at ikke-transseksuelle ikke må spille transseksuelle, at hvide ikke må spille jøder, at jøder ikke må spille Kleopatra og så fremdeles i et flerdimensionelt bogholderi af krænkelser. Senest er romanforfattere også blevet kritiseret for at gøre brug af fiktive jeg-personer, hvis race og køn ikke matcher deres egne. 

Men kan vi virkelig indrette os sådan, at vi helt undgår sådanne handlinger, eller er kulturel appropriation i virkeligheden en af forudsætningerne for et civiliseret samfund? Sidstnævnte kan man finde argumenter for i den skotske tænker David Humes filosofiske klassiker A Treatise of Human Nature.

For at forstå Humes argumenter må man først forstå hans æstetik. For Hume er billedkunst, musik, skulptur og poesi alle æstetiske discipliner. Så langt, så godt. Men mere overraskende mener Hume også, at en række andre aktiviteter, såsom indsigtsfulde essays, lidenskabelige prædikener og høfligt argumenterende samtaler, kan betragtes som æstetiske fænomener. Sådanne fænomener er nemlig uddannelse, opdragelse og æstetik i ét.

Hume anses som regel som skeptiker. Han er dog ikke skeptiker i æstetikkens domæne. Den æstetiske nydelse, som opstår i os, er en følsomhed, vi kan stifte bekendtskab med og ræsonnere over, uanset at der samtidig er meget, vi ikke forstår ved, hvordan sådanne følelser fungerer.

Det æstetiske er for Hume ikke nødvendigvis det, som er skønt ”i sig selv.” Snarere er det det, som er skønt for det store flertal af os som mennesker; som homo sapiens. Mens postmodernister således kan have ret i, at Vermeer eller Rembrandt ikke nødvendigvis er flottere end det seneste klatmaleri på Arken i nogen ultimativ forstand, tager de dog fejl, når de siger, at det ene ikke er flottere end det andet for os som art.

Selvom vi således ikke kan godtgøre, at en velplejet barokhave er objektivt flottere end den lokale genbrugsstation, kan vi altså stadig sige, at det er en indprentet egenskab ved den menneskelige æstetik, at langt de fleste af os ville foretrække barokhaven. Dermed er Hume helt enig med moderne kognitionspsykologer, som mener, at den menneskelige udviklingshistorie har prædisponeret os til at foretrække visse æstetiske fænomener frem for andre.

Æstetik som civilisation

På den anden side er Hume slet ikke enig med de kognitionspsykologer, som mener, at landskaber og solnedgange er intrinsisk mere æstetiske end menneskeskabt kunst. Naturfænomener kan sagtens være skønne, men hvis ikke de umiddelbart slår os som skønne, kan vi kun vanskeligt lade os overbevise om, at de er. Helt omvendt er det med billedkunsten og den klassiske musik. Her kan meritterne blive yderligere belyst gennem uddannelse, overvejelse og ræsonnement. Ifølge Hume er det kun det menneske, som har udviklet disse dygtigheder i sig selv, der kan siges at have æstetisk dømmekraft. Manden, som nyder en solnedgang, gør blot brug af en medfødt tendens.

Dermed kan vi se, hvordan Humes æstetik er civilisatorisk, idet den ikke kan adskilles fra den uddannelse og lærdom, som er dens forudsætninger. En optræning af æstetisk modtagelighed og finslibning af forstand er nødvendigheder. For Hume er det æstetiske noget upersonligt; en upartisk aspiration mod at begribe noget uden for en selv, og dermed noget ræsonneret, medieret og gennemtænkt. 

Det er præcis denne type kritiske og reflekterende attitude, som ifølge Hume opfostrer civilisation. Den knytter nemlig ikke kun an til det æstetiske, men også til vores moralske værdidomme og dermed til vores ageren i samfundet. En mand, som føler sig sulten, vil umiddelbart være fristet til at snuppe en lun tærte, han ser i en vindueskarm. Men gennem den kritisk-reflekterende attitude, ser han, at civilisationens socialitet ikke ville kunne opretholdes, hvis alle gjorde det samme. Brugte han derimod den samme umiddelbare forståelsesramme, han anvendte til at nyde en solnedgang, ville det omvendt forekomme naturligt at spise tærten. På den måde bliver den kultiverede tilgang til det æstetiske, hvor vi betinger vor egen nydelse på uddannelse og opdragelse, ikke kun vigtig for vores oplevelse af skønhed, men også for vores evne til at opretholde en civilisation.

Kulturel appropriation er civiliserende

For Hume er der således gode grunde til, at stor arkitektur hidkalder sig ornamenter fra forgangne civilisationer som Grækenland og Rom, og at klassiske operaer foregår under eksotiske himmelstrøg som Kina og Egypten. I sådanne tilfælde må observatøren om noget bruge sin uddannelse og forestillingsevne for at kunne forstå disse fremmede fænomener og få deres komponenter til at komme til live for sin egen indre forståelse – hvad enten det er som arkitekt, komponist eller festdeltager.

Det er muligt, at det ikke er specielt raffineret eller højpandet at bære sombrero til en universitetsfest, men det er et skridt på vejen – et led i den civilisationskæde, som starter med, at vi repræsenterer, og dermed approprierer, det fremmede i os selv, og ender med, at vi kan begribe noget udenfor vor umiddelbare erfaringshorisont, ræsonnere over det og empatisere med det. Denne kæde begynder, så snart vi forsøger at repræsentere en andens erfaringer i os selv og fortsætter udad i sekvensen familiemedlemmer, naboer, folk i en anden landsdel, øvrige europæere, øvrige vesterlændinge og, til sidst, folk i fremmede kulturer.

At iføre sig fremmede kulturers gevandter eller forsøge at fortælle en historie fra en andens perspektiv er således ét remedie blandt mange, som kan hjælpe os med at forstå en erfaringsverden, som er anderledes end vores egen. Alternativet er, som den danske professor i semiotik Frederik Stjernfelt og hans medforfatter Jens Martin Eriksen har påpeget i Adskillelsens politik, at kulturforskelle bliver en større forhindring for mellemmenneskelig forståelse og empati, end de behøver at være. Samt naturligvis en æstetisk fattigere verden.