Identitetspolitik breder sig stille og roligt over det vestlige Europa, og jo mere den præger den samfundsmæssige udvikling i Vesten, desto mere ryster man på hovedet ad den i Øst- og Centraleuropa. Er de mon blevet helt skøre i Vesten, læser man oftere og oftere i pressen, hvor politikere, intellektuelle og almindelige mennesker giver udtryk for, hvad de mener om de seneste tendenser i Vest. 

I Øst- og Centraleuropa findes ikke 30 køn, og man kalder heller ikke forældre til et barn forælder 1 og forælder 2. På disse kanter hedder det mor og far. Sådan har det altid været, og sådan bliver det ved med at være, da det som bekendt kun er en mand og en kvinde, der kan skabe et barn, er den generelle holdning på disse kanter. 

Øst- og Centraleuropas afvisning af identitetspolitik skyldes det stadig stigende antal beretninger fra Vesteuropa, som eksempelvis sidste skud på stammen, hvor professorerne fra Hull Universitet i Storbritannien meddelte, at sproggrammatik er elitær. Universitetet vil derfor ikke længere forlange, at de studerende taler og skriver korrekt engelsk. 

Eller den fra Oxford Universitet, hvor professorerne på universitetet forleden gav udtryk for et andet problem. Nemlig musiknotation og Mozart og Beethoven. Begge dele er nemlig elitære og skal, hvis ikke helt forbydes, så i hvert fald nedtones. Noderne og de to herrer fra musikhistorien er nemlig et udtryk for den hvide mænds dominans i musikhistorien. 

Det var ellers Vesteuropa, man så op til efter de politiske omvæltninger i 1989. Vesten var synonym med frihed og demokrati, noget de fleste østeuropæere hungrede efter. I dag, mere end 30 senere, er stemningen forduftet, og mange i Øst- og Centraleuropa giver i stigende grad udtryk for bekymring. En bekymring for, at Vesteuropa bevæger sig mere og mere i retning af et nymarxistisk totalitært samfund. Den slags har man nemlig en sjette sans for i den del af Europa. 

Det er derfor ikke underligt, at man eksempelvis finder bekymrende, at det i visse situationer ikke længere er ansøgernes kvalifikationer, men etniske eller seksuelle minoriteter, der får fortrinsret ved diverse ansættelser, at man i en film ikke må indtale en person, hvis hudfarve er anderledes fra ens egen, eller at film og bøger bliver censureret. 

For ikke at tale om den stigende autocensur og begrænset ytringsfrihed, som stille og roligt er ved at brede sig, da mange ikke vil risikere at få ørene i maskinen og få en af de mange stempler, tilhængerne af identitetspolitik var så dygtige til at opfinde. I Østeuropa er man ganske enkelt begyndt at råbe vagt i gevær og måske ikke uden grund. 

Østeuropæerne har været der. De ved, det begynder uskyldigt, men inden man har set sig om, så kan friheden være helt væk. Forduftet. Den samme frihed som altid har været Vestens domæne, og som man også kendte i Øst- og Centraleuropa inden kommunismens indtog. Dengang var det nemlig også et højtråbende mindretal, som havde fine idéer om samfundet og ville skabe et bedre, og mere retfærdigt samfund.

I Vesteuropa har vi en tendens til at tro, vi ved bedst, men måske skal vi prøve noget nyt. Nemlig at glemme vores vestlige arrogance og lytte til nogen der ved, hvad de taler om. Og hvis vi ikke er i stand til at gøre det, så i det mindste lade være med at presse vores egne idéer hen over hovedet på andre, der har svært ved at følge os. Sagt med andre ord, hvis vi i Vesteuropa ikke længere ønsker at spise eskimois, så i det mindste lade være med at forsøge at tvinge andre til at gøre det samme.