Glem den manglende lovhjemmel og eventuel rigsretssag. Det uholdbare og skandaløse ved minksagen er Mette Frederiksens regeringsform. Den har sat magtens effektivitet og socialdemokratiske drømme over sand viden og ansvarlighed for konsekvenserne af destruktive og fejlagtige beslutninger. Mette Frederiksens regering har en ødelæggende forståelse af begrebet om politisk ansvar i en demokratisk retsstat. 

Den radikale og totale afvikling af minkerhvervet ved ingen, hvem foreslog først. Idéen er symptomatisk og usympatisk herreløs. Mette Frederiksen og koordinationsudvalget har taget det politiske ansvar for beslutningen, men politisk ansvar synes at betyde total ansvarsfrihed, blot man har sine mandater bag sig. Til gengæld har beslutningen allerede kostet minkavlerne deres hverv og livsværk, Mogens Jensen hans hoved som minister, landets borgere 20 milliarder, og i den kommende tid kan det også komme til at koste flere embedsfolk deres stilling. Dem med det politiske ansvar for beslutningen har det fortsat kostet ingenting. 

For almindelige borgeres forståelse af begrebet om ansvarlighed er dette ubegribeligt og ubehageligt. At Mette Frederiksen og hendes inderkreds ingen erkendelse af dette demonstrerer, varsler slemt for fremtiden, hvis de forbliver ved magten. Det vidner om en slags kollektiv karakterbrist eller massiv benægtelse i regeringens inderkreds. 

Meget digitalt blæk er blevet udgydt om Mette Frederiksen og landets mink. Alt synes allerede sagt så mange gange, at muggen ligger metertykt på hver sætning og hvert ord om minksagen. Landets mink forsvandt i massegrave, og Mette Frederiksen sidder fortsat på landets mest magtfulde post. ”Lev med det!” syntes den politiske virkelighed over sommeren at ekkoe Mette Frederiksen. 

Men det er svært at leve med, for at sige det mildt. Statsministeren fik en næse af sine partifæller og støtterne i Folketinget, men som politisk handling lignede det mere et trøstende skulderklap til hende og et hold-så-kæft-bolsje til oppositionen. Som politisk talehandling syntes underteksten til næsen at være: ”Hvor er det synd for dig, Mette, når nu du er så god og vil det hele så godt, og så er de modbydelige borgerlige alligevel ude med riven efter dig. Lad os nu se fremad …” og til det tilføjede Radikale Venstre (nok noget ønskedrømmende) ”… til valget og ministerposter i efteråret”.

Granskningskommissionen konkluderede, at det var grov vildledning af statsministeren at annoncere aflivningen af alle mink og en tempobonus, da der manglede lovhjemmel til begge. Kommissionens vurdering af statsministerens handlen lød, at det havde været ”meget kritisabelt”. Dele af den borgerlige opposition ønskede efterfølgende en advokatundersøgelse af, hvorvidt der kunne rejses rigsretssag mod Mette Frederiksen. 

Det er der næppe grundlag for, er vi alle blevet belært, da der ikke var forsætlig uagtsomhed i forhold til den manglende lovhjemmel. Forsætlighed eller ej, rigsretssporet burde de borgerlige droppe, for rigsretten er en retslig vanskabning i det danske parlamentariske system. Landets politikere burde hellere arbejde på at afskaffe eller reformere Rigsretten som institution. Er man i tvivl om det, så er det nok, fordi man missede to fortrinlige indlæg i Kontrast fra Leif Donbæk Thomsen og Ditlev Tamm i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg. 

Minksagen sidder fortsat som en torn i kødet. Den irriterer og vækker ubehag. Årsagen skyldes ikke, at man tror, at statsminister Mette Frederiksen og regeringen lader hånt om retsstaten. Nej, den har de respekt for – heldigvis. Men minksagen gjorde Mette Frederiksens magtideologi, regeringsform, mangelfulde viden og karakterbrister tydelige.

Mette Frederiksen ønskede at styrke statsministerposten, samle mere af magten i hendes rolle, så hun kunne sætte sig igennem over for både fagministre og embedsværket. Det lykkedes hun med, og kritikken af hendes magtfuldkommenhed har lydt længe. 

Jeg er ikke en af dem, der mener, at magtkoncentrationen i statsministerens person og nærmeste inderkreds har nået et niveau, hvor man behøver at bekymre sig for demokratiets undergang. Der kan argumenteres overbevisende for, at meget kunne blive bedre for os alle, hvis rigtige beslutninger kunne træffes hurtigere. For meget bliver til for lidt eller ingenting, fordi alle spænder ben for hinanden i årevis.

Problemet med hurtige beslutninger truffet af en enkelt statsminister og hendes koordinationsudvalg er dog, at deres faktuelle viden kan være ufuldstændig eller lodret forkert, deres politiske overbevisninger illusioner uden korrelater i virkeligheden. 

Platon mente, at den ideelle stat var den, der styredes af filosofkongen, som kendte sandheden og derfor kunne gøre det gode. Problemet er dog, at selv den klogeste og viseste iblandt os nok kender en del sandheder, men også er uvidende og galt afmarcheret om mangt og meget. Intet menneske er alvidende, heller ikke Mette Frederiksen. Vores uvidenhed er et menneskeligt grundvilkår. 

Mette Frederiksen er næppe under den illusion, at hun er alvidende. Hun er ingen Mao Zedong, der fandt tiden moden for det store spring frem for det kinesiske folk. Han vidste, at kollektivisering, fokus på lokal stålproduktion i folks baggårde, udryddelse af landets kornædende fugle og forøget eksport af Kinas imaginære kornoverskud var den oplyste vej frem i årene 1958-1962. Resultatet var historiens største sultkatastrofe i absolutte tal – mindst 15 millioner døde.

Så slem er minksagen gudskelov ikke. Her døde også millioner, men det var blot pelsdyr. Selvom Mette Frederiksen ikke tror sig alvidende, synes minksagen alligevel at blotlægge nogle bekymrende selvillusioner og alvorlige ideologiske blindvinkler, som allerede har kostet os alle sammen dyrt og vil kunne koste os endnu mere i fremtiden. 

Granskningskommissionens fokus har været på, hvorvidt Mette Frederiksen og regeringen vidste, at der ikke var lovhjemmel til det, som de besluttede. Den har ikke skullet tage stilling til noget som helst andet – det skal man huske. Men den egentlig skandale er, at Mette Frederiksen holdt fast i sin beslutning, selv da denne beslutning lynhurtigt viste sig at bygge på et ultratyndt og formentligt fejlagtigt sundheds- og veterinærfagligt grundlag.

I dagene, hvor massenedkulingen stod på, kunne man spørge sig selv om, hvorfor vacciner til mink eller nye staldsystemer, der kunne forhindre eller mindske spredningen, ikke var en mulighed på sigt. Hvorfor kunne avlerne ikke roligt isolere og beholde nogle avlsdyr til eventuel genopstart af deres erhverv senere? Noget godt svar fik man aldrig. En mistanke om intellektuel forfængelighed, almindelig dumhed, magtvilje og ideologisk forstokkethed som de væsentligste årsager, er svær at slippe.  

Kåre Mølbak og Statens Serum Institut var de, som oprindeligt havde luftet en bekymring om cluster 5. Bekymringen førte til, at koordinationsudvalget, ledet af Mette Frederiksen, bissede mod beslutningen om, at alle mink skulle slås ihjel. Da Kåre Mølbak så i næste åndedrag for åben mikrofon trak i land i forhold til risikoen, var det, at skandalen for alvor accelererede. 

Departementschef Barbara Bertelsen bekymrede sig fra da af ikke om rigtigheden af beslutningen eller om landets minkavlere, men derimod kun om Mette Frederiksen. Minkavlernes og landets ve og vel var nu underordnet Mette Frederiksens og koordinationsudvalgets medlemmers ve og vel. Bertelsens sms’er bankede ikke kun Kåre Mølbak og Mogens Jensen på plads, men bankede sig også ind i langtidshukommelsen hos os alle.

Da det stod klart, at beslutningen havde været overilet og urimelig i sin radikalitet, forsvarede Mette Frederiksen forfængeligt beslutningens rigtighed, ligesom hun magtpolitisk omtydede politisk ansvarlighed til at betyde reel ansvarsfrihed. At træffe politiske beslutninger, også selvom de er ulovlige, urimelige og forkerte, kan man åbenbart gøre ansvarsfrit i Danmark, blot man er medlem af Mette Frederiksens koordinationsudvalg. Det er den konklusion, resten af landet måbende sidder tilbage med. 

Har man læst Thomas Sowells bog Knowledge and Decisions (1980), der også beskæftiger sig med viden og beslutningstagen inden for politik, så ved man, at der er intet nyt under solen, hvad det angår. Men det er som regel skjult og sjældent tydeligt, at det almindeligvis aldrig er politikerne, der betaler for konsekvenserne af deres beslutninger, men altid alle os andre. 

Men nu har vi alle fået blik for og fået sat ord på af statsministeren på to væsentlige ting. For det første: Koordinationsudvalget kan træffe en hvilken som helst misinformeret og ulovlig beslutning, så længe den ikke ved, at den er ulovlig. For det andet: For koordinationsudvalget er politiske ansvar lig med intet ansvar.

Ligeledes har vi forstået, at man som departementschef i Mette Frederiksens ideelle regeringsform tilsyneladende har fripas til en sproglig omgangsform og kommunikation, der nok har fået 99% af landets lønmodtagere til at tænke godt, de ikke har Barbara Bertelsen som nærmeste chef. Mette Frederiksens urokkelige opbakning til sin departementschef har afsløret hendes accept af et arbejdsmiljø på Christiansborg fra helvede. Den gjorde os alle bevidste om et urovækkende misforhold mellem, hvad der er landets arbejdsmiljølovgivning – og vel også Socialdemokratiets politik – og hvad man kan og vil acceptere, når man hedder Mette Frederiksen og er landets statsminister.

Det er det, som er svært at glemme og ignorere for alle andre end regeringen.