Det er populært at være skeptiker i mange af livets anliggender. Jeg hører til rigsretsskeptikerne. Jeg mener grundlæggende, at rigsretten er et levn fra et en statsretlig fortid, og at der skal meget gode grunde til at føre en rigsretssag i dag, og at de grunde slet ikke foreligger i den rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis udfald jeg ikke kender, mens disse linjer skrives. Min skepsis er ikke blevet mindre af at læse Leif Dornbæk Thomsens bog: Rigsret?

Bogen er et lidt pudsigt spin-off af den netop afsluttede rigsretssag. Forfatteren skulle egentlig deltage i sagsbehandlingen som en af de såkaldte ’politiske’ dommere. Da der skal være paritet mellem antallet af højesteretsdommere og ’politiske’ dommere, måtte han udgå, da en højesteretsdommer måtte trække sig fra sagen. Så blev det til en bog i stedet, der rejser en lang række relevante spørgsmål om rigsretten som institution, som kan være gode at overveje, hvis det skulle komme til flere rigsretssager.  Og det kan jo ikke udelukkes, nu hvor låget er taget af for denne institution, der egentlig hører hjemme i engelsk statsret og kom ind i den danske grundlov som en pendant til kongens ansvarsfrihed og hans ret til at udnævne sin regering. 

I det gamle system før 1901 kunne Folketinget (Rigsdagen) ikke fremtvinge en regeringsændring, men man kunne rejse sag mod ministre, som havde handlet mod loven. Det gjorde man i fire tilfælde mod tidligere ministre, uden at der kom noget særligt ud af det. Sidste gang var i 1910, og derefter skal vi altså tage et gevaldigt hop i tid, førend rigsretten blev nedsat igen i 1990’erne mod fhv. justitsminister Ninn-Hansen for hans håndtering af tamilers ansøgninger om opholdstilladelse og nu i sagen mod Inger Støjberg som fhv. udlændingeminister. Her handler sagen som bekendt om, hvorvidt hun ulovligt gav en tjenestebefaling – i form af en pressemeddelelse - om ubetinget adskillelse af en snes par, hvoraf den ene ægtefælle var mindreårig. En og anden vil måske synes, at det ikke ligefrem er et spørgsmål, der ryster det danske retssystem, og at prisen for en rigsretssag i form af en lammet højesteret i månedsvis og dyre advokater er lige i overkanten, og at en eller anden form for proportionalitetsprincip måske kunne have talt for, at sagen fik sin afslutning på en anden måde. Det kommer vi tilbage til. 

Denne betragtning er nemlig ikke fremmed for Leif Donbæk Thomsen, der har en del forslag til forenkling af sagsbehandlingen ved rigsretten. Disse forslag bygger på den opfattelse, at vi skal have en rigsret, og at den skal kunne fungere lettere. Her er jeg faktisk uenig. Jeg mener, at antallet af rigsretssager bør indskrænkes, og at det må høre til de absolutte undtagelser, at en ministers forhold anses som så graverende, at dette tunge skyts skal bringes i anvendelse.

Forfatteren tager sit udgangspunkt i det helt rigtige synspunkt, at rigsretten ikke er en almindelig domstol. Efter min mening er det lige præcis, hvad der er overset i Støjberg-sagen. Der er tale om et så stort og særegent apparat, at der ikke bør rejses rigsretssager, som om det var almindelige straffesager, og som om det var en opgave, at få ministre, der på en eller anden måde kommer galt sted, indbragt for rigsretten. Der er et særlig politisk moment i disse sager, som rejses af Folketinget, og halvdelen af dommerkorpset er politisk udpegede. En lidt tilfældig forsamling med medlemmer, som man måske ikke for alles vedkommende umiddelbart ville bryde sig om at blive dømt af. Men det er systemet. Og yderligere er det sådan, at dommernes votering er hemmelig, så vi ikke kan få at vide, hvem der dømmer, og om der gør sig partipolitiske hensyn gældende. Ikke særlig betryggende, men noget som de fleste politiske partier med regeringspartiet i spidsen kan tale sig helt varm på at fastholde.

Vi lever i 2021. Kloden over har man fundet ud af, at der er noget, der hedder TV, og at der faktisk er retssager, som er så vigtige, at vi gerne følger dem live. Det kan man f. eks. i på dette område avancerede lande som Brasilien og Mexico. I USA kan man følge senatshøringer og visse retssager. Ikke i Danmark. Her anses ministre og højt placerede offentligt ansatte som så skrøbelige, at de ikke kan tåle at tale for en åben skærm. Personligt finder jeg det noget i retning af en skandale, at en bagatelsag, der koster samfundet hundreder af millioner, end ikke kan tilgængeliggøres på offentlige medier. Jeg kan simpelthen hen ikke se beskyttelsesinteressen. Det kan der også tales vidt og bredt imod. Det bedste argument er måske, at der ikke burde laves om på reglerne med en bestemt sag i udsigt, men så må tiden da være inde nu, hvad enten vi nu skal have minkene i rigsretten eller ej. For det er jo noget af det spændende ved rigsretten. Det er ikke helt gennemsigtigt, men nok lidt bad luck, om man nu kommer for den som minister. Rigsretten og dens procedureregler er næppe opfundet i inderkredsen omkring fru Justitia.

I sine afsluttende betragtninger kommer Donbæk ind på det vigtige spørgsmål om, hvordan jura og politik holdes ude fra hinanden. Personligt hører jeg også til skeptikerne over for forfatningsdomstole – i hvert fald i Danmark. Der er verden over forfatningsdomstole, som har spillet en vigtig rolle i overgangsperioder og som spiller en stor rolle for gennemførelsen af grundlæggende rettigheder. Det giver derfor ikke mening at udtale sig generelt om forfatningsdomstole. En anden sag er, at de i et system som det danske, hvor det politiske system fungerer, og hvor vi betragter Folketinget som den institution, der skal tilpasse lovgivningen og ikke jurister, er forfatningsdomstole overflødige. Det er grundlæggende ikke en god idé at blande jura og politik sammen. Og det sker jo i rigsretten, når dommerkorpset består af højesteretsdommere og politisk udvalgte dommere. Og det sker også i forbindelse med selektionen af de sager, der kommer for rigsretten. Der er ingen permanent rigsret og ingen anklagemyndighed, der sikrer tiltalerejsning – eller at der ikke rejses tiltale – hvor det anses som fornødent. 

Rigsretten har som sagt sine rødder i såkaldt impeachment, der stammer fra England, hvor institutionen for længst er gået af brug. Det er en parlamentarisk forsamlings historiske våben mod en tyrannisk regering, som man ikke politisk kan stille til ansvar. I dag er det tilsyneladende en måde at få en minister, der ikke vil sige undskyld ned med nakken. Det må kunne gøres enklere og billigere. Leif Donbæk Thomsens bog er velovervejet og værd at læse, hvis nogen kan holde ud at høre mere om rigsretten. Forfatteren har som sagt forslag til en forenkling af behandlingen af sager for rigsretten. Efter min mening er det en anden vej, vi skal gå. Folketinget bør ved overvejelser om rigsretssag i langt højere grad end i den nu afsluttede sag foretage en afvejning af ministerens forsyndelse i forhold til udgifter og besvær med at føre sagen. Det er det, man kalder proportionalitet, og at det er et naturligt retligt hensyn, forklarer formentlig, at Danmark står ret ene i en international sammenhæng med brugen af impeachment. 

Se Kontrasts interview med advokat og forfatter Leif Donbæk Thomsen her: Alt ved Rigsretten er besynderligt.