Den nye forperson for Copenhagen Pride, Benjamin Hansen, har været fremme med organisationens beslutning om ikke at inddrage konflikter i Mellemøsten fremover. I stedet vil organisationen prioritere LGBT+-rettigheder. En betydelig årsag til dette er, at flere sponsorer har valgt at trække deres støtte tilbage, som følge af, at Pride ville spørge kommercielle partnere ind til, hvilke interesser og aktiviteter de har i Israel, eftersom organisationen var »solidarisk med det palæstinensiske folk«.
Men hvad er det, der får en organisation for seksuelle minoriteter til at miste orienteringen så meget, at den risikerer sit omdømme for et land, som på ingen måde lever op til organisationens standarder og mål?
Svaret finder man på organisationens hjemmeside. Du bedes lægge mærke til et ord, som nok for mange læsere og mulige sponsorer virker uskyldigt, men rummer forklaringen. Det lyder akademisk, ordet er "intersektionel", læs med:
"Copenhagen Pride bygger sit virke på en intersektionel feministisk ideologi. Vi baserer vores inklusionsbestræbelser på magt- og privilegieanalyser."
Hvad betyder det?
Hvor kommer ordet fra?
Intersektionalitet er en teoretisk tilgang, der blev introduceret af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper og professor Kimberlé Crenshaw. Teorien handler om at forstå, hvordan forskellige former for diskrimination og undertrykkelse (såsom køn, seksuel orientering, handicap osv.) ikke blot fungerer individuelt, men overlapper hinanden. Når man ser intersektionalitet som offerstatus, refererer det til den opfattelse, at en person kan have flere identiteter, der udsætter dem for forskellige former for marginalisering og undertrykkelse. Fx kan en person være homoseksuel, kvinde eller have et handicap. Hver af disse identiteter kan påvirke, hvordan personen opfattes og behandles.
Men hvem har magten til at definere disse kategorier?
Anvender man teorien, abonnerer man på den forestilling, at en persons oplevelse af undertrykkelse ikke blot kan reduceres til én enkelt faktor (f.eks. køn eller race), men at det er nødvendigt at tage hensyn til de komplekse samspil mellem forskellige aspekter af deres identitet. Dette skulle angiveligt resultere i en mere nuanceret forståelse af, hvordan forskellige grupper oplever marginalisering.
Det er klart, at mennesker aldrig kan reduceres til to eller tre identitetsmarkører. Lige så klart burde det være, at identitetsmarkøren "mørk" ikke betyder det samme. Skal Will Smith fx sættes i samme bås som en fattig afroamerikaner i Baltimore eller en iransk dreng i Danmark? Har Mette Frederiksen mindre magt end skribenten her, fordi jeg er mand? Disse kategorier bliver lynhurtigt til størknede kategorier og understøtter netop det, teorien skulle gøre op med.
Copenhagen Pride vil ende samme sted igen
Det er også klart, at regnestykket ikke går op, når den nu afgående forperson Lars Henriksen vil diktere andres politiske forståelse. En så tydelig magtfuldkommenhed klinger dårligt med organisationens eget teoretiske grundlag. Priden anser samfundet for at være så strukturelt skævt, at hvis de ikke aktivt promoverer undertrykte gruppers rettigheder, så fører det til ulighed.
Problemet opstår selvfølgelig, fordi de mener, at man lader uretfærdigheden herske, hvis bestemte identiteter ikke får særbehandling. Nu palæstinensere, næste gang nogle andre.
Det er en binær tænkning, som altid kræver nogle undertrykkere, denne gang israelere, næste gang nogle andre - den hvide mand er det mest slidte eksempel.
Tidligere blev der kæmpet for, at majoriteten skulle respektere alles ret til at undslippe stereotyper. Nu handler det derimod om, at majoriteten skal erkende og aktivt undskylde deres privilegerede position. Som Copenhagen Pride åbenbart mener at have det privilegerede overblik over. I stedet for at fjerne fokus fra køn, race og seksualitet skal disse aspekter køres helt frem i forgrunden. Nu skal køn, race og seksualitet være alt.
Før denne radikalisering tages af bordet, vil Copenhagen Pride ende samme sted om nogle år. Og det bør fremtidige partnere have med i deres risikovurdering.
