Jeg er et umådeligt privilegeret menneske. Og jeg ved det. Til en begyndelse er jeg en hvid, midaldrende og skamløst heteroseksuel mand med rødder i det lavere whiskybælte lige nord for København. Min blonde, toptrænede kæreste kører åben sportsvogn, drikker årgangschampagne og er nogle gange iført pels. Vi bor på et slot. Med voldgrav, dyrehave og egen ø.
Jeg har uden på nogen måde at knokle gennemført en universitetsuddannelse med glimrende karakterer og er mangeårigt medlem af Mensa. Jeg læser Goethe på tysk, har stadig alle mine tænder, ejer et flygel, hører avantgardejazz for min fornøjelses skyld og har engang fået håndskrevet julekort fra Karlheinz Stockhausen.
De foregående par år er indtjeningen i min lille freelanceforretning, som jeg i ro og mag kører her fra den bløde designerlænestol, uden de helt store anstrengelser lige akkurat nået op at kysse millionen. Var det ikke, fordi jeg rent faktisk kan lide at bestille noget – af samme grund opsagde jeg for efterhånden en del år siden min faste mellemlederstilling på en stor morgenavis – behøvede jeg ret beset ikke at gøre det ret meget længere.
Så jo, jeg er da særdeles privilegeret og har i den grad også tænkt mig at blive ved med at være det. Og jeg kan da kun have uforbeholden sympati for dem, der af den ene eller anden grund måtte have været mindre heldige. Til gengæld er jeg set her fra tårnterrassen umiddelbart lidt forbeholden over for den megen tale for tiden om det underlige modebegreb ”privilegieblind”. Altså det, at ens eventuelle privilegier skulle gøre en ufølsom over for eller måske decideret ligeglad med andres vilkår og syn på verden. Tværtimod kan der måske sine steder nok være koldt på toppen, som man siger. Men derfor behøver udsigten all along the watchtower jo ikke at fejle noget.
Borgmesteren og den hvide mand
Sådan er det imidlertid desværre ikke alle, der har det. Ikke mindst er det påfaldende at bemærke, hvordan privilegieblindheden synes at stortrives inde i den mere eller mindre højtuddannede storbyklasse, jeg selv i mange år havde min selvfede gang i. Et dugfrisk eksempel i så henseende var, da musiker og radiovært Torben Steno forleden satte spørgsmålstegn ved Københavns Kommunes initiativer for mere målrettet ligestilling på kulturområdet. Prompte reagerede kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet med i Berlingske retorisk at konstatere, at ”Man kunne fristes til at spørge, om Torben Steno er en privilegeret hvid mand, der ikke ser problemet.” Det kunne man muligvis. Men lige i denne sammenhæng er den fristede så også selv noget så privilegeret som en midaldrende RUC-akademiker, der spørger fra en af de mest magtfulde poster i hovedstaden og i dansk kulturpolitik generelt (og vel med en grundløn svarende til i hvert fald min egen i et middelmådigt år).
For privilegier, der ligesom sex må antages at være kommet for at blive, behøver slet ikke kun at være af den gammeldags slags med penge og magt og ydre symboler. Eller for den sags skyld den lidt nyere version med såkaldt kulturel kapital i betydningen god smag, kulturel dannelse og almindelig diskret lækkerhed.
Den tredje generation
Der er nemlig også for længst opstået, hvad man kunne kalde privilegieblindhedens tredje generation. Her handler det for en ny type magthaverklasse nok så meget om at fremstille – og bestemt også selv opfatte sig – som noget alternativt og magtkritisk. I denne forbindelse skal vi naturligvis lige endnu en tur omkring den særdeles omtalte bustehappening i Det Kongelige Danske Kunstakademis regi. Her har megen udefrakommende forargelse gået på, at fastansatte lærere og studerende har følt trang til at bedrive revolutionær virksomhed mod kunstskatte og endda i underskriftform og debatindlæg fået opbakning til det fra flere hundrede ligesindede.
Men hvor privilegierne i denne forbindelse virkelig har anbragt sig i nærsynet klaskehøjde, er da snarere i kraft af den underliggende forestilling om overhovedet at kunne være tilknyttet en så per definition samfundsbevarende og eksklusiv institution som et akademi, en decideret rugekasse for kommende kulturelle magthavere – og så samtidig ville rematerialisere sig som aktivistisk revolutionær. Her begynder privilegieblindheden nærmest at tangere behandlingskrævende selvskade.
Professor i kunsthistorie Mikkel Bolt talte i Berlingske ligefrem om, at ”staten selv er voldelig”, hvad han som tilhørende samfundsstigens allerøverste top af samme grund selv må være en af de første til at praktisere. Han ser ellers fuldstændig ufarlig ud.
Også under den grasserende pandemi det sidste trekvarte års tid har den kreative privilegieblindhed stukket speltfoden frem. Det begyndte allerede i forsommeren, da aflysningerne af de store musikfestivaler blev accepteret med nok lidt mere blaserte skuldertræk, end de tusindvis af berørte musikere, sceneteknikere og andre løsarbejdere sådan uden videre kunne tilslutte sig.
Senere har prominente kunstnere og kulturadministratorer som en slags socialrealistiske udgaver af snobberne fra Rytteriet eller moderne udgaver af den afdøde societyfrue Tutta Rosenberg hyldet al den dejlige ro, det har givet sådan pludselig at skulle isolere sig i sommerhuset i Tisvildeleje, alternativt arbejde hjemme fra den højloftede og spise eksotisk takeaway imens, hvis ikke ligefrem prøve at feriere pirrende eksotiske steder inden for landets grænser. Når nu det ikke kan være anderledes. Her er bestemt også pænt. I særdeleshed når man åbenbart ikke har behov eller blik for at kere sig om ansattes ve og vel og gældsætning og firmahusleje og uigennemskuelige, hvis ikke decideret ubrugelige, kompensationsordninger eller blot egen indtjening og eventuelle truende konkurs.
Prisen for årets bedste ”de kan jo bare spise Netflix”-bemærkning går dog uforbeholdent til den fastansatte Politiken-journalist, der for nylig fra Rådhuspladsens lune favn anmeldte stjerneinstruktøren David Finchers seneste film under den kække rubrik ”Glem mink. Se hellere ’Mank’.” I mine øjne er den indforståede Hollywood-stiløvelse derimod ikke meget andet end en slæbende kedsommelig og selvhøjtidelig omgang kunstnerbanaliteter fra den ellers ofte herligt nådesløse filmskaber. Men sådan er vores privilegerede syn på verden heldigvis så forskelligt.
