Chefredaktør for Uniavisen Vicki Therkildsen ønsker ikke at stille op til et interview. Hendes avis har ellers lavet en hel artikelserie, der tegner et billede af omfattende og strukturel racisme på Odontologisk Institut på Københavns Universitet. Artikelserien kalder på handling og debat – men altså ikke debat i Kontrast, må man forstå.
Den første artikel indledes med et citatet fra én af flere anonyme kilder:
“I den ideelle verden starter vi alle på 0, når vi træder ind på et nyt semester og kan arbejde os op til 10. Men jeg føler, at vi begynder på minus 5.”
Artiklen er skrevet efter henvendelse af en gruppe “brune drenge”, der føler, at de bliver forskelsbehandlet af deres hvide undervisere. Det er således helt i tråd med den redaktionelle linje, som Vicki Therkildsen anlagde allerede ved sin tiltrædelse på posten:
“Det identitetspolitiske stof er et område, som med rette har fundet sin plads på universiteterne. Sådan skal det også være. Men igen er det et område, hvor der eksisterer en del viden, som næsten er fraværende i den offentlige debat. Det kan vi gøre bedre! Og samtidig blive ved med i stigende grad at give plads til flere og forskellige stemmer,” sagde hun dengang til Uniavisen.
Hun vil altså have fokus på repræsentation og minoriteter, og fuldstændig i tråd med denne identitetspolitiske agenda lader hun alvorlige beskyldninger om strukturel racisme flyve i en artikelserie, der primært forlader sig på anonyme kilder.
“De er bange for at ikke at blive troet på,” står der om de anonyme elever, der medvirker. Men det skal de i hvert fald ikke frygte fra Uniavisen, ligesom de åbenbart ikke skal frygte kritiske spørgsmål.
Denne artikel viser således resultatet af identitetspolitikkens indtog i medieverdenen: Minoriteter får ikke kritiske spørgsmål. Deres oplevelse skal ukritisk accepteres som sandheden, fordi der slet ikke findes anden sandhed end subjektets følelser. Og avisens egen chefredaktør føler sig naturligvis heller ikke forpligtet til at besvare kritiske henvendelser.
Artikelserien har allerede fået den forventede modtagelse. Ledelsen har naturligvis sat en undersøgelse i gang, og mon ikke at vi snart kan forvente et opgør med den hidtidige model, hvor der var tillid til en undervisers faglighed og meritter. Således siger én af de bange stemmer:
“Netop det faktum, at det kun er én persons vurdering, der bestemmer din skæbne, er med til at gøde jorden for diskrimination, er der enighed om i rummet. Der føres ikke statistik på dumpeprocent i forhold til etnisk oprindelse på tandlægestudiet, men de knap 20 studerende, Uniavisen har talt med, sidder alle med den klare opfattelse, at der skal mindre til at dumpe, når man er brun i huden.”
Den yderste konsekvens af Uniavisens artikelserie kan blive, at hvide undervisere ikke længere tør dumpe studerende med anden etnisk baggrund. Hvem ville risikere en beskyldning om racisme, der kunne ødelægge deres karriere eller gøre deres liv surt for at dumpe en enkelt elev?
Det spørgsmål ville vi gerne have haft Vicki Therkildsen til at kommentere, ligesom vi gerne ville høre hendes tanker om at basere artiklen overvejende på anonyme kommentarer. Men det vil redaktøren altså ikke nærmere ind på.
Sådan vil identitetspolitikken ødelægge vores universitet. I følsomhedens og empatiens navn, mens de ansvarlige knipser bifaldende under bordet.
