Det har både pint og irriteret mig, at det er så vanskeligt at analysere Ukrainekrigen uden at blive bevidst eller ubevidst misforstået. I løbet af det seneste år er jeg blevet kritiseret i adskillige avisledere og klummer, i DR’s Debatten og på Facebook.
Sædvanligvis går kritikken på, at jeg som realist ikke forsvarer Vestens interesser, fordi jeg anser det for usandsynligt, at ukrainerne smider russerne ud af hele Ukraine og derfor appellerer til en forhandlet aftale om fred eller dog en våbenhvile.
Mit forslag inden krigen var, at der blev etableret selvstyre og mindretalsbeskyttelse i Østukraine, at Krim er tabt, dvs. fortsat har uafklaret status, og at Ukraine forbliver neutral i forhold til NATO. Det synes stadig som den bedste af de mest sandsynlige løsninger, om end den kan have meget lange udsigter.
Jeg er klar over, at den røde løber ikke bliver rullet ud for mig, heller ikke hvis mine teser bekræftes, dvs. at Rusland ikke smides ud af hele Ukraine. Andre har betalt en højere pris; Marie Krarup skandaliseres jævnligt som ”putinist”, og historikeren Jens Jørgen Nielsen er blevet fyret fra Folkeuniversitetet.
De vestlige offentligheder er totalt mobiliserede, og forsøg på at finde en balanceret vej bliver konstant skudt ned, forsøgt diffameret og skandaliseret. Jeg har sjældent oplevet noget lignende. Man skal vel tilbage til krigsbegejstringen i forbindelse med Irakkrigen, hvor jeg desværre selv deltog i den enøjede krigsmobilisering.
Civilisationernes sammenstød
Jeg har, siden jeg begyndte at skrive om international politik i begyndelsen af dette århundrede, opfattet Rusland og Putin som Vestens geopolitiske modstander. Jeg har endda skrevet bøger om det i 2014 og i 2018. Det kommer af min huntingtonske forståelse af civilisationernes sammenstød og mit forsvar for den vestlige nationalstat.
Rusland har begået en ulovlig handling ved at invadere Ukraine, den russiske hær begår krigsforbrydelser, og regimet er både forbryderisk og brutalt. Jeg har for flere år siden offentligt advaret mod at se Putin som et forbillede for Vesten.
Og selv om der er meget værdifuldt i russisk kultur, og selv om russerne på deres egne præmisser har været berettiget i at bakke op om Putin og hans genrejsning af landet, er Rusland i dag et land i forfald både demografisk, militært og økonomisk.
Jeg har heller ingen personlig interesse i Rusland; jeg har (desværre) aldrig rejst i landet, har ingen russiske venner, ingen sentimentale følelser for dette store, gamle land, ingen affinitet til ortodoks-slavisk kultur og ingen naiv liberal tro på Wandel durch Handel.
Jeg kan derfor sagtens se positive elementer i krigen. I modsætning til for eksempel Irakkrigen støtter vi berettiget en – i hvert fald delvis – provestlig nation, der faktisk ønsker vores støtte, i krigen mod en stat, der også er vores modstander.
Og vi gør det endda, uden at vores egne soldaters liv sættes på spil. Det er godt for Ukraine, men det er også godt for os, at vores russiske modstander svækkes.
Sanktioner fungerer ikke
I alt, hvad jeg gennem årene har skrevet, har jeg forsvaret Vesten og vores interesser, alligevel kritiseres jeg og andre realister for netop det – at svigte Vesten. Men hvorfor er det i Vestens interesse at få lukket krigen ned? Lad mig henvise til den stærkt ruslandskritiske Stanford-professor Stephen Kotkin, der for nylig i The New Yorker så lige så dystert på krigen, som jeg selv gør:
Sanktionerne har ikke virket, den russiske hær er ikke i opløsning, Putins regime heller ikke, de vestlige våbenlagre er til gengæld ved at være tømte, uden at vi producerer nok våben, ammunition og granater, der er nødvendige i den hårde nedslidningskrig, der er i gang nu, og som vi også skal bruge for at kunne bevæbne Taiwan.
Samtidig har sanktionerne ikke forhindret Rusland i at producere masser af våben. Rusland er tillige en enorm befolkning, og regimet er villig til at kaste tusindvis af soldater ind i kødhakkeren, og så har Rusland stadig atomvåben, de sandsynligvis vil bruge, hvis de er ved at tabe Krim. Før det vil de sikkert bruge kemiske og biologiske våben til at forgifte vandforsyningerne i Ukraine, ja måske endda i vestlige byer. Putin vil bare benægte, at han står bag.
Magtbalancens politik
Dertil kommer, at USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, frygter, at Kina står på spring til aktivt at gå ind på Ruslands side ved at levere våben, efterretninger og andre afgørende militære bidrag (denne artikel forklarer et sandsynligt kinesisk våbenbidrag). Det viser, hvor farlig denne krig er, og hvor hurtigt den – som den tyske filosof Jürgen Habermas har sagt – kan eskalere, endda til at blive en ny verdenskrig.
Hvis Kina engagerer sig aktivt i krigen, kan Rusland næppe drives ud af Ukraine. USA kan tilmed blive så presset, at de enten vil forlade Ukrainekrigen eller må opgive at bevæbne og forsvare Taiwan, som Kina så kan opsluge. Det ville sikre Xi Jinping status som den kejser, der genrejste Riget i Midten.
Hvis det sker, er vi for alvor indtrådt i den multipolære – på sigt bipolære – tidsalder. Det kalder på helt andre måder at forholde sig til det internationale system. Vi er ude af den liberale verdensorden. Nu gælder det magtbalancens politik, inddæmningens strategi. Vestens diplomati skal udvikle nye Kissinger-statsmænd.
I anledningen af årsdagen skriver den geopolitiske ekspert Emma Ashford netop om Vestens fejl op til invasionen, herunder manglen på vilje til at forhandle om Ukraines NATO-status, og stormagtsrivaliseringens evigt nærværende vilkår.
For mit vedkommende vil jeg gentage, hvad jeg har sagt det seneste år, at det bedste udfald på krigen er status quo ante bellum, men med det tilbageværende Ukraine som en endnu tættere del af Vesten. Hvordan når vi dertil?
I hvert fald ikke med den vildledende forståelse af Ukrainekrigen, der også risikerer at føre til en yderligere svækkelse af Vesten. Årsdagen for krigen er en påmindelse om, at situationen er alt for alvorlig til ikke at blive diskuteret på nuanceret vis.
