Regeringen henter nu IS-kvinder og deres børn til Danmark. Kvinderne har frivilligt forskrevet sig til en af historiens mest brutale terrorregimer. De er vores fjender.
PET vurderer, at de udgør en mindre terrortrussel, hvis de kommer til Danmark. Men dels er PET ikke ufejlbarlig, og dels forholder PET sig kun til et enkelt aspekt: den overordnede terrortrussel.
Det andet aspekt handler om andre typer af vold, mord og trusler – og om børnene. Det aspekt har været blændet ude. I stedet har man betragtet børnene som hvide engle, der kan vaskes rene for blod.
Det er den bløde terapeutstat, der taler igen, og det er en meget naiv tale. For ganske vist er børnene uskyldige ofre, men flere af dem vil sandsynligvis også vokse op med afstumpede træk. Under alle omstændigheder bliver det endnu mere risikabelt at være dansker.
Lad mig optegne et realistisk skæbneforløb for et tilfældigt barn af IS-krigere, landsforrædere og terrorister, der nu fragtes til Danmark:
Drengen er fra spæd traumatiseret og hjernevasket. Han er for altid ødelagt i sjælen af had til de vantro danskere, han har lært bør dræbes. Der findes flere videoer fra lejrene med drenge, der uden blusel ønsker at halshugge de vantro.
Tilbage i Danmark vil drengen drive fra plejefamilie til plejefamilie, og han vil koste adskillige millioner resten af sit liv. Han vil ødelægge de velfungerende skoleklasser, han anbringes i. Sprede frygt, senere rædsel. Skifte skole konstant.
Han vil skade lokalmiljøet med grov kriminalitet – striber af tyverier, indbrud, senere voldelige overfald, måske voldtægt, dertil røverier. Vil du have en sådan type gående frit omkring i dit lokalsamfund? Hvem melder sig frivilligt? Nogle gode folk på Langeland?
Drengen vil blive anbragt på institution. En dag vil han stikke en uskyldig ned med en kniv på gaden eller i S-toget og blive fængslet. Her vil han blive yderligere radikaliseret og ikke usandsynligt ende sine dage som martyr efter et blodigt terrorangreb. Et sådant livsforløb vil ligne Omar El-Husseins.
Alarmisme? Så læs denne artikel af integrationsrådgiver Henrik Kokborg, og gør det omhyggeligt.
For dels er den skrevet af en person, der har førstehåndskendskab til radikaliserede IS-kvinder og deres børn; dels redegør han omhyggeligt og anfægtet for dilemmaet; og dels læser man sjældent den slags fra integrationskonsulenter, der altid gør sig umage for ikke at levere argumenter til indvandringskritikere. Som sådan kan artiklen læses som en tydelig advarsel:
Bring ikke disse kvinder og børn til Danmark.
Det er striden mellem universalismen og partikularismen om igen. I Vesten er vores politikere ekstremt dårlige til at passe på deres egne landsmænd. Deres partikulære, nationale samhørighed er svækket til fordel for en global samvittighed og abstrakt principrytteri om rettigheder, de selv har udvandet. For eksempel ved at kaste statsborgerskab i grams til vores fjender.
Det er en dekadent civilisation, der efter 40 år ikke lærer af sine tragiske fejl.
Adskillige politikere og meningsdannere på især venstrefløjen har offentligt udtrykt glæde ved hjemtagelsen. Som om de ikke tænker på danskernes rettigheder – vores og vores børns ret til at leve i sikkerhed. Det er hæsligt at se folketingspolitikere fra SF og Radikale Venstre promenere fulde af stolthed over, at de har skaffet flere livsfarlige udlændinge til Danmark.
Men de kommer nok heller ikke selv til at undgælde for deres humanistiske idealer.
