Har mænd og kvinder lige rettigheder i det offentlige, hvis de bliver udsat for vold? Ja, ville du sikkert tænke. Selvfølgelig har de det.
Men det er desværre ikke tilfældet. Servicelovens paragraf 109 siger, at:
“Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold”.
Kun til kvinder …? Hvad skete der med ligestillingen? Er det rimeligt, at kvinder, der er udsat for vold, skal have bedre muligheder end mænd, der er udsat for vold?
Nej, selvfølgelig er det ikke det.
Derfor har vi i Nye Borgerlige fremsat forslag om, at mænd og kvinder skal ligestilles i serviceloven.
I denne uge blev forslaget førstebehandlet. Og vores socialordfører Kim Edberg Andersen gik på talerstolen i kampen for ligestillingen.
For partnervold er partnervold. Uanset om offeret er mand eller kvinde.
I Danmark var der over 40.000 registrerede sager om partnervold i 2022. Næsten halvdelen af ofrene var mænd. Mænd, der i dag må kigge langt efter de samme muligheder, som kvinder i samme ulykkelige situation har.
Det er ikke rimeligt. Det er ikke fair. Og det er næsten skræmmende let at ændre.
Det kræver blot, at ordet ”kvinder” ændres til ”ofre” i den eksisterende lov. At kvinder har bedre rettigheder end mænd, når det kommer til partnervold, det er diskrimination. Hverken mere eller mindre. At kvinder og mænd har samme rettigheder, når det kommer til partnervold, det er ligestilling.
Men hvordan gik det så i Folketingssalen. Var det flertal for at ændre loven?
Regeringen er da ikke imod ligestilling, eller …?
Jo, det er den desværre.
Regeringen og et flertal i Folketinget meddelte her i ugen, at de vil stemme imod Nye Borgerliges forslag. Mænd, der udsættes for partnervold, må fortsat klare sig selv.
Så meget for ligestillingen …