Den er verdens første vaccine mod covid-19 og er WHO-certificeret som covid-19 vaccine. Den er blevet blåstemplet af det anerkendte videnskabelige tidsskrift Lancet, som gennemførte en undersøgelse på 22.000 mennesker og konstaterede, at den er 92 pct. effektiv og uden særlige bivirkninger. Det er langt bedre end den Astra Zeneca-vaccine, vi bruger i EU.
Ifølge russiske medier har 6,3 mio. russere per 22. marts modtaget et stik, 4,3 mio. begge stik. 100 mio. vacciner er blevet solgt til Indien, som selv skal begynde en vaccineproduktion og taler om en produktion af 752 mio. vacciner årligt. Argentina har bestilt 22 mio. af den og er i fuld gang med at vaccinere landets befolkning. I flere andre lande, eksempelvis Brasilien, Egypten, Serbien eller Iran, er den godkendt og bruges til vaccination. 55 lande har indtil videre bestilt den, Brasilien, Sydkorea og Indien producerer den. Den er billig og kræver ikke særlig opbevaring som fx Pfizer/BioNTech, der skal transporteres og opbevares ved mindst -60 grader.
Den russiske vaccine Sputnik V har umiddelbart mange fordele. Alligevel er den foreløbigt ikke godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), og i sidste uge meddelte EU-kommissær for det indre marked Thierry Breton, at EU i virkeligheden slet ikke har brug for Sputnik V. Ifølge kommissæren har EU rigeligt med aftaler om levering af vacciner og er derfor ikke interesseret i Sputnik V. Det er det stik modsatte af hans kollega, den såkaldte europæiske udenrigsminister, Josep Borrell, som i begyndelsen af februar kaldte Sputnik V “En god nyhed for menneskeheden”.
Er du forvirret? Du er ikke alene. EU's forhold til Sputnik V er nemlig svært at finde hoved og hale i. Som i så mange andre ting, EU og de højtbetalte europæiske politikere foretager sig. Men, vi fortsætter:
Den europæiske befolkning er taberne
Selvom EMA foreløbigt ikke har godkendt Sputnik V-vaccinen, og vi i EU, altså i ifølge EU-kommissæren, ikke har brug for den, har flere EU-lande bestilt den alligevel. Ungarn er som det eneste EU-land i fuld gang med at vaccinere med Sputnik V, Slovakiet har bestilt 2 mio. af den, mens Tjekkiet, Østrig og flere andre lande har rettet henvendelse til Rusland.
Den russiske covid-19-vaccine skal desuden produceres af det italiensk-schweiziske medicinalfirma Adienne Pharma & Biotech på to fabrikker i Italien, som allerede har meddelt, at de vil være i stand til at levere 10 mio. vacciner fra juli til januar 2022. Om disse, efter EU-kommissærens udmelding, ikke skal bruges i EU og skal gå til eksport, melder historien intet om.
For at gøre historien endnu mere forvirrende meddelte Tjekkiets premierminister, Andrej Babiš, fredag i tjekkiske medier, at Europa-Kommissionen er i kontakt med investoren R-PHarm, der er ansvarlig for den russiske Sputnik V-vaccine. R-PHarm kan fra tredje kvartal i år begynde at forsyne EU med den russiske vaccine. Det sagde, ifølge premierminister Andrej Babiš, kommissionens Ursula von der Leyen på torsdagens EU-møde.
Det er efterhånden umuligt at forstå, hvad de europæiske politikere mener om og vil med Sputnik V, og ikke mindst, hvilke interesser der spiller ind, når de fremfører deres synspunkter. En ting er dog sikker. Uanset om deres ofte modsigende udmeldinger skyldes politiske grunde og et negativ forhold til Rusland, de store medicinale virksomheders interesser, indtjening og lobbyisme eller blot politikernes manglende evner, er taberne den europæiske befolkning, hvis interesser de paradoksalt nok skal varetage.
Den europæiske befolkning kommer nemlig efter EU-kommissærens selvsikre udmelding bagerst i køen, hvis vaccinen viser sig at leve op til sine kvaliteter. I værste fald bliver den helt afskåret fra at blive vaccineret med en tilsyneladende god og billig vaccine, som ifølge rygterne også er den, der giver den mest langvarige beskyttelse mod coronavirus. For ikke at tale om, at Rusland, ifølge russiske medier, netop har gennemført succesfulde kliniske test af vaccinen Sputnik-Light, som kun kræver et stik.