Det er nemt for mennesker at gå fejl af hinanden, især hvis de kommer fra forskellige udgangspunkter. Nok især politisk. For nylig skrev Signe Wolff Ravneberg her på Kontrast: 

“Et par mandlige venner fortalte mig, at de ofte har følt sig nødsaget til at lægge skjul på, eller decideret lyve om deres politiske overbevisning for at få et ben til jorden på det københavnske datingmarked, hvor venstreorienterede kvinder altså ikke vil have højreorienterede mænd.” 

Det tror jeg på. Jeg har selv oplevet andre menneskers forundring, når det gik op for dem, hvad jeg mente om dit og dat. Det har ikke så meget været i det københavnske datingliv (vi vender tilbage til hvorfor), men i sammenlignelige bobler som for eksempel Journalisthøjskolen. 

Yderst prisværdigt har jeg også oplevet masser af folk af begge køn, der virkelig gerne ville forstå, hvordan jeg kunne mene, hvad jeg mener, og stadig være en fin fyr. Så her er guiden, som du som højreorienteret kan give til din date – eller fætter, kollega, eller hvem det nu er. Eller måske mere oplagt: guiden, som du som højreorienteret kan tage udgangspunkt i, når du forklarer det på din egen måde. 

Det handler om at se den højreorienterede ven som en følsom røgalarm. Okay, det er måske lidt forvirrende, så lad os starte et andet sted. Vi kan se på, hvordan vi hver især kan karikere hinandens idealer på tværs af politiske holdninger.

For den fordomsfulde venstreorienterede er mit idealsamfund et sted, hvor alle muslimerne er sendt hjem, og de fattige ligger i rendestenen.

Omvendt kan den borgerlige skyde sin venstresnoede modpart i skoene, at hun groft sagt drømmer om et samfund, der reelt ikke lader sig gøre. Som et Christiania i et stort format, eller et samfund, hvor alle er omtrent lige, uden at det går ud over velstanden. Yeah, right! 

Der er en væsentlig forskel mellem disse to karikaturer. Det førstnævnte skræmmebillede er et vulgariseret resultat af kynisme, egoisme og nationalisme. Det sidstnævnte er et resultat af naive forestillinger. 

Det er vigtigt, fordi det røber en af grundene til, hvorfor højreorienterede har nemmere ved at forstå venstreorienterede end omvendt. Det skyldes ikke, at vi naturligt er mere tolerante. Det skyldes snarere, at det er nemmere at tilgive formodet naivitet end formodet egoisme eller sågar ondskab. Hvis du træder mig over tæerne, fordi du er klodset, vil jeg tilgive dig. Men hvis jeg tror, at du gør det, fordi min lidelse behager dig, har vi en anden snak. 

Denne problematik forstærkes naturligvis, når man lever i bobler, som (især) mange venstreorienterede gør. Indlysende er det nemmere at fastholde et billede af højreorienterede som dumme, hvis den eneste islamkritik, du hører, kommer fra tilfældige fulde mennesker på bodegaen, der ikke kan lide alle de perkere. 

Derfor går vejen til forståelse – for den, der ønsker at forstå – gennem at se tingene på en anden måde. Spørgsmålet er så, hvad det er for en anskuelse.  

Forståelige højreskred

Hvis vi ser på de sidste par generationer, har samfundet bevæget sig støt til venstre, målt på både statens størrelse, individets frigørelse og senest alt det woke halløj. Men indimellem sker det, at samfundet, både befolkningen og politikerne, bevæger sig til højre. 

Det oplagte eksempel er naturligvis indvandringspolitikken, hvor regeringen og et bredt flertal i Folketinget i dag støtter love og regler, som Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup blev udskreget som racister for at foreslå i sidste århundrede. Det er en logisk følge af, at indvandringen, siden den tog fart i 1980’erne, har medført problemer, som senere blev åbenlyse for næsten enhver. 

Men det sker også på andre fronter. Finanskrisen i 2008 medførte en krisebevidsthed, hvor de borgerlige kunne gennemføre store reformer af dagpenge og efterløn uden at miste deres politiske liv. Ruslands invasion af Ukraine medførte, at de danske politikere kunne tage sig sammen til at gennemføre de lovede forsvarsbevillinger. 

Lad os arbejde lidt videre med det sidste. Hvad ville der ske, hvis Danmark var mere direkte truet af en krig eller lignende – hvis det gjaldt Bornholm frem for Bakhmut? 

I sådan en situation, hvor selve Danmarks eksistens stod for skud, kunne vi roligt gå ud fra en markant højredrejning af samfundet. Selvfølgelig ville forsvarsbevillingerne skyde i vejret, hjemmeværnet blive populært og NATO-medlemskab en given ting for enhver (der er vi næsten allerede nu). 

Men der ville også ske andre ting. Familiens værdi ville blive styrket, ved udsigten til at staten ikke længere kan løse folks problemer. Dansk kultur ville forekomme vigtigere ved udsigten til at leve i et nysovjetisk imperium, og man ville ikke mistænkes som højreorienteret for at indse dette. 

Der ville være bred forståelse af, at kvinder nok ikke vil forsvare landet lige så godt som mænd, og Kvinfo ville næppe protestere, for Kvinfo er byttet for et par nye kampvogne, hvilket vil være en dobbelt borgerlig triumf. 

Vi ville næppe rykke så meget til højre økonomisk, siden krigstid rimer dårligt på skattelettelser. Men der ville træffes andre beslutninger, som liberalister bifalder. Vi ville nok uddanne nogle færre kunsthistorikere og journalister og nogle flere personer, der kan genopbygge byer efter krigen. Det ville nok heller ikke være en tid til flere og større overførselsindkomster. 

Under alle omstændigheder må den venstreorienterede anerkende, at enhver rykker til højre, når situationen er til det. Hvilket ikke er en svær anerkendelse, medmindre vedkommende også vil fastholde, at indvandring er problemfrit, og at militærets størrelse ikke skal relatere sig til truslen mod landets sikkerhed. 

(Jo, de mennesker findes stadig, som vil påstå de ting, men så kan du måske også finde en anden date.) 

Det mener jeg med røgalarm

“Russerne er jo netop ikke gået i land, og det gør de næppe lige foreløbig,” protesterer den tænksomme venstreorienterede. Yes, det er vi helt enige om. 

Det, som adskiller os, er vores holdning til, hvor tæt vi er på det ulyksalige scenario. Som ikke behøver at være en krig, men kan være et dannelsestab på videregående uddannelser eller en situation, hvor bydele i Danmark ikke længere er tilstrækkeligt danske. 

Nu kan vi binde enderne sammen. Vi så tidligere, hvordan vi nemt – på begge sider – falder ned i den forbandede fælde, hvor vi karikerer hinandens synspunkter. 

Det er kontraproduktivt, ikke kun i datinglivet, men for hele samfundsdebatten. Hvis jeg ser dit idealsamfund som naivt, og du ser mit som ondskabsfuldt, så er det klart, vi ikke kommer nogen vegne. Det er abstrakte moralske domme, som er umulige at diskutere. 

Hvis vi derimod kan skifte perspektiv til, hvor store problemerne er lige nu, så har vi faktisk noget at diskutere ud fra. Eller bare forstå hinandens synspunkter ud fra. Her vil det forhåbentlig gå op for modparten – eller begge parter – at der heldigvis er begrænset forskel på danskere, relativt til de modsætninger, der findes i mange andre lande. Flere relaterede tips her. 

Som sagt: Din højreorienterede ven er en følsom røgalarm. Det vil sige, at han lugter røgen før alle andre, som i 80’erne, hvor højrefløjen var de første til at se indvandringens konsekvenser, og de fleste andre reducerede det til fremmedfjendskhed. Du må give ham ret i, at det er hensigtsmæssigt at kunne lugte røgen tidligt – hvis der er en ild. 

Andre gange er han mere tilbøjelig til at give falsk alarm, som ligeledes i 80’erne, hvor højrefløjen var imod registrerede partnerskaber, der ville ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle ægtefæller. I dag kan snart enhver borgerlig anerkende, at registreret partnerskab ikke var en trussel mod kernefamilien, og at det var helt skævt at modsætte sig. 

Den Mørke side

Et sidste spørgsmål resterer: Hvorfor forekommer dette problem for Ravnebergs venner og ikke mig, der har været på flere dates med unge københavnske kvinder end de fleste? Jeg er fristet til at påstå, at min lækkerhed overskygger den politiske problematik, men jeg må ikke vildlede den ærede læser med egen ønsketænkning. 

Det skyldes snarere, at de fleste, der ikke kender mig, umiddelbart vil gætte på, at jeg politisk set er en fredsommelig, semi-idealistisk-skønt-pragmatisk, nedspillet-hippie-SF-agtig type. Jeg kender ikke Ravnebergs venner, men jeg gætter på, at dette i mindre grad gælder for dem. 

Med den vinkel kan vi også forklare, hvad der tidligere har undret mig, at mænd som Joachim B. Olsen og Brian Mørk kan få hug fra venstreorienterede kredse for at sige ting, som i sig selv ikke er særlig kontroversielle. 

Forklaringen er, at de er mere macho end undertegnede; de er bogstavelig talt større mænd. Mere præcist: Fordi de ligner nogen, som kunne castes til en film som en kapitalistisk, patriarkalsk og gennemført ond superskurk – og reaktionerne følger med. 

Så hvis du vil forstå din højreorienterede ven, date, fætter eller whatever, skal du måske stille dig selv spørgsmålet: Ville hans holdninger eller udtalelser forekomme mig lige så forfærdelige, hvis præcis det samme var sagt af nogen, jeg følte mig mere sympatisk indstillet over for? 

Vi andre er for god ordens skyld ikke immune over for disse skavanker. Selvom forståelsen er sværere fra venstre mod højre end omvendt, er de fleste af disse pointer selvfølgelig aktuelle begge veje og mange andre steder end datinglivet. 

Men lige netop dér har jeg et sidste budskab, som kan tages i anvendelse, hvis alt det ovenstående er for uoverskueligt: Så lad dog være med at diskutere så meget politik på de dates! Det er sgu da ret uerotisk, uanset om man er enig eller ej? Hey sveske, skal vi ikke se, om der er noget andet og sjovere, vi kan bruge hinanden til? Okay, formuleringen skal lige tilpasses situationen, men pointen er reel nok.

Held og lykke derude til alle parter.