“Det er den største shitstorm, jeg nogensinde har været i. Men det er langtfra min første shitstorm,” fortæller komiker, manuskriptforfatter og podcaster Brian Mørk til vært, redaktør Mikkel Anderson i Interviewet på Kontrast.
Brian Mørk gæster Kontrast, efter han i juli har været i strid modvind for sine udmeldinger i forbindelse med sagen om Naser Khader og hans krænkende adfærd ifølge en række kvinder. Brian Mørk gør sig skyldig i 'victim blaiming' ifølge kritikere, når han foreslår at udstyre piger med redskaber, der kan forebygge overgreb:
“Det første tweet læser mange af dem, som om at jeg synes, at det er kvindernes eget valg, at de bliver voldtaget. Det er det, der gør dem rasende. Det ville også gøre mig rasende, hvis det var det, som var ment,” siger Brian Mørk.
De voldsomme reaktioner er faldet på flere sociale medier som Facebook og Instagram, men især på Twitter, som er noget for sig. Her var der en overgang mere aktivitet omkring Brian Mørk og hans udmeldinger end om det stadig igangværende EM i fodbold. Ifølge Mørk har det ikke hjulpet stort at understrege, at han naturligvis placerer ansvaret for et overgreb hos den, der begår overgrebet.
“Jeg tror, især hvis du har det inde på livet, måske har oplevet det selv, kan du læse det ene tweet eller facebookopslag og tænke: 'Hvad fanden bilder han sig ind?’ Men det blev jo meget hurtigt til, at selv om de her kritikere fik forklaret, hvad det egentlig var, jeg mente, betød det ingenting. (...) Det formilder ikke deres raseri på nogen tænkelig måde,” siger Brian Mørk.
Ifølge Brian Mørk er der ikke stor forskel på hans budskab, og hvad man hørte fra tv-vært Sofie Linde i 2020. Men der er en helt anden tilgang til hans udmeldinger end hendes. Hvordan er Brian Mørk blevet et billede på den onde side?
“Der er ret mange mennesker inde på Twitter og Facebook, der ligger parat og holder øje med, hvad jeg skriver. Så når jeg har skrevet en ting, som kan angribes, går der et kald ud til allierede om, at jeg skal angribes. (...) Der er en lille hardcore kerne af mennesker, som starter det her,” siger Brian Mørk og refererer til lækket materiale.
Det er nu ikke kun kritikere, som gerne ser Brian Mørk lægge sig ned og undskylde. Også kammerater og kolleger har opfordret til det for hans eget bedste. Fordi det har sin pris at blive en forhadt mand på Twitter, og det er ikke kun en kamp mod folks holdninger, men også folks indtægtsgrundlag.
Hvordan er det at blive castet som et dumt svin, hvad er meningen set fra den anden side, og hvorfor siger Brian Mørk ikke bare undskyld? Hør nærmere om det i Interviewet på Kontrast.