Kan 44% af de stemmeberettigede ved en folkeafstemning betegnes som “et bredt flertal af danskerne”? Det synes forligspartierne bag forsvarsforliget at mene er gældende for valgresultatet ved afstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.
Jeg har tidligere på Kontrast sat spørgsmålstegn netop ved fortolkningen af dette valgresultat, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis afstemningen var faldet ud med det modsatte resultat, men med samme stemmetal, så ville vi hurtigt være blevet sendt til en ny afstemning. EU-tilhængerne vakler som nævnt aldrig på deres vej mod målet.
Som en af dem, der stemte nej til afskaffelsen, forventer jeg derfor, at samtlige nej-partier slår fra sig og forvalter mit nej. Vi kunne heller ikke forestille os, at danskerne i Sydslesvig var blevet ladt i stikken, efter at afstemningen i zone 2 gik dem imod.
Imidlertid er alle de borgerlige nej-partier gået med i forsvarsforliget, og umiddelbart er det forståeligt, for de er forsvarsvenlige, ligesom deres vælgere er. Deres vælgere ønsker bare et dansk territorialforsvar, ikke et forsvar, som er en del af unionens forsvar. Men det er dét, vi nu får, og det får selvfølgelig konsekvenser for de fremtidige indkøb.
Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har kysset EU’s herskerring; de går nu helhjertet ind for dansk integration i EU’s sikkerheds- og forsvarssamarbejde, og med vanlig dansk storhedsvanvid vil de endda være med til at styrke samarbejdet mellem NATO og EU. Man skulle ellers mene, at der var nok at gøre med at rette op på nedslidte og uhumske kaserner og manglende materiel, men nu banker hjerterne altså for noget større end andedammen.
Dansk Folkepartis forsvarsordfører kaldte forligets sprogdragt for EU-lyrik, som man ikke skulle lægge for meget i. Men Martin Luthers ord om, at “hvor dit hjerte er, der er din gud” er sande, også når det gælder EU. Partierne bag forsvarsforliget har med andre ord lagt forsvarsmilliarderne på EU’s alter, og det er også tydeligt, hvad der kommer til at ske med dem.
Således kan man i forsvarsforligets tekst læse følgende:
“I en sikkerhedspolitisk situation med stadig større ustabilitet er det afgørende, at Forsvaret fortsat bidrager til freds- og stabiliseringsindsatser i Europas nærområde, herunder gennem EU’s militære missioner og operationer. Det kan være på Vestbalkan, i Nordafrika og Sahel eller andre af EU’s nærområder. Dialog og udvikling af ligeværdige partnerskaber med afrikanske lande, Den Afrikanske Union og de regionale organisationer vil samtidig være vigtig. Partierne er enige om, at Danmark også skal kunne bidrage til EU’s kommende reaktionskapacitet samt EU’s kampgrupper. (…) Partierne er dertil enige om at tilvejebringe det lovgivningsmæssige grundlag, der måtte vise sig nødvendigt for at understøtte fuldt engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Det vil sige, at partierne vil støtte mandater og aktstykker til Europaudvalget og Finansudvalget, der har til hensigt fuldt ud at engagere Danmark heri.”
Efter dette knæfald fra DD, DF og NB noterer aftalepartierne sig, at “at det er Folketinget, der afgør, om danske soldater skal sendes ud på en mission jf. grundlovens paragraf 19”. Det må have være svært for ja-partierne at holde masken, til døren var lukket efter forhandlerne fra nej-partierne; man lovede jo højt og helligt under valgkampen, at danske Jenser ikke ville blive sendt ud på befaling fra Unionen. Det kunne man også sagtens, for der har i årevis været stort flertal for alt, hvad Unionen ønsker og dikterer.
Så både ja- og nej-partier vidste, at danske soldater efter et ja til afskaffelse af forbeholdet vil blive udsendt i kamp for unionens interesser og måske endda ende i EU’s kampgrupper. Der er bare den lille hage ved det, at det ikke er sikkert, at unionens interesser er Danmarks interesser; Europas nærområder ligger betænkeligt langt væk fra Danmark, og konflikterne i dem er betænkeligt betændte.
Men da man har blandet blod på at gå helhjertet ind for dansk integration i EU’s sikkerheds- og forsvarssamarbejde, så gætter jeg på, at alle forligspartier vil mene, at unionens og Danmarks interesser fremover vil være 1 til 1, og at Danmarks grænser sagtens kan ligge i fjerne lande. Danske Jenser, hvis hjerte banker for Danmark, bør derfor udelukkende engagere sig i Hjemmeværnet. Det er vel stadig tænkt som et forsvar for Danmark.
“Aldrig mere en 9. april” hed det engang, da man gik helhjertet ind for Danmarks selvstændighed. Få havde vel forestillet sig, at danske EU-modstandere og -kritikere skulle arbejde aktivt for at opløse Danmark som selvstændigt land, og at forsvaret skulle blive en del af de bestræbelser.
