Analyse

It’s the tryghed, stupid

Dagsordenerne kommer og går i dansk politik, men det store tema er næsten altid det samme: Tryghed for den almindelige dansker. For tiden bevæger det borgerlige Danmark sig længere væk fra at kunne levere lige netop det. Det er et problem.
Foto: News Øresund - Sofie Paisley, Flickr
Foto: News Øresund - Sofie Paisley, Flickr

Udgivet 06.11.20

Først en grov generalisering: Vi danskere er et tryghedselskende folk. Det er ikke noget tilfælde, at vi elsker at se Den Store Bagdyst, hvor en grynet kagecreme er højden på spændingskurven, at det næsten er en folkesport at sige nej til nyt, og at indbegrebet af den danske folkesjæl er hygge. Og som alle danskere ved, kan alverdens kanelsnegle, hjemmehæklede plaider og fyrfadslys ikke gøre en mørk og stormfuld aften hyggelig, hvis man samtidig frygter, at vinduerne blæser ind og taget ryger af.

Rigtig hygge kræver tryghed. Det samme gør danskerne af deres politikere. 

I mange år var en uundgåelig bivirkning ved centrale dele af de borgerlige partiers politik det modsatte. Forslag om alt fra at sætte huslejerne fri, egenbetaling for sondemad på hospitalet og store besparelser i det offentlige for at finansiere skattelettelser var nærmest designet til at støde store vælgergrupper fra sig. 

Det ændrede Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001. Han lovede tid til forandring. Uden at det ville løbe løbsk. Det var tid til tryghedsskabende forandring. Kontraktpolitik. Skattestop. Behandlingsgaranti. Hårdere straffe og stram udlændingepolitik. 

Velkommen i restauranten. I aften serverer vi fem retter. Tryghed, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og det virkede. Opskriften var enkel: Borgerlighed på de områder, hvor det øgede danskernes tryghed. Væk med alt det andet.

 

Mor Mette gør dig tryg

Foghs opskrift er i det store og hele overtaget af Mette Frederiksen (S), der usentimentalt har forkastet de dele af Socialdemokratiets politik, der gjorde det svært for partiet at vinde magten, fordi danskerne blev utrygge. Kynisk, men effektivt. 

For Socialdemokratiet var det først og fremmest udlændinge- og værdipolitikken, der skulle ændres. Før valget satte Mette Frederiksen selv ord på i Berlingske. Det blev sagt så firkantet, at journalisten burde have skrevet det på tastaturet med en forhammer. ”Jeg kan ikke komme i tanke om noget, hvor jeg ikke er der, hvor et flertal af vælgerne også er."

Bare rolig. Læg en følelse af je suis Arne, løfter om bedre velfærd, og at ”man skal være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtigt mange penge for at få en skattestigning” oveni, og du har vundet tryghedsfordelen i et valg, hvor den siddende regering var i total opløsning, ville nedlægge regionerne og noget med Disruptionrådet.  

 

Mor eller den skøre onkel?

Da Madame Corona vandrede fra nogle virusfyldte Jägermeister-fløjter i Ischgl til Kastrup Lufthavn valgte den socialdemokratiske regering igen trygheden. Hellere gå for langt end for kort, når det kommer til at beskytte bedstemor.

Danskerne var i overvældende grad enige. Det er de stadig. En ny undersøgelse fra PEW-viser, at 95 pct. synes, at landet har gjort det godt. Og 73 pct. synes faktisk ikke, at deres liv er markant anderledes. Om man sidder i sofaen og ser Bagedysten, fordi man har lyst, eller fordi man skal, er der åbenbart ikke den store forskel på. Man sidder der i forvejen.

I starten var den eneste opposition til regeringens forsigtige linje Lars Løkke (V), der mente, at Sverige var på rette spor, og at der var ”for lidt fokus på penge”, mens han gerådede sig ud i en diskussion om, hvor meget et menneskeliv var værd i forhold til en rundkørsel. Læg et par Instagram-opslag om 5G og Bill Gates oveni, og forskellen mellem den tidligere statsminister og Saszeline kan være svær at få øje på. 

I dag står vi midt i den anden bølge, lande i Europa lukker ned på ny, smittetallene slår rekord, og Christiansborg er ved at udvikle sig til en superspreder. Imens har en næsten samlet opposition meldt sig under Løkkes faner. 

Hvis de borgerlige partier kommunikerer tryghed, er det i hvert fald svært at få øje på. 

Venstre byder ind med et krav om flere tilskuere på stadion og et forklar-eller-fjern-princip. ”Der mangler logik”, siger Jakob Ellemann-Jensen (V), der dog af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i Debatten forleden fik forklaret logikken i, at man er nødt til at vælge noget, der skal være lukket, når ikke alt kan være åbent.  

Også Dansk Folkeparti, der ellers historisk har tryghed som sin inderste identitet og mange ældre vælgere, har meget ukarakteristisk valgt den uforsigtige sti. Kristian Thulesen Dahl (DF) har i hvert fald brugt tid på at angribe kravet om mundbind. Efter partiet i øvrigt både har krævet, at mundbind skal være gratis for de ældre og obligatoriske for somaliere.

Tryghed kigger man også forgæves efter hos Konservative, Nye Borgerlige og to tredjedele af Liberal Alliances folketingsgruppe. 

Det borgerlige Danmark satser lige nu stort på, at danskerne dels er ved at være trætte af restriktionerne, og dels at coronaen nok ikke rigtigt kommer til at bide sig fast, og Danmark slipper nådigt gennem vinteren. Indtil videre er der dog ikke meget, der tyder på, at satset giver gevinst. Lige nu bløder Venstre fx både ældre og kvindelige vælgere.  

 

Klimaet kan være en chance

Heldigvis er corona ikke både begyndelsen og enden i dansk politik. Politikerne skal fx også finde ud af, hvordan de skal nå Danmarks mål om reduktion af klimagasser på 70 pct. i 2030. 

Det kunne være en oplagt chance for at genvinde positionen som de tryghedsskabende. Den sidste del af vejen til målet er ukendt, mange forventer, at det vil kræve store omvæltninger, regeringens støttepartier forventer markante indrømmelser fra regeringen, og trods fine hensigtserklæringer er der indtil videre ikke meget, der tyder på, at den brede befolkning i virkelighedens verden er klar til at ofre det store. I denne uge måtte regeringen fx opgive at indføre to obligatoriske vegetardage i staten. Hvis gymnasielærerne og politibetjentene ikke engang vil opgive kantine-bolognesen et par dage om ugen, er det et godt bud, at den brede befolkning heller ikke vil betale mere for benzinen, højere afgifter på dagligvarerne eller risikere jobbet.  

Alligevel har Venstre og Konservative i samklang med De Radikale valgt at kræve 1.000.000 grønne biler, hvilket nok vil medføre, at fossilbiler bliver dyrere, og en ensartet CO2-afgift, som både landbrug og landdistrikter frygter. Overfor står Socialdemokratiet, der vil sikre, at det ikke rammer ”den helt almindelige danske familie, som stadigvæk har behov for en bil til at kunne transportere sig”, og i øvrigt er tilbageholdende med fuldtonet støtte til en grøn skattereform, før man har overblik over konsekvenserne. 

De borgerlige har stadig chancen for at være garanten for, at 70 pct.-målsætningen ikke betyder, at den almindelige dansker skal opleve, at hverdagen bliver hverken dyrere eller mere besværlig. Men lige nu har Socialdemokratiet – også her – formået at placere sig som det trygge valg. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter