Der er årligt omkring 30.000 nye CVR-numre i Danmark – sidste år så vi dog en nedgang, så vi var omkring de 27.000 CVR-numre. Og når jeg taler med alle iværksættere og selvstændige i Danmark, deler de alle en fælles ting: De forstår ikke, hvorfor velfærden og dagpengesystemet ekskluderer dem?
De klassiske fagforeninger fortæller, at det er muligt at være både selvstændig og få den klassiske lønmodtagersikkerhed som erhvervsdrivende. Hvilket er en løgn.
Ingen iværksættere bliver arbejdsløse, fordi omsætningen udebliver grundet inflation, energikriser eller coronalukninger af samfundet. De erhvervsdrivende får kun lønmodtagersikkerhed, hvis de lukker og slukker deres CVR-nummer – hvilket ikke giver nogen mening.
Stadig flere er dog ved at få øjnene op for, at ikke alle kan få den samme hjælp.
For mange år siden fandtes der en iværksætterydelse. Det kunne være, vi skulle indføre noget i den dur igen for at give skaberne af Danmarks fremtid mulighederne for at være kreative og skabe en rejse, som kan motivere andre til at gøre det samme!
Når jeg kigger på regeringens 300 millioner til at skabe verdens bedste iværksætterland, så har vi fået endnu et bevis på, at det kun er det elitære, de kigger på. Der er fokus på dem, som skaber store virksomheder og vil på børsen.
Danmark er bygget på ryggen af tømrere, murere og virksomheder med 1-50 ansatte. De har skabt lokalsamfund, jobs og velfærdssamfundet, som vi har i dag.
Kan vi gøre det til et krav, at bankerne skal udstede en erhvervskonto på 10 bankdage og indføre en støtte til alle, som stifter sin egen virksomhed, i en rum tid, hvis lønnen eller omsætningen måtte udeblive i en periode?
Det vil være en strategi, som vil føre Danmark op i den absolutte top over verdens bedste iværksætterlande og skabe en innovation, vi slet ikke turde drømme om. Jeg tror også, at det vil betyde, at ledige ikke vil være ledige – de vil være arbejdsgivere eller måske endda arbejdsskabere.