Danmark er et relativt fredeligt og velstående samfund, hvilket skyldes, at vi gennem mange år har haft en veldefineret og velrespekteret privat ejendomsret. Faren ved relativt rige samfund er imidlertid, at befolkningerne gradvist føler et større og mere globalt ansvar, i takt med at deres rigdom vokser. 

Følelsen af globalt ansvar manifesterer sig først og fremmest ved øget nød- og udviklingshjælp til fremmede lande. Det er vanskeligt at argumentere for, at ofre for større naturkatastrofer ikke har gavn af nødhjælp, selvom det grundet statslig inkompetence utvivlsomt er tilfældet nu og da. Til gengæld er det til overmål dokumenteret, at udviklingshjælp ikke har nogen gavnlig effekt på modtagerlandene, og at denne ofte i stedet resulterer i korruption, spild og udskydelsen af nødvendige reformer.

Der, hvor følelsen af globalt ansvar dog har den største skadelige effekt, er, hvor staten bliver aktivistisk i sin udenrigspolitik, og hvor beslutningstagerne pludselig ønsker at blande sig i andre staters interne forhold, opnå regimeændringer, understøtte upopulære regimer eller direkte føre krige mod statslige eller halv-statslige aktører. 

Problemet er, at staten ikke er ret god til noget som helst. Den kan ikke bringe breve ud, drive jernbaner, give folk et arbejde eller udvikle IT-systemer – ligegyldigt hvor mange af skatteborgernes penge der afsættes til formålet.

Lige så vel som at staten har meget vanskeligt ved at afhjælpe problemer i sin egen geografiske jurisdiktion, har den om muligt endnu større problemer ved at gøre det i andre staters jurisdiktion. Oftest er årsagen, at de embedsmænd, politikere, soldater og politi, som skal udføre opgaverne, har vanskeligt ved at sætte sig ind i situationen og mentaliteten i det land, der skal interveneres i. De gode hensigter fører derfor næsten uvægerligt et dårligt udkomme med sig.

Tvivlsomme interventioner

Hvis vi fokuserer på den mest skadelige intervention, nemlig krigsføring, må man sige, at Danmarks historik ikke er videre imponerende. Af en eller anden årsag har skiftende danske regeringer anset det som særligt fint, at man aldrig sagde takkede nej til at deltage i militære interventioner foranstaltet af amerikanske regeringer.

At Danmark skulle deltage i den første golfkrig (1991) var ikke på nogen måde indlysende. Iraks invasion af Kuwait havde intet at gøre med Danmark overhovedet, og det betød heller intet for vores forpligtelser som NATO-land. Saddam Hussein var tidligere USA’s allierede i krigen mod Iran, og den amerikansk ledede intervention kom derfor tilsyneladende som en overraskelse for ham. De efterfølgende sanktioner af Irak medførte en forarmelse af landet og en stigning i spædbørnsdødeligheden (selvom størrelsen af sidstnævnte er omstridt).

Det første større militære engagement, Danmark har deltaget i de sidste årtier, var krigen i Eksjugoslavien (Kroatien i 1992 og Serbien/Kosovo i 1999), hvor der nok i dag er fred, men hvor resultatet også har været et opsplittet og dysfunktionelt Bosnien-Herzegovina samt et Kosovo styret af radikale islamister og krigsforbrydere.

Danmarks engagement i Afghanistan siden 2001 har været en fuldkommen fiasko. De danske soldater har sikkert gjort det bedre end gennemsnittet, men slutresultatet kan på ingen måde siges at være en succes. Trump-administrationen er efter 20 års vestlig militær tilstedeværelse ved at trække de sidste tropper ud af landet efter fredsforhandlinger med Taleban. Store dele af landet er nærmest mere usikkert end nogensinde, og USA, kapitalisme og vestlige værdier hades nu mere end nogensinde af store dele af befolkningen. Det store spørgsmål er, om det nu er Taleban eller Islamisk Stat, der overtager styret.  

Danmarks deltagelse i den anden golfkrig i 2002 var totalt ubegrundet. Fra starten stod det klart, at påstandene om masseødelæggelsesvåben var yderst tvivlsomme, og det havde under alle omstændigheder intet med Danmark at gøre. Indsatsen havde katastrofale følger for landet, fordi det brutale, men relativt sekulære Baath-parti blev detroniseret, og den sunni-muslimske regeringshær blev opløst og/eller interneret i lejre, hvor fremtidens Islamisk Stats ledere i mange tilfælde mødtes og blev radikaliseret. Den anden golfkrig såede kimen til Islamisk Stat, og Irak blev kastet ud i en omfattende og langvarig borgerkrig – en borgerkrig, som nu kun kører på lavt blus, fordi det iranske shiamuslimske regime reelt dikterer, hvad der foregår i landet. At Irak faktisk var blandt de rigeste lande i verden i 1950’erne ses ikke i dag, hvor levestandarden er i bund, og korruptionen er i top.

Forsvar Europas ydre grænser

Af en eller anden årsag fandt Hillary Clinton i 2011 på, at NATO skulle bruges til at vælte landets diktator, Gaddafi. Libyen og Gaddafi havde på det tidspunkt intet med Danmark at gøre – ud over at Gaddafi faktisk hjalp til med (mod betaling) at holde migranter fra at søge mod Europa. Da Gaddafi blev væltet efter NATO's bombekampagne, fik islamisterne frit spil, og Islamisk Stat findes nu også i Libyen, ligesom emigranter i udpræget grad bruger libyske havne til at sejle til Europa.

Men hvad bør egentlig være visionen for dansk udenrigspolitik? I det omfang, man overhovedet bør have styrker, som render rundt uden for landets grænser, bør disse være engageret i aktiviteter, som realistisk og reelt vil styrke danske interesser eller udføre de forpligtelser, som vi via NATO (og også EU) har.

På nuværende tidspunkt ser jeg egentlig ikke mange relevante problemstillinger for danske soldater. Forsvaret af Europas ydre grænser er dog en oplagt kandidat. Migration over Middelhavet og Ægæerhavet er aktuelle, idet selve Schengen-samarbejdet bygger på idéen om, at der ikke bør være indre grænser, fordi de ydre skulle tage sig af de problemer, som indre grænsekontrol i gamle dage skulle håndtere. 

En anden mulig kandidat er problemet med Tyrkiet, som systematisk krænker græske territorialvande og luftrum samt åbent flirter med muligheden for at indtage græske øer. Tyrkiet krænker desuden cypriotisk territorium og hindrer olieefterforskning i dette. Den nylige azeriske invasion af Nagorno-Karabakh havde heller ikke været mulig uden tyrkisk støtte og initiativ. Hvis beslutningstagere i de europæiske lande derfor ikke er påpasselige, vil Tyrkiets stormagtsdrømme og aggression kunne komme til at udgøre en alvorlig udfordring for det europæiske samarbejde. 

Udenrigspolitikken skal derfor gentænkes med realistiske briller. Denne gentænkning skal tage højde for, at den nuværende udenrigspolitik, hvor man slavisk følger amerikanernes mindste vink, har været alt for dyr i menneskeliv og penge, og at resultaterne har været yderst tvivlsomme.