Bør vi egentlig ikke gøre alle landshold lidt mere mangfoldige? Ville det ikke være meget ”2023”, hvis vi krævede mere diversitet på alle landshold? Flere sorte på cykellandsholdene? Flere med læbeganespalte på svømmelandsholdene? Og naturligvis flere tykke på fodboldlandsholdene.
Der er nu igen opstået en debat om, hvorvidt det er i orden, at man vejer unge sportsudøvere i kølvandet på en dokumentar om de danske fodboldlandshold for kvinder. Det er næsten ikke til at skære sig igennem den ”doublespeak”, der præger den diskussion. Og det er virkelig ikke til at skære sig igennem den jammer, der leveres af de politisk korrekte i disse debatter.
Senest har jeg læst, at Spillerforeningen siger, at det skal være helt og aldeles slut med vejninger i fodbold. Kan vi komme længere ud ad den håbløse tangent, hvor alle bøjer sig i støvet, lige så snart der er risiko for lidt kritik på de sociale medier? Det er uforståeligt, at den woke dagsorden nu har inficeret sportsverdenen, i en grad så selv fagligt kompetente aktører, der naturligvis ved bedre, begynder at påstå, at det intet betyder, hvad man vejer.
Naturligvis betyder din vægt noget i elitesport! Og naturligvis betyder din vægt – og hvordan din vægt er sat sammen – noget i næsten alle sportsgrene. Også fodbold og håndbold og så videre. Det er ganske enkelt vanvid at påstå noget andet. Og du kan nu engang ikke vide, hvad din vægt er, hvis du ikke bliver vejet.
Jeg har selv haft glæden af at være helt hæderlig til at spille håndbold, da jeg var barn og ung. Jeg deltog i Dansk Håndbold Forbunds talenttræning i perioder. Jeg nåede endda at spille en smule på et udvalgt ungdomslandshold. Når jeg var til træning i det regi, så blev vi naturligvis vejet. Vi skulle dog ikke vejes, fordi vi skulle veje mindre. Vi skulle vejes, fordi vi ikke måtte tabe os under samlingerne.
Nej, vejningerne var ikke ”offentlige”, og nej, jeg blev ikke chikaneret af mine talenttrænere eller ungdomslandstrænere. De forklarede bare stille og roligt, hvorfor det betød noget, hvis jeg ønskede at blive bedre til håndbold. Jeg blev ikke skidt behandlet. Det var voksne mennesker, der turde sige den indlysende sandhed: Det betyder noget, hvad du spiser. Det betyder noget, hvordan du træner. Det betyder noget, hvad du vejer.
Hvis man ikke ønsker at være en del af det miljø – ja, så kan man lade være. Det står enhver frit for. Men man kan nu engang ikke sige, at fordi der er nogle, der ikke bryder sig om at blive vejet, så er der ingen, der må vejes. Man kan nu engang ikke sige, at fordi der er nogle, der ikke gider at træne meget, så må ingen træne meget. Man kan nu engang ikke sige, at fordi nogle gerne vil spise meget, så skal alle spise meget.
Og man kan i hvert fald ikke sige, at man kan spise lige så meget og træne lige så lidt, som man har lyst og alligevel blive udtaget til landshold. Det er jo latterligt. Der er noget, der gælder for gamle fru Jensen foran Vild med Dans, og der er noget andet, der gælder for en ung og ambitiøs idrætsudøver.
Selvfølgelig skal trænere behandle idrætsudøvere ordentligt. Selvfølgelig skal vi tage det meget alvorligt, hvis der er nogen, der får det dårligt af den behandling, de får. Selvfølgelig skal man hele tiden skrue på, hvordan man gør det bedst. Og det er da ikke sikkert, at vejningerne behøver at være fælles og offentlige. Den drøftelse er helt sikkert relevant og værd at tage.
Men det er idioti at sige, at en uddannet og fagligt kompetent træner ikke må sige til en ambitiøs idrætsudøver, hvad der skal til for at blive endnu bedre. Det er direkte dumt at påstå, at din vægt intet betyder for dine chancer for at blive dygtigere. Og det er endda direkte farligt at afskaffe vejning i de situationer, hvor det reelt handler om at sørge for at sikre, at de unge talenter drikker og spiser nok, i forhold til hvor hårdt de træner.
Det har 100 procent sikkert formet mig positivt som menneske, at jeg fik lov til at forsøge at blive den bedste håndboldspiller, jeg kunne blive. Jeg har for længst erkendt, at jeg aldrig ville være blevet den bedste, men det har stadig givet mig så mange gode oplevelser, erfaringer og læring med mig videre i livet. Jeg beder bare om, at vi ikke snyder andre unge mennesker for den fantastiske rejse.
Vi får i hvert aldrig nogensinde guld i noget, hverken sport eller andet, hvis vi lyver for os selv. Hvis vi påstår, at vægt intet betyder for dine evner ud i sport – og hvis vi helt generelt begynder at påstå, at indlysende betydningsfulde faktorer intet betyder for præstationer – bare fordi vi er bange for den altid ømskindede hob af wokister.
Lad nu ikke den politiske korrekthed og wokeisme ødelægge elitesport. Vi skal ikke have et vist antal sorte eller tykke eller folk med ganespalter på landsholdene. Vi skal have de bedste på landsholdene. Og det får man kun, hvis man tager alle relevante faktorer med. Inklusive vægt.
