I februar i år spurgte formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, statsminister Mette Frederiksen i folketingssalen, om hun er principielt enig i, at det gode børneliv ikke kun handler om antallet af pædagoger i daginstitutionerne, men om muligheden for at få tid med mor og far. Dermed pegede han på noget vigtigt, som er druknet i debatten om minimumsnormeringer: At et tiltag, der skal sikre flere pædagoger, ikke er familiepolitik, fordi familiepolitik handler om forældres og børns mulighed for at være sammen i hverdagen.
Han spurgte også, om hun ville være med til at arbejde for, at det skattefinansierede tilskud til børnepasning kan følge barnet hjem i familien, hvis den ene af forældrene selv vil passe barnet. Det ville Mette Frederiksen forudsigeligt nok ikke. Hendes svar var i overensstemmelse med andre politikere i centrum-venstres svar på lignende spørgsmål de sidste mange år: At folk da godt kan vælge at gå hjemme, men at hun ikke vil finansiere det. En interessant vinkel, der fortjener nærmere belysning. For hvis penge er det egentlig, hun ikke vil bruge på det?
I min nyligt udkomne bog, Moderland, foreslår jeg nogenlunde det samme som Alex Vanopslagh, nemlig en klippekortsordning for tilskuddet frem til skolestart, så forældrene selv kan vælge. Idéen har floreret i hvert fald siden engang i 1980’erne, hvor forældre fik øje på, at meget store beløb gik deres næse forbi, hvis de ikke ønskede at benytte daginstitutionerne, og at det derfor var ensbetydende med uforholdsmæssigt store økonomiske afsavn at vælge at holde børnene hjemme.
Denne indirekte regulering, hvor man via et meget højt skattetryk inddrager de penge, som en familie ellers kunne bruge til at klare sig igennem en periode med kun én indtægt i husstanden, og derefter nægter at give dem tilbage til familierne, med mindre de benytter statens foretrukne pasningsform, er blevet løbende kritiseret i årtier. Den debat er bare meget svær at komme til bunds i, så længe den foregår på den underliggende præmis om, at det afgørende spørgsmål om skattetrykket - og dermed familiernes økonomiske råderum - ikke er til diskussion. Dermed er langt de fleste henvist til at benytte den fælles børnepasning af økonomisk nød eller, som Alex Vanopslagh, jeg og andre gennem tiden har gjort det, at stille op i køen af mennesker med en sag, der ønsker et tilskud fra staten.
Den kø er meget lang i et samfund, hvor man, uanset hvilken sag man har, er tvunget til at slå på, hvor synd det er for en selv og gerne for børnene, hvis politikerne skal lette på låget til den store pengekasse. Desværre bliver det både lidt uværdigt og vanskeligt at samle bred opbakning til, at det skulle være særligt synd for os, der er forældre til almindelige, velfungerende børn og har normale ressourcer - og hvis eneste problem er, at vi ikke kan holde ud at institutionalisere dem fuldtids, fra de er i gennemsnit 10 måneder gamle. Det bliver betragtet som et luksusproblem, som velfærdssamfundet ikke kan bruge penge på at løse. Når man oven i det lægger det næsten hellige hensyn til ”ligestillingen” eller måske rettere den statslige strategi for ensretning af kønnene, så er sagen stort set tabt på forhånd.
Staten ejer ikke vores børn
Debatten om børnepasning handler i virkeligheden om grænserne mellem det individuelle og det kollektive. Den danske model bevæger sig meget langt ind i det individuelle og private, når den har som forudsætning, at børn helt ned til kravlestadiet skal institutionaliseres på fuld tid. Denne statsliggørelse af noget så privat som familielivet gennemtvinges med økonomisk regulering gennem indkomstskatten. Derfor er skattetrykket alle tings moder i denne debat, og det, som vi i virkeligheden burde tale om. Selvfølgelig sammen med spørgsmålet om, hvor stor den offentlige sektor skal være, og hvilke livsområder den skal bemægtige sig. Vi borgere har mistet indflydelse på vores eget liv, herunder familielivet, til gengæld for en velfærdsstat, der lover guld og grønne skove, men som alt for ofte ikke kan indfri forventningerne til kernevelfærden.
Det er lidt af en tikkende bombe, men så længe vi ikke kan få politikerne i tale om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at have så stort et offentligt system til gengæld for vores frihed til blandt andet at påtage os fuldtidsansvaret for vores egne børn, så vil mange politikersvar lyde som Mette Frederiksens. Hverken politikere eller embedsmænd er givetvis interesseret i et mindre budget og dermed et mindre revir, men det har en høj pris for nogle borgere, når staten presser os til at institutionalisere vores børn på fuld tid, fra de er ganske små. Jeg vil desuden hævde, at det er synd for børnene, men jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at slå på denne ret private betragtning for at få råd til at vælge det, jeg selv tror på for mine egne børn. Desværre er det nødvendigt i et samfund, hvor den dominerende tankegang er den grundlæggende kollektivistiske idé om, at de er ”vores fælles børn”. Staten ejer ikke vores børn, selvom det af og til føles sådan i Danmark.
