En ny rapport fra Human Rights Watch på 236 sider slår nu endegyldigt fast, at Hamas og relaterede terrorgrupper fra Gaza, begik forbrydelser imod menneskeheden d. 7 oktober 2023.
Forbrydelser mod menneskeheden er under Rom-statutten, som udfærdiget af Den Internationale Domstol, karakteriseret ved systematiske angreb på en civilbefolkning i form af mord, udryddelse, tilfangetagelse i strid med international ret, voldtægt og seksuel vold samt forfølgelse på baggrund race, etnicitet, nationalitet eller religion.
Human Rights Watch har fundet, at Hamas og relaterede terrorgrupper fra Gaza begik forbrydelser imod menneskeheden i form af mord og ulovlig tilfangetagelse. De anbefaler yderligere undersøgelser af forbrydelser imod menneskeheden i forholdene vedrørende udryddelse, voldtægt og seksuel vold samt forfølgelse.
Derfor kastes der forsat tvivl om anklagerne om voldtægt og seksuel vold mod kvinder d. 7 oktober. En FN-rapport fra marts måned i år slog ellers fast, at det var plausibelt, at der var foregået voldtægt og seksuel vold mod kvinder d. 7 oktober.
I april måned udkom så en ny dokumentar med titlen Screams Before Silence på Youtube.
Dokumentaren er instrueret af Anat Stalinsky og produceret af Kastina Communications Production. Forfatter, feminist, filantrop og tidligere COO af META Sheryl Sandberg leder os igennem filmen som undersøgende interviewer.
Der bringes vidneudsagn fra mange forskellige kilder, der alle overværede voldtægter og drab på kvinder d. 7 Oktober 2023, eller selv blev bortført som gidsler til Gaza, hvor de enten blev voldtaget eller forulempet på forskellig vis.
Derudover bringes vidneudsagn fra ambulanceførere og andre, der ankom som nogen af de første til at opleve de grufulde scenarier ved Nova musikfestivalen, der tidligt om morgenen d. 7. oktober blev stormet af terrorister.
Filmen har en varighed på en time, men sætter et varigt præg på beskueren. Den er således ikke for sarte sjæle og derfor undlades det også her at bringe de mest forfærdende beskrivelser derfra.
Skrigene begynder
Titlen på filmen kommer fra den unge kvinde Tali Binners historie, da hun under terrorangrebet på Nova musikfestivalen måtte gemme sig for terroristerne sammen med sine venner i en trailer i henved syv timer før de blev reddet.
Skrigene begyndte efter en times tid, fortæller Tali. En kvinde skriger desperat om hjælp og beder nogen om at stoppe, kan hun høre.
Tali er ikke i tvivl om, at det lyder som en kvinde der bliver misbrugt, fordi ingen kvinde ville skrige så højt i så lang tid, hvis det ikke var fordi nogen gjorde noget seksuelt ved hende.
Hun beretter om at høre mange forskellige kvindestemmer, der alle skriger på hjælp. Ikke alle skrigene er ord, men ofte blot lyde. Alle skrigene stopper dog brat med lyden af et pistolskud og så er der stilhed, fortæller hun.
Imens ligger hun i den samme ubevægelige stilling af frygt for, at det hun hører kan blive hende selv. Hvad er værst, tænker hun, at blive bortført, voldtaget eller skudt.
Da hun endelig slipper ud af traileren efter syv timer er der lig over det hele. Trøjer og bukser var revet af kvinderne og pigerne og de lå med spredte ben, beretter hun. Kroppene var misbrugte.
Ondskabens uforklarlige væsen
Screams Before Silence er, som sagt, ikke for sarte sjæle.
Men det har dog længe undret mig, at progressive stemmer, som f.eks. kvindeorganisationer, ikke har talt højere om de absolutte grusomheder som overgik kvinder d. 7 oktober. Hvorimod debatten længe pågik, og retteligen så, vedrørende DRs dokumentar om sexisme i musikbranchen.
Men i Screams Before Silence er det ikke kun sexisme i sin værste potens vi har med at gøre. Det er ondskab på et så grusomt niveau, at det ikke er til at forstå.
Og det er måske her forklaringen ligger, i ondskabens ellers uforklarlige væsen.
I stedet for at forstå ondskabens væsen ved d. 7. oktober, så grupperes alle palæstinensere, terrorister og civile, som ofre, fordi så er der en forklaring på ondskaben.
Men modvilligheden ved ikke at se ondskaben i øjenene bliver en naiv og simplificeret tilgang til verden. Her optræder ondskab kun i form af et narrativ, der let kan bortforklares med andre termer.
Så hedder det sig lige pludselig fra progressive stemmer, at de sadistiske psykopater der udøvede massedrab og voldtægter d. 7 oktober, gjorde det som følge af undertrykkelse. Og så er det lige pludselig ikke ondskab de udøvede, men modstand, må man forstå.
Ondskaben kan sidde i hvert et menneske
Problemet med denne simplificering af verden bliver dog, at man aldrig lærer at se ondskaben i øjnene og forstå, at man selv, som menneske, besidder ondskab. At der er en skyggeside i ethvert menneske, der er i stand til at begå selv den værste ondskab, fordi man er menneske.
Det kræver mod at se sig selv i øjnene og indse det. Og det er dette mod som mange mennesker mangler i forståelsen af, ikke kun konflikten i Mellemøsten, men af ondskab som en konstant tilstedeværelse i verdenen.
Jeg opfordrer derfor alle til, at se Screams Before Silence. At se filmen er en moralsk øvelse i at forsøge at forstå, at der er ukontrollabel ondskab tilstede i verden, som kan manifestere sig i den absolut værste form man overhovedet kan forestille sig.
Kvinderne som denne ondskab overgik kan ikke længere tale for sig selv. De blev gjort tavse og derfor er det vigtigt, at vi andre vil være deres vidne og fortælles deres historie.
For kun således kan vi forstå ondskaben og bekæmpe den.
Dokumentaren Screams Before Silence havde premiere d. 26. april 2024. Den har en varighed på 60 minutter og kan ses gratis på YouTube: https://www.screamsbeforesilence.com
Kilder:
(s. 235 af rapporten) https://www.hrw.org/sites/default/files/media_2024/07/israel_palestine0724web_2.pdf
https://www.hrw.org/news/2024/07/17/october-7-crimes-against-humanity-war-crimes-hamas-led-groups
https://press.un.org/en/2024/sc15621.doc.htm
www.screamsbeforesilence.com https://www.youtube.com/watch?v=zAr9oGSXgak