Da Mette Reissmann, erhvervsjurist m.m., i sidste uge som den første erklærede sig for socialdemokratisk overborgmesterkandidat i København ved næste års kommunalvalg, skulle hun som noget af det første slå tolv kors for sig i Politiken over for spådomme om, at København ville blive mere ”højredrejet” under hende end under den detroniserede Frank Jensen. Det er svært at forestille sig, men hvorfor skulle det ligefrem per definition være et problem?

Et par dage forinden var det debattøren Nikita Klæstrup, der i Weekendavisen med nærmest Carsten Jensen’sk store armbevægelser proklamerede, at ”der er intet, borgerlige hader mere end et offer.” Intet overhovedet, og kun borgerlige?

Nå, men pudlens kerne er jo først og fremmest dette forunderlige behov for at definere skræmmebilleder og udgrænse dem i grupper. Ikke mindst noget højreorienteret og/eller borgerligt. 

Men hvor kommer den fra, denne efterhånden mildt sagt tyndslidte højre/venstre-modstilling? Den er såmænd både væsentligt ældre og oprindeligt også lidt anderledes turneret, end man måske umiddelbart skulle tro.

For hvis nogle franskmænd for 231 år siden havde valgt at sætte sig på en anden måde, var verden måske ikke ligefrem kommet til at se anderledes ud. Men vi kunne i hvert fald højst sandsynligt være kommet til at tale om verden og med hinanden på en ganske anderledes måde – og kan i øvrigt også sagtens og forhåbentligt nå det endnu. 

Det var nemlig i den nydannede franske nationalforsamling, man i revolutionsåret 1789 fandt på at placere sig i overensstemmelse med loyalitet over for det stærkt vaklende kongedømme. De kongetro til højre, republikanerne til venstre, og sådan er det grundlæggende blevet opfattet lige siden. Ofte med skæbnesvangre resultater. 

Allerede få år senere var både kong Ludvig XVI, dronning Marie Antoinette og ganske mange af royalisterne blevet et hoved kortere, hvad der dog også hurtigt overgik ikke helt få republikanere. Dengang i Frankrig anno 1789 var det i øvrigt royalisterne, der valgte at placere sig separat for at lægge afstand til de vulgære borgerlige opkomlinge. Men siden er den anden fløj så sandelig kommet efter det, og opdelingen i højre og venstre har også i Danmark sat sig spor helt op til i dag, jævnfør de indledende eksempler. 

Og det uanset, at opdelingen på en rigid ”venstre godt, højre skidt”-akse (eller omvendt) ikke forklarer ret meget. Da i hvert fald slet ikke det amerikanske præsidentvalg i morgen, hvor de to store partier i endog betydelig grad har skiftet position på højre/venstre-aksen gennem historien og vel fortsat kun i meget begrænset omfang kan forstås ud fra den. 

Kunsten ikke at gå i takt

Næh, så hellere heppe på en sand autonom som den store tyske digter Hans Magnus Enzensberger, der på søndag i næste uge fylder ærværdige 91 og efter eget udsagn er fysisk ude af stand til at marchere i takt. Da han altså er født helt tilbage under Weimarrepublikken og senere har tilbragt det meste af sit meget lange liv på venstrefløjen, har han givetvis også adskillige gange haft gavn af ikke at kunne det. 

Lettere ironisk kan man endda hævde, at det gamle venstrefløjsikon netop i kraft af denne fraværende egenskab inkarnerer en af de smukkeste borgerlige dyder overhovedet. Nemlig frem for at gå i takt i den ene eller anden retning at turde bevæge sig frit ud over både skyttegraveog vognborge og rigide højre/venstre-manøvrer. 

I samme ånd ynder Enzensbergers lidt yngre kollega Wolf Biermann, der dog fylder 84 på næste tirsdag igen, i samme ånd at kalde sig unbeguem. Og ikke for ingenting er det det, traditionelle tyske restauranter stolt og aldeles uironisk averterer som gutbürgerliche Küche, altså bedsteborgerligt køkken, i så udpræget grad noget, der kræver både tid, plads, rummelighed og en smule mod. 

Det gør det jo, det der borgerlighed i allerbredeste og bedste forstand. For det er sådan set i vidt omfang det, både politisk demokrati og almindeligt frisind og megen kunst er opstået af, fortsat ernærer sig ved og helst også gerne skulle blive ved med at leve højt på.  

Ikke rigide opdelinger i os og de andre og progressivt åndshovmod over for uvasket countrymusik, men derimod viljen til både at lytte på kryds og tværs og selv sige til – og om nødvendigt sætte fødderne hårdt ned, bare ikke i takt. Enzensbergers jævnaldrende, filosoffen Jürgen Habermas, kalder det den herredømmefri samtale, og så kan den i øvrigt med fordel være nok så kontrastfyldt.