Dengang man i den vestlige verden stadig gik op i at kende sin historie, var det en evig frygt, om folkestyret en dag ville vige til fordel for en stærk mand – en Cæsar, der ville udøve magten på vegne af folket uden hensyn til love, traditioner og principper. Sådan var det nemlig gået mange gange i Antikken.

To kerneværker i denne dystre spådomstradition er tyskeren Oswald Spenglers meget tunge Aftenlandets undergang fra 1917 og den i dag ukendte franske historiker Amaury de Reincourts noget mere tilgængelige The Coming Caesars fra 1957.

Fremtidsudsigten var, at Vesten på sine ældre dage som kosmopolitisk samfund ville være blevet så komplekst og langmodigt, at magten ville være groet til i bureaukrati, særinteresser og kompromiser – og så ville folket kaste sin kærlighed på den formløse, rå magt i den handlekraftige, stærke mænd (m/k), som kunne skære igennem det politiske systems gordiske knude til lyden af folkets tordnende applaus. Cæsarismen kom ikke ridende over Rubicon på en enkelt nat, men ville ad åre snige sig ind i det politiske system.

Skriverierne er noget bedaget halløj fra en fjern fortid, men jeg synes alligevel, at der er i disse år er noget interessant i deres dystre varsler om samfund, der er kørt så meget fast i deres egen kompleksitet, at drømmene om at få nogle ledere, der ”gør noget”, for alvor vinder indpas.

Der er ingen Cæsar gemt i enhver populær politiker. Det er jo et grundvilkår i politik, at man bejler til folkets kærlighed. Derfor er det ikke nok bare at være populær, som eksempelvis SF’s Pia Olsen Dyhr eller min egen arbejdsgiver, Alex Vanopslagh, er det. De repræsenterer nogle holdninger, der ville leve videre, omend næppe lige så stærkt, uden dem. 

Nej, en Cæsar-figur overskrider de normale begrænsninger, der ligger i partipolitikkens ideologiske og organisatoriske fundament. En Cæsar spiller ikke efter reglerne, men laver sine egne.

Jeg vil mene, at vi i disse år er vidne til fremkomsten af to forskellige typer Cæsar-skikkelser, der befinder sig på hver side af tidens mest forbitrede skillelinje – den mellem elite og folk, eller hvad man nu vil kalde den med mere politisk korrekte termer. Fælles for dem er en foragt for den måde, det liberale demokrati er endt med at fungere på.

Den ene er den populistiske eller anti-teknokratiske Cæsar, som umiddelbart vil være en ret genkendelig karakter. Demagogen, der taler på vegne af folket mod en indspist elite, og som lover at vriste magten ud af elitens velbjergede hænder og udøve den i folkeviljens tjeneste. Problemet er systemet og alle dets begrænsninger.

Der er ingen grund til at remse alle de udenlandske eksempler op. Det er mere interessant, at vi også ser spirende cæsarisme herhjemme. Ikke mindst i Inger Støjberg, der slår sig op på at tale for ”folk, som de er flest”. Intet politisk program. Ingen ideologi. Intet som helst foruden cola zero, den røde knold, det skæve smil og det djærve facon, når hun folder sin karisma ud. Historien om at være kanøflet af eliten i de fine saloner for så at rejse sig igen, ikke for sin egen skyld, nej, nej, men for at forsvare folkets interesser, er den perfekte historie om en Cæsar in spe.

Men også i kultdyrkelsen omkring Mette Frederiksen med makrelmadderne og rose-emojierne, og ikke mindst i følgerskarens villighed til totalt at bagatellisere et grundlovsbrud og grov vildledning, ser man den vigende respekt for institutionerne til fordel for personen selv. Mette Frederiksen er uden tvivl den mest cæsaristiske statsminister, vi har haft siden Systemskiftet, men dén rekord kommer hun næppe til at beholde ret længe, hvis de gamle spådomme står til troende.

Den anden skikkelse er den anti-populistiske eller teknokratiske Cæsar. En lederskikkelse, der kender systemet indefra og bruger systemet til at slå igen. Det er en koldblodig cæsarisme, hvor folket er problemet, fordi de vælger for mange af de forkerte politikere og ønsker de forkerte ting. 

Løsningen er kort og godt at kortslutte de traditionelle politiske forskelle og de iboende begrænsninger, de lægger på systemets handlekraft og gennemføre Nødvendighedens Politik. Det, som jo i virkeligheden burde gøres. Gerne med bistand fra ikke blot den juridisk-administrative elite, men også fra toppen af andre dele af samfundet, for eksempel de store virksomheder. 

Et par udenlandske eksempler er den canadiske Justin Trudeau, der med hård hånd har knust folkelige protester med velvillig samarbejde fra bankerne. Posten som EU’s kommissionsformand er så godt som designet til denne rolle. Og ikke mindst den franske præsident Emmanuel Macron, der skabte et helt nyt centrumsparti i 2017, vandt valget og knuste det gamle konservative parti og socialistpartiet, som begge har været døden nær lige siden.

I Danmark er Lars Løkke Rasmussen åbenlyst inspireret af især Macrons centristiske kortslutning af det franske politiske system. Og selv Mette Frederiksen har lugtet lunten og forsøger at børste sit selvpåførte populistiske smuds af sig for at gøre ham kunsten efter.

Yderfløjene – altså dér, hvor holdningerne og budskaberne består ikke-testen med bravur – skal sættes uden for indflydelse, og partierne rundt om midten skal fastfryse det politiske landskab. Og sandheden er, at det er en væsentlig mere stabil cæsarisme end den populistiske, men ikke for evigt. Afmagten og frustrationen fra de oversete tager til, og de yderfløje, som er hele problemet, ender med at vokse i styrke.

Det er to meget forskellige udgangspunkter, men de ender samme sted: med at undergrave det liberale demokratis normale måde at fungere på, og med at puste endnu mere til mistilliden, politikerleden og frustrationen. For i sidste ende er cæsarismen i enhver form drevet først og fremmest af noget så forgængeligt som personerne bag.

Skræller man Mette Frederiksens, Inger Støjbergs eller Lars Løkke Rasmussens personlige popularitet væk, står der meget lidt tilbage. De efterlader sig ingen nævneværdige idéer, principper eller overbevisende dokumenter, der kan leve ud over deres egne karrierer.

De efterlader intet foruden oprydningen efter dem. Og nye Cæsarer står på spring.

Måske står forfaldet ikke til at ændre. Det var Spenglers holdning. Men hvis det gør indtryk, kunne du overveje dét, når du skal sætte dit kryds på tirsdag.